torsdag den 17. august 2017

Hæklet ugle som bogmærke


For et par dage siden faldt jeg over et opslag på Facebook, hvor opskriften på den lille nemme ugle var brugt som et bogmærke. Det var så ikke kun et enkelt ugle bogmærke, men en hel flok ugler.

Uglerne var hæklet til en helt speciel anledning. De skulle bruges som en lille gave til en 2. klasse, når de havde første skoledag efter sommerferien. Det er Tine Achton Schmidt der er lærer i den 2. klasse og det er også hende, der har forhåbentlig har hygget sig med at hækle alle de ugler. For jeg må sige det er et imponerende arbejde og ikke noget man bare lige laver over natten. Ikke nok med at det er et imponerende arbejde, så er det jo også en fin gestus fra en meget sød og betænksom lærer, som har brugt sin fritid til at lave bogmærker til hele sin klasse.


Hver enkelt bogmærke er forsynet med et lille tag/vedhæng med navnet på eleven som skal have bruge bogmærket.

Jeg synes det er en rigtig sød ide, at anvende opskriften på den lille ugle til et bogmærke. Og man behøver jo ikke hækle til en hel klasse, men måske bare et enkelt eller to. Ideen er hermed givet videre og jeg siger tak til Tine for, at få lov til at dele hendes fine arbejde :)


Bogmærket laves ved kun at hækle en enkelt krop. Det vil sige, den er ikke dobbelt og der er så heller ingen fyld i denne ugle Envidere er der hæklet en luftmaske snor, der er syet fast nederst midt på kroppen og der er lavet en kvast i forskellige farver som er syet i den anden ende af luftmaskesnoren.

Opskriften på den lille ugle findes HER og kan hentes gratis

lørdag den 5. august 2017

Hæklet Batman - nu med opskrift


Som lovet i mit sidste indlæg ville jeg ligge en opskrift på bloggen på min hæklede Batman. Nu har jeg fået de sidste detaljer på plads og har renskrevet opskriften, så den forhåbentlig bliver til glæde for mange.


Jeg har faktisk lavet denne Batman til min datter Katrine, fordi hun spurgte mig om jeg ikke kunne hækle en til hende. Og selvfølgelig kunne jeg det. Der findes mange forskellige opskrifter på Batman, men jeg synes det kunne være helt sjovt at lave sin helt egen version. Så det gjorde jeg. Jeg har valgt at hækle krop og hovedet ud i et. Og bat-hjelmen og ansigtet er også hæklet på en gang. De sorte handsker og støvler er hæklet, så det ser ud som om, at de er trukket udenpå henholdsvis armene og benene. Jeg er selv blevet ret tilfreds med det endelige resultat og de valg jeg har foretaget mig i løbet af processen. Men det har også været nødvendigt at lave en del prøvehæklinger undervejs indtil jeg synes det blev rigtigt.

Nu overvejer jeg,  om jeg skal lave en Superman også bare for hyggens skyld. Det bliver ikke lige nu, men det kunne jeg nu godt finde på, det er jo ikke de store ændringer der skal til for, at Batman kan blive til en Superman.


Opskriften kan hentes gratis lige her, hvis du klikker på dette link

Opskriften er blevet rettet d. 15.09.2019
I kroppen omg. 34-36 - stod der 18 masker i alt, det skal naturligvis være 30 masker
Handske/arm - der startes med 6 fm i ringen, jeg havde skrevet 4 fm før
Øre - der startes med 4 fm i ringen, jeg havde skrevet 6 fm før.
Hvis du har hentet opskriften før, skal du være obs på de 3 fejl.
Jeg har lagt den nye rettet version ind i linket


Du kan se lidt flere billeder af min Batman, hvis du klikker på dette link