lørdag den 25. februar 2017

Strikkefestival på Færøerne


Nu er jeg igen hjemme efter vores tur til Budapest. Vi havde en dejlig tur og vejret har også været med os. Nogle uger før vi skulle af sted, havde vi læst at der var helt op til minus 34 grader i Budapest. Det var der heldigvis ikke mere. Faktisk oplevede vi, at det var lidt koldt, at komme hjem til danmark og vi så heller ingen sne før vi stod i Billund lufthavn igen.

Næste gang jeg skal ud og flyve bliver når jeg skal til Færøerne sidst i april måned. Jeg skal deltage i Strikkefestivalen i Fuglefjord /  Bindifestivalurin í Fuglafirði og det glæder jeg mig rigtig meget til at være en del af. Da jeg blev kontaktet og blev spurgt om jeg havde lyst til at undervise på festivalen, sagde jeg ja med det samme. Det er 3. gang der afholdes Strikkefestival i Fuglefjord og jeg har ønsket at deltage de sidste to år. Nu bliver det så min første gang og tilmed så også som underviser.
Jeg skal undervise på 3 workshops - den ene er "vævestrik" og de to andre er "vi hækler små tøjdyr". Det bliver helt sikkert en fantastisk og dejlig oplevelse og jeg glæder mig bare så meget. Men det er da også med lidt sommerfugle i maven og det bliver spændende at møde de andre undervisere, deltagere og være en del af festivalen.

Strikkefestivalen afholdes 27. - 29. april og man kan læse meget mere om den på deres hjemmeside. 
Der kan man blandt andet se, hvilke workshop og foredrag der er, men også om de strikketure der er planlagt.

Har været i gemmerne og fandt dette billede, jeg har taget på en tur til færøerne....hun er da ikke til at stå for :)
Efter Strikkefestivalen skal jeg også lidt rundt på nogle andre øer og jeg skal selvfølgelig også besøge noget af familien. Jeg skal være på Færøerne i 10 dage og denne gang rejser jeg helt alene. Det bliver også lidt af en udfordring for mig, men mon ikke det går altsammen. Jeg regner med at leje en bil, for det gør det hele lidt nemmere. Fuglefjord ligger et godt stykke nordpå og det meste af min familie bor på den sydligste ø - Suðuroy og jeg vil også gerne have et par dage i Torshavn. Det kræver lidt planlægning.

Jeg glæder mig til, at fortælle meget mere om min tur og om nogle forhåbentlig gode oplevelser med det hele.

Herunder er lidt flere billeder fra gemmerne....åh hvor jeg glæder mig til at være på Færøerne igen :)



I Sandvík/ Sandvig på Suðuroy - man kan lige skimte Lítla Dímun / Lille Dimon i baggrunden

torsdag den 2. februar 2017

I hjertet gemt


Året første måned har været præget af, at vi desværre har mistet to af vores meget nære venner pludseligt, alt for tidligt og med ganske få dages mellemrum.

Vi er en flok på 9 par, der har kendt hinanden i rigtig mange år og har foretaget os mange ting sammen. Jeg mødte de fleste for 36 år siden til en nytårsaften og var næsten lige blevet kæreste med min mand Jørgen. Jørgen har kendt de fleste siden skoletiden og en del allerede fra 1. klasse. Siden hen kom der påhæng i kraft af mænd og koner, men to af parrene har faktisk også gået i samme klasse og har været kærester ligesiden og senere gift. Så det er på mange måder en helt usædvanlig venneflok og det er alle nogle mennesker der står vores hjerter meget nær.

Nytårsaften var flokken samlet som sædvanligt og vi havde en hyggelig, munter og afslappet aften, hvor vi fik vendt en del emner. Både de mere løsslupne og de mere alvorlige. Vi fik faktisk også snakket lidt om livet og om at huske på, at nyde livet, mens vi kan. Set i bakspejlet er det tankevækkende nu og ord får lige pludselig en hel anden og mere dybere betydning.

Nu har flokken eller "slænget" som vi kalder os mistet to dejlige mænd. De vil for altid være savnet og vi vil gemme dem i vores hjerter og aldrig glemme dem.

De to dødsfald har helt naturligt sat gang i mange tanker....om livet, hvad vi vil have ud af vores tid her på jord, om at udsætte ting og at huske på, at vi aldrig ved, hvad morgendagen bringer. Så det er vigtigt at få det bedste ud af livet...livet kan ikke skrues tilbage - det skal leves her og nu.

Året startede ikke som ønsket, men trods stor sorg er der heldigvis oplevelser, som jeg stadig vil se frem og vil glæde mig til. Nogle bliver anderledes og ikke helt som de plejer, men det er jo også en del af de udfordringer livet byder os alle.


I tirsdags - på månedens sidste dag besøgte jeg min mors grav. Hun døde d. 31. januar for 16 år siden. Jeg kommer ikke så tit på kirkegården, men hun er til gengæld stadig og ofte i mine tanker. Hun blev heller ikke så gammel - 55 år. Hun elskede søpapegøjer, så selvfølgelig har hun en på gravstenen :)

Noget af det jeg har glædet mig til at dele her på bloggen er, at jeg er inviteret til Færøerne til strikkefestival. Jeg skal undervise på 3 workshop - 2 med hækling og en enkelt med strik.. Det glæder jeg mig helt vildt til og det vil jeg selvfølgelig skrive meget mere om her på bloggen. Jeg er så småt i gang med forberedelserne til mine workshops og det giver da lidt kriller i maven. Det bliver så spændende.

I næste uge er jeg i Budapest, så der holder bloggen også fri. Men mon ikke jeg så efterfølgende kommer hjem med lidt fornyet energi og så skal der vist gang i bloggeriet igen :)

PS jeg kom forøvrigt på Instagram lige før jul. Den har så også lagt lidt stille, men mon ikke der også snart sker lidt der igen.
Du kan finde mig på instagram under @aslaugmork