onsdag den 29. november 2017

Kalenderlys på den nemme måde


Jeg vil selvfølgelig gerne vise jer, hvordan min kalenderlys dekoration ser ud i år. Jeg har valgt, at holde det helt simpelt og jeg har genbrugt nogle ting, som jeg er lidt småforelsket i ;) Grisen, gåsen og de små svampe er genbrug. De er nemlig brugt i denne dekoration Kalenderlys i snelandskab, som jeg lavede i 2015 og jeg har naturligvis passet godt på dyrene.

Skålen og vasen er nogle jeg har haft i et par år tror jeg. De er fra Casalinga og jeg mener ikke man længere kan købe dem. Begge dele er jeg ret vild med, men jeg er jo også glad for orange. I vasen er der troldegrene og gran fra haven og i skålen er der lidt ler i midten og så er der fyldt op med mos - også fra haven ;) Som sagt meget enkelt og ligetil, men med et lille tvist af humor. Det er bestemt ikke sidste gang de dyr skal anvendes.


Jeg bruger meget at samle mine ting på et fad. Det giver et roligt udtryk og tingene behøver nødvendigvis ikke passe sammen. Til daglig har jeg tit en lille urtepotte, nogle små fyrfadslys og måske en lille ting/skål samlet på lige dette fad som jeg har brugt her. Og det er nemt og hurtigt at skifte ud, når man som jeg (tit gør) lige finder noget i genbrug.

Jeg ønsker alle en fredfyldt december uden alt for meget stress og jag. Jeg har i hvertfald tænkt mig, at tage det helt roligt, men jeg har jo også kun en lille familie og ikke så mange, jeg skal købe gaver til.

lørdag den 25. november 2017

Hæklet mini abe


Så er der endnu et abe indlæg på bloggen og denne gang er det en hæklet version af den lille nye mini abe fra Kay Bojesen. Jeg ved godt, at der er nogle, som har hæklet en mini abe efter den almindelige opskrift, hvor man bare har valgt noget helt tyndt garn og en meget lille hæklenål. Fordelen ved denne opskrift er, at den hækles i helt almindeligt bomuldsgarn, men den hækles også på en forholdsvis lille nål - 1½, så lidt tålmodighed skal der til.

Jeg har ikke selv hæklet en mini abe, men jeg har fået lov til at renskrive og redigere Annette Heintze's noter. Det er også hende, der har lavet opskriften på den almindelig størrelse abe, som du kan finde på dette indlæg.

Da jeg ikke selv har hæklet aben,er det også Annettes billeder, som jeg har fået lov til at låne :)


Selvfølgelig passer den lille hæklede hue, som jeg har lavet opskriften på også til den hæklede mini abe. Kanten på disse huer, som er vist på billedet, er forøvrigt lavet med halve stangmasker.
Opskrift på minihuen finder du i dette indlæg: Hæklet nissehue til Kay Bojesen mini-abe.....


Gratis hækleopskrift på mini aben

Hvis du selv har fået lyst til at hækle dine egen mini abe, kan du hente opskriften lige herunder.





Obs jeg har rettet de sidste omgang i benet, så har du hentet opskriften d. 25.11.2017 så er der en lille fejl i opskriften

Håber du får glæde af opskriften og jeg siger også tak til Annette, der gav mig mulighed for, at omdanne hendes noter til en opskrift, som kunne deles her :)

Nu er nedtællingen i gang, der er kun en måned til juleaften...jeg ønsker alle en dejlig weekend og husk: Julen kommer uanset og vi kan ligeså godt nyde det uden at stresse for meget ;)

torsdag den 16. november 2017

Hæklet blomsterophæng


Katrine min datter spørger af og til om jeg ikke lige kan ....... ?? og for et stykke tid siden efterspurgte hun et ophæng til nogle urtepotter. Og selvfølgelig hæklede jeg da lige ikke bare et men to ophæng til hende. Hvad gør man ikke for at slippe for plageriet ;) og så ser det jo fint ud med to sammen.

Hun er meget tilfreds med det endelige resultatet og jeg synes også, at de er blevet ret fine. Jeg har købt to potter til mig selv og har planer om, at hækle et par til mig selv. Men det bliver nok først engang efter jul. Potterne er fra IKEA, hedder DAIDAI og det er størrelsen, der måler måler 12 cm i højden og har en diameter på 14 cm, som jeg har brugt til dette blomsterophæng. Jeg synes, det ser godt ud med den hæklede lyse naturfarve (næsten helt hvid) sammen med potterne i messing.


Jeg har brugt almindeligt bomuldsgarn fra Søstrene Grene i en råhvid farve  og jeg har anvendt en hæklenål nr. 3
Skulle du få lyst til selv at hækle et ophæng eller to så kommer opskriften her:

Ophæng / net til urtepotte 

Billederne til dette indlæg er fotograferet af Katrine og blomsterne hænger hjemme hos hende :)


mandag den 13. november 2017

Hæklet nissehue mini abe og den almindelige abe


Nu nærmer vi os snart december og jeg plejer at give min Kay Bojesen abe en nissehue på, når jeg pynter op til jul. Det skal den selvfølgelig også have i år. Men da jeg har fået udvidet min abefamilie med den nye lille mini abe, så måtte jeg selvfølgelig også lave en lille mini nissehue til den.

Da jeg skulle i gang med at hækle, besluttede jeg, at den skulle hækles fra spidsen og ned - det bliver derved også nemmere, at kunne regulere størrelsen forneden. Jeg har gjort det samme med den gamle udgave af nissehuen til den almindelig størrelse. Så jeg har nu lavet en "ny" opskrift - det vil sige, jeg har faktisk bare vendt den om - sådan cirka ;)


Begge nissehuer er hæklet i almindelig 4/8 bomuldsgarn. Jeg har købt mit garn i Brugsen, for der kom jeg lige forbi og de havde en fin julerød. Jeg har hæklet med en nål 2½

Opskrift hæklet Nissehue til den almindelige størrelse abe/20 cm:

Start med en magisk ring og hækl 6 fm i ringen med den røde farve - stram ikke tråden/ringen helt til og træk tråden om til retsiden. Senere trækkes hullet til og kvasten syes fast med tråden.
1. - 11. omg.     = 6 fm
12. omg.           *1fm, 2 fm i næste maske* x 3 = 9 masker i alt
13. - 15. omg.   = 9 fm 
16. omg.           *2 fm, 2 fm i næste maske* x 3 = 12 masker i alt
17. - 20. omg.   = 12 fm
21. omg.           *1 fm, 2 fm i næste maske* x 6 = 18 masker i alt
22. - 26. omg.   = 18 fm
27. omg.           *2 fm, 2 fm i næste maske* x 6 = 24 masker i alt
28. - 31. omg.    = 24 fm
32. omg.           *3 fm, 2 fm i næste maske* x 6 = 30 masker i alt
33. + 34. omg.  = 30 fm
35. omg.           *4 fm, 2 fm i næste maske* x 6 = 36 masker i alt
36. - 38. omg.   = 36 fm
39. omg.           *5 fm, 2 fm i næste maske* x 6 = 42 masker i alt
40. + 41. omg.  = 42 fm - skift farve til hvid i den sidste maske, der hækles som en km
42. omg.           1.maske 1 km, 41 fm = 42 masker i alt
43. omg.           = 42 fm - slut med en km i den første maske på omgangen.

Lav en en lille kvast i det hvide garn - sæt den fast i toppen og luk hullet stramt til og sy kvasten fast - man kan selvfølgelig bruge en Pom Pom og man kan jo også undlade at sætte noget i toppen - så skal hullet bare lukkes stramt til i starten.
Størrelsen kan reguleres ved, at man tager lidt flere masker ud på omgang 39. eller lidt mindre. Det er vigtigt, at huen passer og den må gerne sidde godt fast.

Huerne kan jo også pynte uden abe - de ser da meget søde ud som de står der :)

Opskrift hæklet MINI nissehue til mini aben/10 cm:

Start med en magisk ring og hækl 5 fm i ringen med den røde farve - stram ikke tråden/ringen helt til og træk tråden om til retsiden. Senere trækkes hullet til og kvasten syes fast med tråden.
1. - 6. omg.       = 5 fm
7. omg.             4fm, 2 fm i næste maske = 6 masker i alt 
8. omg.             *1 fm, 2 fm i næste maske* x 3 = 9 masker i alt
9.+ 10. omg.     = 9 fm
11. omg.           *2 fm, 2 fm i næste maske* x 3 = 12 masker i alt
12. + 13. omg.  = 12 fm
14. omg.           *3 fm, 2 fm i næste maske* x 3 = 15 masker i alt
15. + 16. omg.  = 15 fm
17. omg.           *4 fm, 2 fm i næste maske* x 3 = 18 masker i alt
18. + 19. omg.  = 18 fm
20. omg.           *5 fm, 2 fm i næste maske* x 3 = 21 masker i alt
21. omg.           = 21 fm - skift til hvid i den sidste maske
22. omg.           = 21 fm med hvid

Lav en lille kvast og sæt den fast i toppen ligesom på den almindelige størrelse.

Størrelsen på den almindelige nissehue passer også til den KB abe, som jeg har hæklet. Aben kan du finde opskriften på HER i dette indlæg

Det er den samme hue, jeg har givet den hæklede abe på og den passer fint ;)

fredag den 10. november 2017

Hæklet abe med opskrift



Det er efterhånden ret lang tid siden, at jeg så den første version af en hæklet abe inspireret af Kay Bojesen. Efterhånden dukker der flere op rundt omkring, men jeg tror uden at vide det, at det er aben fra byoestergaard og den fra Kreaposen, der er mest kendt.

Jeg har via Facebook fået kendskab til en ny og forbedret udgave af aben og det er Annette Heintze, der har har leget lidt med den oprindelige opskrift. Jeg siger tak til Annette for opskriften :) Link til opskriften er nederst i dette indlæg.


Jeg har indtil nu aldrig hæklet en Kay Bojesen look a like abe, men da jeg fik mulighed for at dele denne opskrift, her på bloggen, ville jeg selv prøve at hækle den først. Derfor har jeg da også nogle små råd og fif til, hvordan man kan gribe opskriften an.

Opskriften minder rigtig meget om de "gamle", men der er lavet nogen få ændringer, der efter min mening får aben til at ligne mere den i træ. Kroppen er en smule længere og så har den fået lidt mere facon. Øjenstykket er også lidt længere og over snuden er der en markering af munden.


Garn til hæklet abe

I opskriften står der at man skal bruge Rio bomuldsgarn (fra Lammy) til selve kroppen. Det er et lidt tykkere garn end det almindelige 8/4 bomuld. Rio løber 125 meter/50 gram og almindeligt bomuld ligger ofte mellem 160-170 m/50 gram. Desuden er det merceriseret og har derfor et lidt blankt udseende.
For at kroppen får den rigtige størrelse er det derfor vigtig, at man finder samme garn eller noget der er tilsvarende. Jeg har hæklet i Cotone fra Lana Grossa (farve 030) og det er også merceriseret bomuld og har også en løbelængde på 125 m. Desuden er det vigtigt, at der hækles stramt. Jeg valgte at bruge en nål nummer 2 ½ og min abe minder rigtig meget om den oprindelige træabe i størrelsen og man kan ikke se noget af fyldet igennem :) Til de lyse dele har jeg anvendt Cotton nr. 8 (farve 201) den samme som i opskriften.


I benene og armene er der anvendt elefanttråd og det fandt jeg i Plantorama - et bundt med 13 stænger kostede en 20'er og der skal kun bruges 3 til en enkelt abe. Jeg hæklede et lille stykke af armene og benene og monterede så elefanttråden i bunden inden jeg hæklede videre. Så derfor hæklede jeg rundt om tråden og kunne fylde armene og benene efterhånden. Det fungerede fint for mig og måske er det lidt bøvlet, men på den anden siden kan man styre fyldet og man får et godt resultat i sidste ende.
Når jeg klipper elefanttråden til i længden (når jeg næsten er færdig) bøjer jeg den ned i armen/benet og laver en bue foroven, der drejes så den vender i den rigtige retning, når armene og benene senere syes på. Håber du forstår, hvad jeg mener. Det er også vigtigt, at benene ikke bliver alt for hårdt stoppet ud for oven og at man former dem lidt flade, der hvor de skal syes fast.

I opskriften skal man lave en luftmaskerække og derefter lime den på over snuden. Jeg har valgt, at sy den på med små sting med sytråd i samme farve og enderne fra garnet trækker jeg ind i hovedet.


I selve opskriften er der ikke nogen monteringsvejledning, men der henvises til Garn grammatik som har lavet en rigtig fin billede vejledning, som kan være fin at følge, når hovedet og øjenstykket skal laves og monteres.

Jeg montere armene på samme måde, som i nedenstående video

Armene og benene monteres sådan på kb aben



Gratis hækleopskrift på aben

Opskriften på aben kan du hente lige herunder



Hvis du har hentet opskriften før 08.01.18, så er der en lille fejl i kroppens omg. 29. Der skal hækles 5 masker og ikke 4 som der står først og der sluttes af med de 3 som der står sidst i omgangen - så passer det med maskeantallet.

Husk - det er stadig ikke tilladt at sælge de færdige aber og du kan læse mere om reglerne omkring det HER