|
Billedet er taget i dag og som du nok kan se, er der længe til juleaften hos mig - har ellers købt en "tyndt" lys i år |
Med kun en uge til jul må jeg erkende, at jeg ikke når alt det jeg har planlagt i december måned. Min december blev lidt anderledes end jeg havde forestillet mig og der har ikke været den store julehygge her.
December startede ellers med at jeg både var færdig med adventkrans og kalenderlys til tiden i år. Adventskransen er genbrug fra sidste år og den er stadig fantastisk og ser stort set ud som sidst. Er du nysgerrig kan du se den
HER
Den 2. december ringede min man hjem til mig. Han ville da bare lige fortælle, at han havde lavet en aftale med maleren om, at de kom i morgen for at spartle, slibe og male lofterne i stuen og køkkenet. Derefter var det væggenes tur. Jeg vidste godt at vi ville få besøg, men regnede bestemt med, at det først ville være efter jul.
Så fik jeg en smule travl eller rettere sagt meget travlt. Vi har en temmelig stor stue og alt skulle tømmes og pakkes væk. En del af møblerne skulle også ud eller flyttes. Derudover har vi en del lamper, indbyggede spots og højtalere som også lige skulle fjernes. Jeg var meget glad for, at jeg ikke havde fundet den store julekasse og kun havde mine dekorationer fremme. I stedet fyldte jeg en masse kasser og hold nu op, man har meget når det hele kommer frem fra skabe og skuffer.
Maleren brugte en uge (minus en fredag, hvor vi var på en planlagt familietur til København og en weekend, hvor vi levede med overdækkede møbler, støv og plastik på gulvet)
Da vi så endelg fik vores hjem tilbage igen onsdag, kunne vi jo tage det ganske afslappet, hvis ikke lige at Andreas havde spurgt os, om vi ikke ville lægge hus til en julefrokost for 20 unge mennesker. Selvfølgelig kunne vi da det.... flink som man er... Så vi fik hurtig stuen til at se nogenlunde præsentabel ud og havde derfor huset fuldt af glade unge mennesker fredag aften. Det gik heldigvis godt - både de nye hvide lofter og væggene led ingen last :)
|
Ikke alle skoene holdt sig på måtten - men det gjorde de unge mennesker til gengæld :) |
Jeg har da også været til juleafslutning i min strikkegruppe på Tørring bibliotek. Jeg havde ikke noget med i år (der var vist også rigeligt)
Jeg var kun lige et smut forbi biblioteket på hjemvejen. For jeg havde lovet Katrine at køre hende til Herning samme dag. Men jeg kom i tanke om, at jeg havde bagt nogle småkager sidste år, som jeg vist aldrig fik på bloggen - det tror jeg nu de kommer i løber af ugen. For de var altså gode og smager lidt af jul :)
Derudover er jeg godt i gang med en ny model af mine efterhånden kendte låg til guf. Denne gang er det en engel. Selvom jeg næsten er færdig, har jeg bestemt mig for, at det må være en opskrift jeg vil smide på bloggen næste år. Jeg skulle jo nødig få jule stress. Den kommer sikkert i god tid før næste jul. Så har man også en chance for at få englen færdig før jul. Jeg synes indtil videre, at englen bliver fin, så nogle kan godt glæde sig til familieforøgelsen.
Jeg startede med at sige at der ingen jule hygge har været....det kommer jo lidt an på hvordan man opfatter julehygge. For trods alt har det været hyggeligt - bare på en lidt anden måde og julen for mig er ikke kun pynt, småkager og julegaver. Jeg er fantastisk glad for min nye stue, Andreas havde en super aften med vennerne, turen til København var rigtig hyggelig..trods regn og der har været mange sjove stunder med hygge og spil med vores store børn. I aften kommer Katrine hjem og skal være her nogle dage og vi skal ud og købe de sidste julegaver...så der er jeg da godt med ;) Måske bliver der også tid til at lave lidt konfekt og andet godt.