torsdag den 22. december 2016

Zing til mig fra mig


Nogle gange lever mine strikkepinde sit eget liv og det er ikke altid, at jeg lige ved, hvor de var sidst. Så en dag for ikke så længe siden, hvor jeg akut stod og manglede en rundpind var jeg forbi den lokale strikkeforretning. Jeg blev anbefalet en rundpind Zing fra knitPro og det var så også den eneste model, forretningen havde i en 3½. Den er jeg så rigtig glad for, at jeg fik prøvet, for jeg synes virkelig det er en lækker pind. Zing er udført i letvægtsmetal og har nogle spidser, der efter min mening er rigtig gode - ikke for runde og ikke alt for spidse. Den er virkelig behagelig at have i hånden.

Sættet hedder "Melodies of Life" og er en Special Edition og det er da en fin æske :)

Da jeg så "opdagede" at man kunne få et helt sæt af de her lækre pinde, var jeg ikke længe om at beslutte mig. Jeg måtte eje sådan et sæt med udskiftbare rundpinde. Nu var spørgsmålet så, om jeg skulle ønske mig det i julegave eller hvad. Jeg luftede tanken for manden og sagde at jeg måske synes, at det var lidt kedeligt at få i julegave (som om ha ha) og så sagde min søde mand, at jeg da bare kunne købe sættet (det havde jeg jo nok en formodning om). Så kan det nok være jeg blev hurtig på tasterne og fik et sæt bestilt hjem.

Nu er jeg så den lykkelige ejer af dette fantastiske sæt og jeg kalder det julegaven til mig selv. Sjovt nok er det efterhånden en tilbagevendende begivenhed, det at købe gave til sig selv. Måske hænger det sammen med at man jo surfer rundt på nettet efter gaver til andre og så dukker der jo ting op, som man selv bliver forelsket i. I år var det så dette sæt og ikke nok med at pindede er rigtig gode, så synes jeg også, det er super flot med alle de metalliske farver. Det kan man da kun blive i godt humør.

Ud over pinde i 8 str. er der også wire i forskellige længder og farver, stoppere, strammenøgler og 1 kabelovergang.
Derudover var der i sættet uldnåle og maskeholdere også i flotte farver.
Dette indlæg bliver det sidste inden jul, så jeg vil ønske alle en rigtig glædelig jul :)

Jeg glæder mig til at holde juleaften sammen med min  mand og mine børn, men inden da skal jeg jo lige have overstået min operation for atrieflimren (forkammerflimmer). I morgen skal jeg være på Skejby sygehus kl. 6.30. Så vi skal tidligt op og af sted og jeg vil glæde mig rigtig meget til,at det hele er overstået. Efter en enkelt overnatning, så skal jeg forhåbentlig hjem og fejre julaften og så tror jeg julefreden vil sænke sig i mit sind.

tirsdag den 13. december 2016

Strikkede og hæklede jule servietringe


Jeg har i lang tid gået med en lille ide, som jeg nu har fået ført ud i livet. Jeg ville lave nogle servietringe til mit julebord. Ideer har det med at tage overhånd og i starten var det faktisk kun en strikket udgave, som jeg havde i tankerne. Men som i jo kan se blev det altså både til en hæklet og en strikket udgave.

Jeg plejer jo, at give mine læsere en julegave og i år bliver det opskriften på disse julemænd. Sidste år var det disse søde hæklede engle. Selvom vi snart nærmer os d. 24. december, er det ikke helt umuligt, at få lavet en lille flok julemænd færdige inden den store aften. De er ret hurtige at lave og det er samtidigt et hyggeligt projekt at sidde med.

Jeg synes det er ret smart, at man selv vælger farven på "kroppen" og hvem siger at man altid skal vælge rødt til en julemand. Personligt synes jeg det også er rigtigt fint med den grå serviet til og det kommer jo også lidt an på, hvad man ellers vælger at pynte julebordet op med.



 Håber i synes om min gave - opskriften har jeg valgt at skrive ned direkte på siden denne gang.

Julemand servietring  strikket eller hæklet:

Materialer:
1ngl hvidt og 1 ngl ”hudfarve” Jeg har brugt Tilda fra Svarte Fåret  50% bomuld og 50% akryl. Garnet har en løbelængde på 150m/50 g. Andre tilsvarende garner kan selvfølgelig anvendes, men det var lige i dette garn, jeg fandt den helt rigtige "hudfarve" som jeg var ude efter.

Strikkepind str. 3 mm eller hæklenål nr. 3
Derudover 2 øjne og en næse efter eget valg.

Strikket udgave:
Slå 31 masker op (endelig ikke for løst) med hvidt garn
1. pind - strik ret med hvidt
2. pind – (retsiden) skift fv  og strik ret pinden ud, men samtidigt tages der en maske ud i begyndelsen og slutningen af pinden – så der bliver 33 masker
3. pind – vrang
4. pind – ret og der tages igen en maske ud i hver side – der er nu 35 masker
5. pind – vrang
6. pind – ret

På næste pind (vrangsiden) lukkes de 10 første masker af med vrangmasker– derefter strikkes de næste 14 masker vrang – luk de sidste 10 masker af vrang. Der er nu 15 masker på midten af stykket og de bruges til skægget, som strikkes ret på alle pinde og der skiftes farve til hvidt.

Vend til retsiden og strik ret over de 15 masker. På næste pind (vrangsiden) strikkes de 2 første og de 2 sidste masker ret sammen.
Fortsæt med indtagning på hver vrangpind, dvs. på hver anden pind – indtil der er 3 masker tilbage på pinden – på næste vrangpind strikkes alle 3 masker ret sammen på en gang. Klip tråden – træk igennem. Sy stykket sammen midt bag og hæft alle ender.
Sy øjnene og næsen fast

Hæklet udgave:
Start med at lave 31 lm (maskerne må endelig ikke være for løse) med hvidt garn. Luk med 1 km i den første lm til en ring.

1. omg. – 1 lm, 31 fm, 1 km i den første fm på omgangen  og samtidigt skiftes der farve
2. omg.- Der hækles KUN i bageste maskeled – 1 fm, 2 fm i næste maske, 27 fm, 2 fm i næste maske = 33 masker
3. omg. = 33 fm
4. omg. – 1 fm, 2 fm i næste maske, 29 fm, 2 fm i næste maske, 1 fm = 35 masker i alt
5. omg. – 34 fm slut med en km

Nu skal skægget hækles – tæl 10 masker frem og skægget hækl es med hvidt over de næste 15 masker.
OBS. Skægget hækles i rækker og det er KUN mellem 1. og 2. rk. At der vendes med en lm. Alle rk starter med at man hækler i 2. maske fra nålen – dette gør at skægget efterhånden bliver mindre.
Der hækles dobbelt stangmasker = db

1. rk – 15 fm, vend med en lm
2. rk. – (vrangsiden) 1 fm i 2. maske fra nålen (* 1 db, 1 fm*) x 7 = 15 masker i alt
3. rk. – 13 fm
4. rk.- 1 fm, (* 1 db, 1 fm*) x 5 = 11 masker I alt
5. rk. – 9 fm
6. rk. - 1 fm, (* 1 db, 1 fm*) x 3 = 7 masker I alt
7. rk. – 5 fm
8. rk. – 1 db i 2. maske fra nålen og 1 km i samme maske.
Klip tråden, træk igennem og hæft.
Sy øjnene og næsen fast.



opdatering 25.12.2017
Nu er opskriften på den hæklede jule servietring oversat til Svensk
Jeg har fået tilsendt en svensk oversættelse af den hæklede servietring af Karin Johanson. Den deler jeg da med glæde her og jeg synes da det er sjovt at opskriften nu også kan bruges i Sverige :) Tak/Tack Karin

Tomte servettring virkad:
Material:
1 nystan vitt och ett nystan ”hudfärg”. Jag har använt Tilda från Svarta Fåret 50% bomull och 50% akryl. Garnet har en löpmeter på 150m/50g. Andra liknande garner kan självklart användas, men det var just detta garn som jag fann den riktiga ”hudfärgen” jag var ute efter.

Virknål nr. 3
2 ögon och en näsa efter eget val.

Virka:
Starta med att göra 31 lm (maskorna får inte vara för lösa) med vitt garn. Slut till en ring med en sm i den första lm.

Varv 1. – 1 lm, 31 fm i luftmaskorna, 1 sm i den första fm på varvet och byt samtidig färg.
Varv 2. – Virka ENDAST i den bakre maskbågen – 1 fm, 2 fm i nästa maska, 27 fm, 2 fm i nästa maska = 33 maskor.
Varv 3. – = 33 fm.
Varv 4. – 1 fm, 2 fm i nästa maska, 29 fm, 2 fm i nästa maska, 1 fm, = 35 maskor totalt.
Varv 5. – 34 fm sluta med en sm.

Nu ska skägget virkas – räkna fram 10 maskor och skägget virkas med vitt garn över de nästa 15 maskor.
OBS. Skägget virkas fram och tillbaka och det är ENDAST mellan varv 1 och 2 som det vänds med en lm. Alla varv börjat med att man virkar i 2:a maskan från nålen räknat – detta gör att skägget blir mindre efterhand.
Det virkas med dubbel stolpe = dst.

Varv 1. – 15 fm, vänd med en lm
Varv 2. – (avigsidan) 1 fm i 2:a maskan från nålen (* 1 dst, 1 fm*) x 7 = 15 maskor totalt.
Varv 3. – 13 fm
Varv 4. – 1 fm, (* 1 dst, 1 fm*) x 5 = 11 maskor totalt.
Varv 5. – 9 fm
Varv 6. – 1 fm, (* 1 dst, 1 fm*) x 3 = 7 maskor totalt.
Varv 7. – 5 fm
Varv 8. – 1 dst i 2:a maskan från nålen och 1 sm i samma maska.
Klipp av tråden och fäst.

Sy dit ögonen och näsan 

mandag den 12. december 2016

Hæklet og strikket taske i mega tykt garn


Her er den taske, som jeg har designet/lavet i det tykke garn. Hvis jeg selv skal sige det, så synes jeg altså den er blevet ret fed og det har været mega sjovt og lidt udfordrende, at arbejde med det specielle garn.

Jeg havde flere ideer til tasken og jeg prøvede også lidt af undervejs - blandt andet lidt struktur og snoninger. Men det færdige resultat endte op med at være ret enkelt i udtrykket. Jeg synes det klæder garnet, at holde det simpelt. Det er altså heller ikke så nemt, at lave "fine" detaljer, når nu garnet har den tykkelse. Jeg har leget lidt med indtagningerne øverst og det giver nogle små detaljer, man måske ikke lige ser ved første øjekast.
Jeg har både hæklet og strikket og jeg synes, at overgangen mellem de to teknikker er blevet ret fin.


I forhold til hank havde jeg selvfølgelig også nogle overvejelser, men jeg blev ret hurtig enig med mig selv om, at der skulle læderremme på. Læderremmene er med til at understrege det rustikke udtryk, som jeg gerne ville have frem. Jeg kan godt lide kontrasten mellem det sorte læder og det orange garn. De sorte læderremme er forøvrigt nogle gamle bælter, som jeg fandt i en genbrugsbutik og de kostede 10,- stk.- så kan man vist ikke gøre det billigere.



Opskriften på tasken kan du hente lige HER. Men den kommer efter aftale med Briella.dk også til at ligge inde på deres webshop.

onsdag den 7. december 2016

Lækkert mega tykt garn


Det er blevet ret trendy, at strikke og hækle med mega tykt garn, så da jeg fik muligheden for selv at få det i hænderne, sagde jeg ja tak med det samme. Jeg har selv valgt farven og orange er en af mine yndlingsfarver lige p.t. så det valg var ikke svært.


Jeg har valgt, at lave en taske af garnet. Dels fordi jeg synes, at det kunne være en spændende udfordring, men også fordi jeg tænkte, at det kunne være sjovt at lave noget, som jeg ikke havde set andre lave af det mega tykke garn.



Garnet har jeg fået sponsoreret af Briella.dk og i pakken, som jeg modtog, var der også både en strikkepind og en hæklenål med. Jeg har derfor også valgt, at bruge både strik og hækling til mit projekt og det har jeg heller ikke set andre gøre endnu :)

Den færdige taske kommer selvfølgelig på bloggen, men indtil videre må i nøjes med billeder af det lækre garn. Det er en skam man ikke kan mærke gennem en skærm siger jeg bare, for garnet er bare så lækkert og blødt. Det er 100 % merino uld

tirsdag den 6. december 2016

Juledekoration trods manglende julestemning.


Jeg er nok ikke den eneste i landet, der er blevet overrasket over, at vi allerede er et godt stykke inde i december måned. November måned er fløjet af sted og lige pludselig havde vi første søndag i advent og inden længe skal det 3. lys tændes.

Jeg har haft lidt svært ved at komme i julestemning i år. Der har været så meget, der skulle ordnes, som ikke havde med jul at gøre. Katrine er flyttet i lejlighed sammen med kæresten og det er der jo også gået lidt af min tid med. Jeg glæder mig på de unges vegne og heldigvis er det i Vejle, så det er jo i nabolaget :)


Jeg er stadig ikke helt ovenpå og i forhold til mit hjerte venter jeg bare på en operation. Den operation tror jeg nu også har en del skyld i mit manglende julehumør. Jeg skal indlægges d. 23. december ( og ja jeg har ringet og spurgt om det ikke er en fejl, men nej) og hvis alt går efter planen, bliver jeg udskrevet igen d. 24. december. Det satser jeg så stærkt på. Vi skal bare være os fire juleaften - min mand, børn og jeg. Heldigvis er jeg ikke selvskrevet til at stå for maden. Det skal manden og børnene nok klare. Men der er jo så lige nogle ekstra ting, der skal planlægges lidt før. For jeg skal bare ikke ligge i Skejby og spekulere for meget vel.
Det er forøvrigt også vores tur til, at stå for julefrokosten 2. juledag. Det skal der også lige være styr på. Heldigvis er jeg god til at lave lister og også til at uddelegerer opgaver til andre, når det skal være. Pu ha kan godt mærke, at jeg får lidt stress, når jeg ser ovenstående på skrift, men mon ikke det kommer til at klappe alligevel.

Selvom det lyder, som om jeg slet ikke har julehygget har jeg da fået lavet nogle juledekorationer. En af dem været til Katrine og farverne er valgt, så de passer  ind i deres nye spisestue. Potten fandt jeg i gemmerne og den passede perfekt i farven.Jeg elsker, når man kan bruge noget af det, som man har i forvejen.


fredag den 2. december 2016

Hæklet boble brødkurv med opskrift


For et stykke tid siden faldt jeg over den fineste boblekurv, som Helle Pedersen havde lagt op i en gruppe på facebook. Jeg vidste med det samme, at den her kurv var en af de ting, som jeg bare måtte lave ;)

Jeg har nu endelig fået hæklet en kurv til mig selv, fået taget nogle billeder og så har jeg fået lov til at dele opskriften her. Det er jeg selvfølgelig glad for og det tror jeg nu også, der er en del af mine læsere, som bliver glad for.
Jeg vil sige tak til Helle, der forøvrigt har sin egen gruppe på facebook "Hæklehygge med Klaras farmor" for at få lov til at dele opskriften her. TAK :)

Jeg har hæklet min kurv i rød - en rigtig jule farve. Så den er jo oplagt at bruge hele december måned. Kurven er perfekt til rundstykker og brød, men den vil nu også være rigtig fin til julens nødder eller mandariner.


Til min kurv har jeg anvendt helt almindelig 100 % 8/4 bomuld købt i den lokale Brugsen. Der var mange farver at vælge mellem, men den røde vandt altså denne gang :)

Opskriften til den hæklede kurv kan du hente lige HER 

mandag den 31. oktober 2016

Hæklet stor frø med butterfly


Så blev frødelene samlet og der er også blevet taget en del billeder. Jeg er bare blevet rigtig tilfreds med denne søde og efter min mening temmelig charmerende fyr :)

Flemming hedder han og han var meget nem at fotografere og jeg tror han nød hvert et øjeblik. Jeg er sikker på han også smelter et hjerte på en del af jer,,, der kikker med ....jeg er i hvertfald lidt forelsket :)
Frøer kraver jo normalt ikke rundt på en brændestak, men Flemming synes nu, at det var mega sjovt og spændende. Bagefter var det dog rart med et hvil i vante omgivelser. På en sten ved vandhullet, hvor alle vennerne som regel hænger ud.
" Jeg sidder lige og viser mig fra min bedste side....måske kommer der en lille frø pige forbi, som synes jeg er lækker og uimodståelig"
Ude på græsplænen var der mange æbler og Flemming ville gerne hjælpe med at samle dem sammen. Han fik også øje på en blomst som han mente han skulle give til en pige senere på dagen.
"Hej se mig lige. Ligner jeg ikke en cowboy, jeg mangler bare lige hatten. Nej jeg kan da også være en tapper ridder, der skal bekæmpe den onde drage og så vinder jeg den smukke prinsesse"
Frøen er hæklet efter min opskrift på hæklede frøer. Men jeg har hæklet denne udgave med tykkere garn. Jeg har anvendt puppets 100 % bomuld 8/8. Det grønne garn havde jeg på lager (jeg har brugt under 3 nøgler)  og de blå farver (en af hver) er købt hos den lokale Super Brugsen. Andre tykke bomuldgarner kan selvfølgelig anvendes, bare de har betegnelsen 8/8 og har en løbelængde omkring 70-80 meter/50 gram.
Jeg har hæklet frøen med nål nr. 4,5 og den er blevet ca. 54 cm

Desuden har jeg lavet et hæklet øje, så der er ikke brugt nogle sikkerhedsøjne til denne frø.
Endvidere har frøen fået sig en lille butterfly

Opskriften på frøen kan du købe HER og pigefrøen er der også opskrift på

Nedenfor har jeg nedskrevet de små ændringer/opskrifter der er lavet til Frøen Flemming.

Hæklet øje:
OBS.Selve øjet er hæklet med almindeligt bomuldsgarn 8/4 og med nål nr. 3 - den grønne del hækles med det tykke garn og nål nr. 4,5

1.            Start med at laves en magisk ring og hækl 4 fm i ringen (med sort)
2.            2fm i hver maske omgangen rundt = 8 masker i alt. Skift herefter til selve øjenfarven.
3.           *1 fm, 2 fm i næste maske* x 4 = 12 masker i alt
4.           *1 fm, 2 fm i næste maske* x 6 = 18 masker i alt. Skift herefter til hvid
5.           *2 fm, 2 fm i næste maske* x 6 = 24 masker i alt
6.+7.      = 24 fm
8.           *2 fm, 2 fm sammen* x 6 = 18 masker i alt
9.           = 18 fm
10.         * 1fm, 2 fm sammen * x 6 = 12 masker i alt
11.         = 12 fm Fyld øjet.
12.         *2fm sammen* x 6 = 6 masker i alt. klip og hæft tråden.
Broder et par sting med hvidt, så øjet får det helt rigtig udtryk :) Se evt billede fra dette indlæg


Lille hæklet butterfly:
OBS den hækles med almindeligt bomuldsgarn 8/4 og en nål nr. 3

Hækles frem og tilbage med hstgm (halvstangmasker) og der hækles hele tiden i bageste maskeled.
Start med 15 lm - vend og start i 2. lm fra nålen
hækl 14 hstgm, derefter 2 lm - vend
Gentag 3x.
Ri sammen på midten og kør tråden 2-3 gange stramt rundt og hæft.
Sy butterflyen på frøen.


lørdag den 29. oktober 2016

Græskar til Halloween


Det er nu lidt (u)hyggeligt med græskarhoveder. Hjemme hos os har vi efterhånden tradition for, at vi skærer mindst et hoved hvert år, der kan stå og pynte i haven eller ved indgangen.
Jeg synes det er sjovt, at man kan lave dem så forskellige og vi har endnu ikke haft nogle helt "magen" til dem sidste år. De her to fyre, synes jeg er blevet rigtig gode - de er fine både med og uden lys og det kan jeg rigtig godt lide.

Vi plejer også, at bruge kernerne. Jeg vasker kernerne, tørrer dem og vender dem i olie og salt og så rister vi dem i ovnen. En sund og lækker snack, der hurtig forsvinder som dug for solen.



Jeg vil ønske jer alle en rigtig god weekend. Jeg skal på weekendtur med min mand og 8 andre par. Det glæder jeg mig til. De fleste har jeg kendt i 36 år så det er jo efterhånden en del år. Man kan kun slappe af i deres selskab og så kan man også risikere at få ondt i maven af at grine - det er dejligt :)

onsdag den 26. oktober 2016

Strikket stribet sjal med fine detaljer


Jeg er i gang med et stribet sjal/tørklæde, der er designet af Hanne Pjedsted. Sort og hvid symmetri hedder det. I opskriften er der foreslået Arwetta super fine merino uld. Jeg har valgt at strikke mit sjal op i Anina også fra Filcolana. Men Anina er en 100 % superwash merino uld. Det har jeg bestemt ikke fortrudt, det er utroligt lækkert og en fornøjelse at strikke med og det bliver dejligt blødt.


Jeg er vild med de små detaljer i sjalet, især opsamlingen i lænkekanten giver en flot kant - både på for- og bagsiden



Jeg er snart færdig med sjalet, det har været hurtigt at strikke - ene ret og så er det jo heller ikke mega stort. Billederne er derfor ikke helt op to date, men det bliver de jo ikke ringere af. En efterårsferie i sommerhus giver jo noget på strikkesiden :)
Glæder mig til at vise det helt færdige sjal - jeg håber, der er garn nok. Jeg har kun købt et nøgle af hver farve og nu krydser jeg fingre ;)



fredag den 21. oktober 2016

En hæklet frø inden montering


Jeg har som sagt ikke fået lavet meget håndarbejde over sommeren. Jeg fik startet på en frø, men fik den ikke hæklet færdig, før jeg havde en lang og ufrivillig pause fra blandt andet hækleriet.
Jeg har nu fået den lavet helt færdig og jeg vil glæde mig til at vise jer det endelige resultat. Jeg mangler lige at få redigeret nogle billeder med frøen i aktion. Indtil da må i "nøjes" med et før billede. Det ser lidt markabert ud, men jeg kan garenter jer for at det færdige resultat ikke bliver det mindste uhyggeligt ;)

Øjet kunne man nu godt bruge til halloween. jeg har engang set et gennemsigtig glas med låg, der var fyldt op med nogle filtede øjne.....Måske skulle jeg lave et glas med nogle hæklede :)
Sjovt at sådan en bunke kan blive til den sødeste frø i havedammen :) Men bare vent og se...
Hvis du synes du har set den før er det ikke helt forkert - opskriften er en "gammel" en af slagsen :)

torsdag den 6. oktober 2016

Hæklet nisse på række


Opskriften på denne søde hæklede nisse har jeg fået lov til at dele på min blog. Det er Lisette Jørgensen, der har fået ideen og det er også hende, der har lavet opskriften.
Jeg har redigeret opskriften og jeg har også fået hæklet mig et par nisser på række.

Det sjove ved denne opskrift er, at man kan lave ranken så lang eller kort som man har tid og lyst til. Nisserne kan hænges op mange steder og vil bestemt også pynte på juletræet, når det bliver aktuelt til den tid. Nissen kan også bare bruges enkeltvis, men det sjove er jo at de hænger sammen :)

Jeg siger tusind tak til Lisette og jeg er sikker på at mange vil få glæde af opskriften og mon ikke der kommer til at hænge nogle nisser på rad og række rundt omkring - det tror jeg :)
Det er et hyggeligt og overskueligt projekt og så kan man eventuelt også få brugt nogle rester, for der går ikke meget garn til sådan et par nisser.

På dette billede kan man bedre se, hvordan nissen er sat sammen.
Opskriften på "Hæklet nisse på række" kan du hente lige HER

lørdag den 1. oktober 2016

Nu gik det lige så godt....


Ja jeg er her endnu og jeg vil forsøge at gøre en lang historie kort.

I løbet af foråret og sommeren har jeg følt mig lidt energiforladt og så havde jeg forskellige symptomer, såsom træthed, smerter i led og muskler, ondt i knoglerne, hukommelses problemer, koncentrations besvær, rodede rundt i sætninger og ord. Endvidere et massivt hårtab (heldigvis er der meget at tag af) og derudover havde jeg nogle depressionslignende symptomer og det havde jeg bestemt ingen grund til.
Alle mine symptomer blev bare forstærket som tiden gik, men jeg tænkte, det går nok over af sig selv
Jeg har før haft forhøjet stofskifte og slog det hen med at det var nok det der drillede, men så blev jeg alligevel så dårlig til sidst at jeg bestemte mig for, at en tur til lægen var nok på sin plads.

Jeg fik taget en blodprøve og allerede samme eftermiddag ringede lægen til mig. Jeg skulle straks møde på Horsens sygehus og der blev jeg så akut indlagt. Jeg havde blandt andet alarmerende høje calcium tal og var dehydreret. Kræftsygdommen Myelomatose (en form for knoglemarvskræft) som min mor døde var en af de sygdomme som jeg skulle udredes for, så det satte naturligt nok en masse tanker og bekymringer i gang. Jeg tror, at det har haft en indflydelse på mit forløb, at jeg er tidligere brystkræftpatient. men jeg tror også, at lægerne var lidt usikre på, hvad der egentlig var galt med mig og de tog det i hvertfald seriøst. Jeg har været igennem rigtig mange forskellige undersøgelser og scanninger, fået lagt adskillige drops og jeg var også en tur på Århus kommunehospital under min indlæggelse,

Heldigvis fandt man ud af, hvad jeg fejlede. Jeg havde Primær hyperparathyreoidisme. Nu bliver det lidt teknisk - Når man har hyperparathyreoidisme producerer en eller flere af ens biskjoldbruskkirtler for meget PTH (som er et hormon) og kalkniveauet i blodet bliver for højt. PTH regulere niveauet af calcium/kalk i kroppen og der kan være risiko for at det udvikler sig til knogleskørhed, da ens knogler afkalker.

En af mine bikjoldbruskkirtler var vokset til 3 x 4 cm og normalt er sådan en krabat på størrelse med spidsen af en kuglepen. Jeg blev beroliget med, at der normalt ikke findes kræft, men at de selvfølgelig ville undersøge det. Jeg fik meget hurtig en tid til operation, så det var godt jeg ikke skulle vente mere end højst nødvendigt, når det nu skulle være.

Selve operationen gik godt og sidst i august fik jeg besked på, at der ikke var fundet kræft. Selvom jeg har været ved godt mod og har holdt humøret højt udad til, kan jeg bagefter sige, at jeg indeni har været både bange, frustreret og har tænkt mange tanker om min familie, min fremtid og selvfølgelig også om mig selv. Det har været et hårdt forløb set i bakspejlet og jeg er heller ikke helt på dupperne endnu. Ud over et lille ar på halsen kan det være svært for nogle, at se hvordan man har det og jeg har haft mere brug for ro og alenetid efterfølgende. Jeg indtager en masse kalk med D-vitamin, for mine to tilbageblivende biskjoldbruskkirtler har ikke helt fundet ud af arbejde selv endnu. Så ind imellem sitre og ryster min krop indvendigt og det prikker og stikker i mine læber og fingre...det er tegn på at kroppen mangler calcium.

Det har nok ikke gjort det nemmere, at jeg oveni har fået en anden sygdom at forholde mig til. Egentlig er det ikke en ny sygdom, for jeg har haft den i mange år. jeg har bare ikke lige "belemret" min lægen med det, for der har jo været så meget andet.... Men nu har jeg fået en diagnose ;)

 I forbindelse med en kontrol af blodprøver hos egen læge var jeg om morgenen vågnet med et hjerte, der bare galoperede der ud af. Det har jeg oplevet så ofte og jeg har af og til et "anfald". Det vil sige mit hjerte slår alt for hurtigt, jeg får trykken og uro i hjertet og får fornemmelse af, at jeg ikke trækker vejret optimalt og efterfølgende er jeg bare mega træt. Nogle gange varer et anfald flere timer og denne dag, hvor jeg skulle til lægen og have taget blodprøver var en af dem.

Nu hvor jeg tilfældig var ved lægen, synes jeg da lige de skulle kikke på det og jeg fik taget et EKG. Derefter gik det stærkt, lægen ringede efter en ambulance og den kom med det samme. Jeg fik hurtigt lagt et drop i armen og fik noget hjertemedicin, da jeg var lagt på båren og på vej ind mod sygehuset fik jeg det igen bedre, men jeg slap ikke for en indlæggelse og de ville også lige tjekke for blodpropper. Jeg tog det nu ganske roligt, men oplevelsen har alligevel sat nogle tanker i gang. Jeg har fået konstateret atrieflimren også kaldet forkammerflimren og det er en af de hyppigste former for hjerterytme forstyrelser. Som udgangspunkt er atrieflimren ikke farlig i sig selv, men der kan opstå nogle alvorlige følgevirkninger. Der kan være en øget tendens til blodpropper i blandt andet hjernen og hjerte kan også svigte, hvis man i længere tid går rundt med en hurtig puls. Det slider på hjertet, så det er jo ikke så godt.

Jeg er i første omgang sat i blodfortyndende behandling og så skal jeg en tur til Skejby, hvor jeg skal have foretaget en Radiofrekvensablation. Man fører et kateter via lysken op i hjertet og så "brænder" man de celler væk, der forårsager hjerteforstyrelserne. Inden jeg kan få foretaget en radiofrekvensablation, skal mine INR værdier være stabile i 4 uger. (INR er en måleenhed, der angiver hvor tyndtflydende blodet er og hvor hurtig størkningtiden er). Så nu venter jeg bare og går til kontrol og jeg skal også en tur til Århus til nogle undersøgelser og noget mere information.

Ja helt kort blev det jo ikke, men jeg synes, jeg skyldte jer læsere, at fortælle lidt om, hvorfor jeg har været så fraværende. Energien til at blogge har ikke været tilstede, trods ønsket. Jeg har heller ikke fået lavet ret meget med hænderne, da jeg simpelthen har været for træt og har haft for ondt.

Nu tror jeg det går fremad igen og jeg har planer om at få lavet nogle indlæg, som bestemt ikke skal handle om sygdom og elendighed :)

mandag den 4. juli 2016

Jeg har trukket en ny vinder

Eftersom jeg ikke har hørt noget fra vinderen af strikkekittet fra Garnhimlen, har jeg valgt at trække en ny vinder. Det er selvfølgelig lidt ærgeligt, men på den anden side er der nu en anden, der får glæde af den lækre gevinst.

Nr 33 var denne gang lykketallet og det blev derfor Hønsestrik, der var heldig.



Håber du kontakter mig hurtigst muligt, så Garnhimlen kan få sendt gevinsten ud til dig :)

OBS. Har jeg ikke hørt fra vinderen inden en uge, så trækker jeg en ny vinder!

Ny vinder udtrukket da jeg desværre ikke har hørt fra nr. 33

Dorthe Johannesen  nr. 13 du har vundet et kit - glæder mig til at høre fra dig.


mandag den 27. juni 2016

Vinderen af strikkekit fra Garnhimlen


Først og fremmest vil jeg gerne sige, at det har været en fornøjelse at se, hvor mange der har deltaget i lodtrækningen. Jeg kan selvfølgelig godt forstå, at så mange har været interesserede og gerne ville være med i kampen om strikkekittet. For det er et lækkert strikkekit, som Garnhimlen har givet mine læsere mulighed for at vinde. Desværre er der kun en heldig vinder, men mon ikke alle kan glæde sig på hendes vegne :)

Jeg har brugt True Random Number Generator og efter lidt arbejde kom jeg frem til, at der var 128 kommentarer (deltagere) tilbage, når gengangere og lignede trækkes fra.

Lykkenummeret blev nr 1, så mon ikke Dorte Scanvenius Nielsen er glad for, at hun fik lagt den allerførste kommentar til min giveaway.

Håber at høre fra dig hurtigst muligt Dorte, så Garnhimlen kan få den fine gevinst sendt af sted direkte til dig :) Send mig en mail med din adresse og hvilken farve du ønsker kittet i.

PS. Har jeg ikke hørt noget inden for en uge, så trækker jeg en ny vinder

mandag den 13. juni 2016

Give Away - vind et lækkert strikkekit


Tak for den positive respons jeg fik på mit forige indlæg. Det er for mig meget grænseoverskridende, at slå billeder op af mig selv og især når hele kroppen kommer med. Det kan man jo ikke se på billederne og mange har det sikkert ligesom mig.... Nu har jeg prøvet det et par gange og verden er jo endnu ikke gået under af den grund ;) så mon ikke det bliver nemmere efterhånden... det er jo nok ikke sidste gang, at  Katrine og jeg skal på fotosession, for det er til gengæld mega sjovt :)

I dag har jeg den glæde, at Garnhimlen har givet mig mulighed for, at udlodde et strikkekit til en af mine læsere. Det er selvfølgelig til den lækre Melody Jakke som jeg lige har strikket.

Strikkekittet indeholder opskrift og garn til Sommerudgaven. Sommerudgaven er strikket op i Belle og  Kid silk fra Drops og det bliver bare så lækkert blødt. Den heldige vinder kan selv vælge farve blandt flere lækre muligheder. Se udvalget inde på Garnhimlen lige her 

Hvordan deltager du ?

Du skal bare skrive en kommentar til dette indlæg og så er du med i lodtrækningen om kittet. Du må selvfølgelig meget gerne sprede budskabet, men det er ikke noget krav. Jeg vil selvfølgelig sætte stor pris på det :)

Vinderen trækkes søndag d. 26 juni, så sidste frist for at deltage er lørdag d. 25. juni.

HELD OG LYKKE :)

fredag den 3. juni 2016

Melody min nye strikkede sommer jakke


Jeg er nu blevet helt færdig med min Melody Jakke og jeg er blevet rigtig glad for det endelige resultat. Den har været dejlig at have på pindene og kombinationen af bomuld, silke og mohair er bare mums.
Jeg har fulgt opskriften næsten 100%, dog har jeg strikket mine ærmer en mønsterrapport længere, da jeg har lange arme. Desuden valgte jeg, at strikke modellen uden lommer. I opskriften kan man vælge enten med eller uden lommer.

Jakken strikkes forholdvist hurtigt, da det er på pind 6mm og er bestemt ikke kedelig at strikke og så synes jeg, at den tilpas piget og feminin....
Jeg var lidt bange for at den blev alt for stor foroven, men da jeg fik taget ind på de sidste stykke, blev det rigtigt fint. Modellen har lidt rynkeeffekt og det er faktisk en sød detalje.



Det er Katrine, der har taget billederne og det har hun jo gjort godt igen. Jeg er bestemt ikke nem at fotografere og vi fik os da også nogle gevaldige grineflip undervejs. Det sjoveste var næsten da der kom en løber forbi, han kom også med på nogle af billederne og vi var flade af grin...her troede vi at vi kunne stå i fred og ro langt ude på landet med vores kamera, lave fotosession og lege model for en dag ;)
Vi havde faktisk lidt travlt, for det var 10 minutter før vi skulle køre og det skulle bare være nu de billeder skulle i kassen. Forinden havde jeg kæmpet med at hæfte ender, få lavet lukning og sy knapper i så det var i sidste øjeblik, at jeg fik den færdig. Katrine skulle rejse til USA og kommer først hjem om en måneds tid og så længe kunne jeg jo ikke vente med billederne, hvis det var Katrine, der skulle tage dem ....og selvfølgelig skulle hun det :)


Jeg kunne ikke rigtig finde nogle ensfarvede knapper, men så fandt jeg disse og jeg synes  altså de er lidt frække og passer perfekt :) 
Hvis du skulle få lyst til at strikke en lignende model, kan jeg fortælle, at Garnhimlen forhandler strikkekits til denne model fra Annelise Bjerkely og der findes også mange andre fine modeller af samme designer på Garnhimlens webshop.
Min udgave er strikket i Belle og kid silk fra Drops og er en sommerudgave,


Håber i nyder det gode vejr....i aften skal jeg på udflugt og høre nattergalen synge. Det er en tradition og plejer at være rigtig hyggeligt.

onsdag den 1. juni 2016

Træmand



Jeg vil gerne vise jer min fine "lego" træ mand. Da jeg første gang så et billede af figuren, var jeg solgt på stedet. Det var lidt tilfældigt, at jeg kom forbi et billede på facebook. Det var inden jul og der var en pige, som havde strikket en nissehue til hendes træmand og hun havde lagt billedet op i en af de håndarbejdsgrupper, som jeg klikker ind på en gang imellem.


Jeg er ret vild med træfigurer og jeg har altid været og er stadig rigtig glad for at bygge med lego, så denne legomand skulle selvfølgelig have en plads her hos mig. Det har den haft siden slutningen af marts måned og den lever bestemt op til mine forventninger.

Træmanden skulle efter sigende været håndlavet ... dele af den er drejet, men det er jo også en slags håndværk, sålænge det ikke foregår på fuldautomatiske maskiner. Manden bag figuren er dansk og ejer firmaet Won Wood, som laver enkle designs med inspiration fra scandinavien. Firmaet sælger træmanden som Wood man og det er jo ganske tydeligt, hvor inspirationen er fra...og jeg kalder den min legomand :)

De sort/hvide "klodser" er et Lego salt- og peber sæt, som jeg har fået af Katrine.
Figuren er ca. 17 cm høj
Flaget er lånt fra en Medusa figur og med flag vil træmanden da pynte på ethvert fødselsdagsbord :)