mandag den 22. februar 2016

Vinderen af nøglering med hjerte


Min weekend har været lidt mere hektisk end først antaget. Jeg har blandt andet været til eftermiddagshygge, om lørdagen hos Garn og hobby ved Lunderskov, sammen med en flok andre hækle og strikkeglade piger. Det er jo altid hyggeligt, at møde andre med samme interesse, så det kunne jeg godt finde på at gentage en anden gang.

Søndag blev vi inviteret på frokost hos gode venner og det var som altid en dejlig, sjov og grinende affære :)

I dag har jeg så haft tid til at få trukket en vinder af nøgleringen med det hæklede hjerte.
Der var 23 deltagere og det blev jeg faktisk lidt overrasket over. Jeg havde slet ikke forventet, at så mange ville deltage i sådan en lille Give away. Så derfor jeg kan da godt finde på at lave en lignende en af slagsen en anden gang. Tusind tak til alle jer der deltog, det betyder meget for mig, at nogen har lyst til at vinde en lille ting, som jeg har lavet :)

Vinderen af nøgleringen blev Anja, som i sidste øjeblik havde lagt en kommentar. Tillykke til Anja :) Hvis du sender mig din adresse, så sender jeg gevinsten til dig hurtigst muligt.

lørdag den 20. februar 2016

Genbrugsstrik top down


I sidste indlæg fortalte jeg lidt om mine to nytårsfortsætter. Jeg har faktisk et enkelt mere, som jeg virkelig gerne vil gøre noget ved. Jeg vil helt seriøst forsøge, at få ryddet ud i mine ufærdige påbegyndte og endnu ikke påbegyndte projekter, nedbringe mit garnlager betydeligt og få sorteret i alt det andet nørklerelaterede.
Det bliver et stort arbejde, men jeg er allerede godt i gang. Selvom jeg selvfølgelig på forhånd vidste, at jeg har meget på "lager" er det alligevel kommet lidt bag på mig, hvor meget man egentligt kan samle sammen efterhånden. Det gør det jo heller ikke bedre, at jeg altid har interesseret mig for mange forskellige håndarbejde og hobby relaterede genre. Jeg har sorteret garn og har efterhånden styr på, hvor meget jeg egentlig har - jeg har planer for noget af garnet, så der skal ikke indkøbes noget foreløbig. Jeg har fundet nogle småting, jeg vil lave. Blandt andet et lille broderi og så er der lidt strik, som kun mangler lidt montering. Ja jeg bliver ikke "arbejdsløs" lige foreløbig ;)

Jeg regner med at mange af de ting, jeg får lavet i år er fra gemmerne, så man kan vel sige at temaet i år er "Brug det jeg har". Jeg ved selvfølgelig godt, at der vil snige sig ting ind af bagdøren og det skal der også være plads til, men lige nu har jeg et stort behov for at minimerer mængderne.

Farverne er lidt svære at gengive - nederst ses den cardigan jeg "fandt" og øverst ligger den  trøje der allerede er godt på vej
Det første jeg har kastet mig over er en cardigan, som jeg begyndte på for en del år siden. Da jeg genså den blev jeg igen betaget af de smukke farver og jeg fik bare lyst til at strikke med dette garn. Jeg har valgt at strikke topdown, men i stedet for den cardigan, der var på pindende, bliver det nu til en trøje. Cardiganen var strikket på pind 5 og det var alt for kompakt - måske er det derfor, den aldrig blev færdig. Jeg har valgt at strikke på en pind 8 i stedet. Det bliver meget mere lækkert, blødt og fluffy. Jeg er vældig tilfreds indtil videre.

Her kan man tydeligt se den forskel en pind 5 og en pind 8 giver i det samme garn
Dette billede gengiver farverne bedst - det er tre forskellige farver af farveskiftegarn, der danner striberne.

søndag den 14. februar 2016

Nøglering med hæklet hjerte - give away


Hold da op - nu er vi midt i februar og dette er mit første indlæg i år. Jeg har to nytårsfortsætter og begge går det lidt sløjt med.
For det første vil jeg drikke lidt mere rødvin i år. Her skal nok tilføjes, at mit indtag af diverse former for alkohol har været nærmest ikke eksisterende de sidste mange år. Dette skyldes delvist, at jeg har passet meget på min vægt og alkohol fremmer jo ikke ligefrem et vægttab. Indtil videre kan jeg tælle et enkelt glas hvidvin, så jeg er ikke gået helt amok ;) men jeg har stadig planer om, at jeg vil have lidt mere nydelse i mit liv og det må gerne være med god samvittighed, at jeg blandt andet giver mig selv lov til et glas vin en gang imellem.
Det andet fortsæt er, at jeg vil blogge mere end sidste år og selvom jeg har haft en langsom start, kan det nytårsfortsæt sagtens nå at blive en realitet. Nu er jeg i hvertfald i gang :)

I anledningen  af Valentinsdag har jeg kreeret en nøglering med et hæklet hjerte. Fredag aften kom min mand sent hjem fra arbejde og jeg sad og hæftede ender på hjertet. Da han så hjerte, var hans første reaktion "Nej er det til mig". Jeg måtte skuffe ham og fortælle, at lige dette hjerte fik han ikke...og resten må i tænke jer til ;)

Hjertet er lavet til en af mine søde læsere. Hvis du kunne tænke dig, at få denne nøglering sendt hjem til dig, kan du deltage i lodtrækningen ved at skrive en kommentar til dette indlæg. Jeg trækker en vinder lørdag d. 20. februar. Håber at mange vil deltage i denne lille give away - fra mig til dig :)