Lige en lille opdatering. Vi har ikke haft internet siden onsdag eftermiddag. Derudover virker vores fastnet telefon ikke og min mobildækning er ikke eksisterende.
Jeg er i dag til brunch hos noget familie og har lige sneget mig til, at få lavet dette indlæg ved hjælp af deres net.
Jeg skulle have udtrukket en vinder af min fødselsdags Give away i onsdags, men jeg bliver desværre nødt til, at udsætte den lidt endnu. Jeg har fået lovning på, at jeg skulle få net igen på onsdag, så det håber jeg sørme på. Jeg håber på jeres forståelse og håber mine frustrationer snart er ovre, så jeg igen kan kommentere, lave indlæg og være i kontakt med omverdenen.
lørdag den 29. november 2014
mandag den 24. november 2014
Strikket juletræ med strikket julepynt
Den stor kasse med strikket julepynt :) |
Dette indlæg er også et tilbageblik. Den 28. september var jeg til en rigtig hyggelig Strikke og hæklefestival, der blev afholdt i Remisen i Brande. Festivalen havde forinden udfordret nogle forskellige strikkeklubber og foreninger til at komme med et dekoreret juletræ. Pynten skulle selvfølgelig være hæklet eller strikket. Selve juletræet kunne være hvad som helst. Jeg er medlem af foreningen "Seriøs strik for sjov" og vi var blandt de indbudte til. Vi har over sommeren arbejdet med vores tema, som vi ret hurtigt fandt ud af skulle være Peters jul.
Selve træet blev strikket og filtet af Anne, som har været tovholder i processen. Det er også hende, der har taget de billeder, jeg har brugt. Selve julepynten blev delegeret ud blandt de medlemmer, som ønskede at deltage i dette sjove projekt. Julepynten er alt sammen noget, der kan findes i nedenstående digt fra Peters jul.
Ved Juletræet
Aa, hvor det straaler! Nej, se dog blot,
hvor alle Lysene skinne!
Og se, hvor Træet er fuldt af Godt!
en Kat kan nu først jeg finde.
Og dér er et Horn og en Svane — aa!
Og dér er Pjerrot af Sukker;
ham skal jeg rigtignok passe paa,
naar siden vi Træet plukker.
Her hænger en Hest under denne Gren,
og dér er en Kurv med Pærer.
Og dér er en Mand, nej, sikken en!
En Tøffel paa Ryggen han bærer;
hvoraf han er lavet jeg ikke ved.
Men se blot Storken der oppe!
Og Kagedukker, som Hænderne ned
i Buxelommerne proppe!
Og Æbler, hvis Stilk er fint forgyldt,
og et Par Strømper af Kage
og Kræmmerhuse, som helt er fyldt
med Ting, som jeg nok gad smage!
Og Svøbelsebørn! Og se blot dér
to Frøer af Chokolade!
Nej, kom, der sidder en Ugle her.
Aa, hvor vi alle er glade!
Og store Figner i røde Baand
og Grise og Sukkerkranse! —
Bedstemoer, kom, tag fat i min Haand!
Nu skal vi om Træet danse
Prøv at gå på opdagelse i nedenstående billeder. Jeg har forsøgt at få så meget som muligt med. Der var mange, der brugte lidt tid i Brande på at finde de forskellige ting fra digtet og det var sjovt at se og høre, hvordan der blev snakket og peget rundt omkring træet.
Jeg glemte da vist lige at fortælle, hvem der blev vinderen af konkurrencen om det bedste træ. Det blev "Seriøst strik for sjov" fra Vejle og det var vi selvfølgelig ret glade og stolte over :)
torsdag den 20. november 2014
Hæklede stjerner
Jeg er medlem af flere grupper på facebook, der har med blandt andet strik og hækling at gøre. Helt tilbage i september måned faldt jeg over et opslag med nogle super søde hæklede ophæng. Jeg kontaktede Meriam Dalsbæk, som har lavet de hæklede stjerne ophæng og også har skrevet opskriften. Jeg har fået lov til at dele hendes opskrift på min blog og det er jeg rigtig glad for. Jeg synes, ophængene er så fine og knappen på båndet giver bare lige det sidste. Meriam kalder ophængene for "Småkagestjerner" og har hæklet dem i småkage farvet garn :) Stjernen kan selvfølgelig hækles i lige de farver, som man synes og båndet kan jo også varieres. Jeg har lavet nogle små justeringer i opskriften og så har jeg tilføjet en forklaring på de sammenhæklede stangmasker.
Har du også fået lyst til hæklede småkager, så kommer opskriften her.
Materialer:
Orange/brunt bomuldsgarn
Bånd
Knap
Hæklenål 3 mm
Sytråd
Synål
Nål til bomuldsgarn
Start med en magisk ring
1. omg. - 3 lm, 3 sammenhæklede stgm, *2 lm, 4 sammenhæklede stgm* Gentag fra * til * til der i alt er 5 stgm grupper, Slut med 2 lm og en km i første stgm gruppe.
2. omg. - 3 lm, 2 stgm, 1 lm, 3 stgm i spidsen af forrige omgangs stgm gruppe * 3 stgm, 1 lm, 3 stgm i næste spids* gentag fra * til * i alle spidser omg. ud. Slut med 1 km i 3. lm.
3. omg. - * Hækl 1 km i mellemrummet mellem 3 og 3 stgm på forrige runde. Hækl herefter (1fm, 1 halv stgm, 1 stgm, 1 lm, 1 stgm, 1 halv stgm, 1 fm) om lm mellem stgm på forrige runde. * gentag fra * til * omg ud. Slut med en km mellem næste 3 og 3 stgm på forrige runde. Bryd garnet og hækl en magen til
Sammensyning/montering - Læg de 2 stjerner vrang mod vrang og sy dem sammen i de inderste lænker hele vejen rundt, men sy et bånd (foldet) ind imellem i en af spidserne.
Lav en sløjfe af samme bånd ved at folde enderne ind over hinanden og sy en knap på for at holde sløjfen sammen.
Til dem der ikke lige ved, hvordan man hækler 4 sammenhæklede stangmasker, vil jeg prøve at forklare det så godt, som jeg nu kan.
Man hækler som ved en helt almindelig stangmaske, men det sidste trin, hvor der slås om og trækkes gennem de sidste to masker udelades - det vil sige at stangmasken er uafsluttet. Herefter laver man igen en uafsluttet stangmaske ( der er nu 3 masker på nålen) og endnu en uafsluttet ( der er nu 4 masker på nålen). Lav endnu en uafsluttet stangmaske (der er nu 5 masker på nålen) Man afslutter ved at slå om og trække omslaget gennem alle 5 masker på en gang.
OBS. I 1. omg - starter man med 3 luftmasker - luftmaskerne svarer til den første stangmaske og er her afsluttet og når der står 3 sammenhæklede stgm efterfølgende - bliver det sammelagt, det samme som 4 sammenhæklede stangmasker. Det vil sige man hækler uafsluttede stangmasker indtil der er 4 masker på nålen. Afslut med at slå om og trækker omslaget gennem alle 4 masker på en gang.
Håber det giver mening ;)
Etiketter:
DIY,
hækleopskrift,
hækling,
jul
fredag den 14. november 2014
Hæklet nissehue
Helt tilbage i november 2012 lavede jeg en lille opskrift på en strikket nissehue til min Kay Bojesen abe. Det er en opskrift, som jeg ved, at mange har haft glæde af. Jeg synes, at det er ret sjovt og hyggeligt, at jeg med denne lille opskrift har bidraget til lidt af julehyggen rundt omkring.
Nu er det jo ikke alle der strikker og da hækling efterhånden er blevet ret populært tænkte jeg at der selvfølgelig også måtte laves en hæklet version af nissehuen. Så her en min opskrift til alle dem, der elsker at hækle og også gerne vil pynte deres abe til jul.
Hæklet Nissehue
Du skal bruge hæklenål 2½ og 3. Tyndt garn - jeg har anvendt rødt Supersoft 100 % uld (ca. løbelængde 575 m/100g) fra Garn garagen til selve huen og til den hvide kant fandt jeg et nøgle råhvidt strømpegarn. Andet garn der passer til en nål 2½-3 kan sikkert også bruges.
Start med at hækle 43 luftmasker (inkl. en vendemaske) med nål 2½ med den hvide farve. Der hækles frem og tilbage i rækker i starten.
1. række - Start i den 2. luftmaske fra nålen og hækl 42 fm. Vend med en luftmaske
2. række - Hækl 42 fm, men kun i de forreste maskeled. Skift til rødt garn. Vend med en luftmaske
3. række - Hækl 42 fm, men nu kun i de bageste maskeled ( så der kommer en fin kant på huen - dette er retsiden)
Saml arbejdet til en ring, ved at hækle en kædemaske i den første maske på 3. række - placer en maskemarkør og nu hækles der videre rundt i spiral og der skiftes til nål 3
1. og 2. omg. = 42 masker
3. omg. - *5 fm, 2 fm sammen* x 6 = 36 masker
4.-7. omg. = 36 masker
8. omg. - *4fm, 2 fm sammen* x 6 = 30 masker
9. og 10. omg. = 30 masker
11. omg. - *3fm, 2 fm sammen* x 6 = 24 masker
12. - 15. omg. = 24 masker
16. omg. - *2 fm, 2 fm sammen* x 6 = 18 masker
17. - 21. omg. = 18 masker
22. omg - *1 fm, 2 fm sammen* x 6 = 12 masker
23. - 26. omg. = 12 masker
27. omg. - *2 fm, 2 fm sammen* x 3 = 9 masker
28. - 30. omg. = 9 masker
31. omg. - * 1 fm, 2 fm sammen* x 3 = 6 masker
32. - 41. omg. = 6 masker
Slut med en kædemaske, klip garnet, så du har en lang ende og træk enden igennem løkken. Brug enden til at sy rundt i de yderste maskeled oppefra (nedefra og op ved hver maske) og træk forsigtigt hullet til
Lav en lille kvast af det hvide garn og hæft den fast i toppen. Sy den hvide kant sammen til en ring.
Tip. Da alle jo ikke hækler ens og det er vigtigt, at huen passer, er det en god ide at måle sig frem. Efter den hvide kant er hæklet kan man få en fornemmelse om huen passer. Læg kanten rundt om hovedet - den må godt være lidt stram, men selvfølgelig heller ikke så stram, at huen ikke kan komme på. Måske skal du have et par masker mere eller mindre i starten og så må man jo regulere sit maskeantal i 3. omgang - enten ved at tage flere eller mindre gange 2 fm sammen - det vigtigste er, at der er 36 masker efter denne omgang, for så kan man bare følge opskriften herfra :)
OBS Jeg har lavet en ny version af nissehuen - hæklet oppefra spidsen og ned og der er også en opskrift på en lille hue til den nye mini abe fra Kay Bojesen - følg linket
http://www.strikkefaaret.dk/2017/11/hklet-nissehue-til-kay-bojesen-mini-abe.html
Etiketter:
DIY,
hækleopskrift,
hækling,
jul
onsdag den 12. november 2014
Fødselsdags Give Away
Nu er det vist på tide, at jeg får lidt gang i bloggen igen. Der har været mange grunde til stilheden fra min side og det kunne jeg nok bruge et helt indlæg på at forklare. Det har jeg så valgt at springe over.
I stedet vil jeg fortælle, at Strikkefåret havde fødselsdag i lørdags og bloggen nu har eksisteret i 2 år. Det er jeg både glad og stolt over. Jeg er bestemt ikke færdig med at blogge endnu, selvom nogen måske kunne tro det efter den lange pause,som jeg har haft. Jeg har alt for mange ideer og oplevelser som jeg gerne vil dele ud af og der ligger allerede et par opskrifter i mine gemmer, som jeg glæder mig til at dele med jer snart. Jeg har også planer om et lille tilbageblik, for jeg har også et par oplevelser som jeg ikke fik blogget om, men som jeg synes fortjener lidt plads her på bloggen.
Jeg vil også lige benytte lejligheden til, at sige tak til alle, der læser med her hos mig. Tak for alle de dejlige kommentarer, som jeg har fået i løbet af de sidste 2 år og alle de dejlige positive tilbagemeldinger jeg har modtaget - både her på bloggen, på facebook, men også på mails. Dette håber jeg selvfølgelig vil fortsætte, for det er med til at gøre min dag lidt gladere :)
I anledningen af Strikkefårets 2 års fødselsdag har jeg besluttet, at det skal fejres med en Give away. Gevinsten er en skøn strikkebog: Strik selv legetøj".
Bogen indeholder mange forskellige opskrifter på dyr og dukker. Der er lidt for en hver smag og der er til mange timers hygge med pinde og garn.
Mange af modellerne kan strikkes af mindre end 100 gram garn og det er også oplagt at få brugt nogen af sine rester til nogle af figurene.
billederne er alle fra bogen: Strik legetøj |
Vinderen trækkes onsdag d. 26. november.
Strikkefåret ønsker alle held og lykke :)
Abonner på:
Opslag (Atom)