onsdag den 30. juli 2014

Lidt kringlet


For et par dage siden var jeg en tur i Rema 1000 sammen med min mand. Da vi kom op i kage/kiks afdelingen faldt mit blik straks på en pakke med de fantastiske kringler. Det synes jeg i hvertfald og jeg kunne med det samme se en masse muligheder i dem (især til jul). Det var ikke bare sådan nogle små almindelige kringler, men nogle i en vis kaliber. Hver kringle er 10 cm i bredden og 6 cm i højden, så de måtte altså med mig hjem, selvom vi kun er i juli måned endnu. Min mand rystede vist en lille smule på hovedet og mon han har tænkt, at nu rabler det altså for hende. Han kunne nu ikke helt lade være med, at smile af min begejstring og da jeg fik forklaret ham, hvor flot det ville være med lige disse kringler med rød- og hvidternet bånd til jul, forstod han mig vist nok lidt bedre ;) eller også lod han som om....
Kringlerne kostede kun en 10'er, er økologiske og de kan holde sig til d. 30. juni næste år, så helt galt går det vist ikke. Jeg har lovet, at de indtil brug skal opbevares i mit krea-værelse og det er nok også et godt og sikkert sted. Der er 14 kringler i pakken og det er der forhåbentlig også når vi kommer til december.

søndag den 27. juli 2014

Mere broderi, ufrivillig pause og en dejlig gevinst


Nogen har måske undret jer over, hvor jeg er henne og hvad jeg går og laver. For at starte med det kedelige, kan jeg fortælle, at jeg har været syg med noget længervarende maveonde. Det er først her i de sidste par dage, jeg har følt mig så frisk, at jeg har haft lyst og overskud til at være online. Derfor er det yderst begrænset, hvor meget jeg har fulgt med rundt omkring i blogland, men jeg har dog forsøgt at læse en del af alle de MANGE indlæg, der er udgivet i løbet af de sidste 2-3 uger
Jeg havde også meldt mig til en bloglegen "Link your stuff" hos Cupcake By Me. Jeg må indrømme, at jeg kun fik lagt et link ind og så kom jeg ikke videre i legen denne gang. Det var ellers et rigtig godt initiativ og hvis Elena laver noget ligende en anden gang så er jeg helt sikkert med igen - forhåbentligt mere aktivt.

Det er også meget lidt håndarbejde, der er blevet lavet. Jeg har fået hæklet lidt mere på mit multifarvede tørklæde og der kommer nok snart lidt billeder på bloggen. Jeg er vild med det og det er et rigtig godt sommer projekt.

Endelig kan jeg nu også vise mine 3 høns og en enkelt hane frem. De er færdigbroderede, men jeg søger stadig efter det helt rigtige stof til selve monteringen. Efter min mening kan stoffet betyde alt for det helt færdige resultat og jeg skal altså lige finde det stof, der giver mig den helt rigtige mavefornemmelse.

Broderimønsteret på flere frække frøer findes lige HER
Sidst men ikke mindst har jeg jo deltaget i broderi-konkurrencen #10påtværs, hos Gitte og Astrid, hvor du også kan finde alle de andre fine forslag.
Mit bidrag var den lille grønne frø og med 57 stemmer ud af 94 blev den kåret som en klar vinder. Det er jeg meget beæret og stolt over og Jeg er selvfølgelig glad for hver en stemme jeg har fået eller rettere sagt frøen har fået :) - Tusind tak til alle der har stemt på min lille frække frø.

Jeg har modtaget gevinsten, der bestod af et kit til broderede suttesnore. Jeg er nu ikke sikker på jeg får lavet mange suttesnore (har ikke så mange småbørn i familien lige pt) Men jeg er overbevist om, at jeg nok skal få noget godt ud af gevinsten og jeg vil glæde mig til at brodere på de lækre aidabånd. Klips, skråbånd og festlige trykknapper kan man da ikke få for mange af og nu er min samling i hvertfald blevet suppleret.

onsdag den 9. juli 2014

Lille broderet frø - broderi konkurrence



Da jeg godt kan lide at brodere og også gerne tager en udfordring op, så har jeg tilmeldt mig til en broderi -konkurrence, som Alice (Rock & Roll Hausfrau) og Gitte ( Tanker fra Anker) har lavet. De har begge lavet en del broderede suttesnore efterhånden og det inspirerede dem til, at lave en konkurrence, hvor deltagerne skulle lave deres EGET DESIGN og hvor motivet maximalt skulle være 10 STING I BREDDEN. Endvidere skulle mønsteret være let at læse og bruge.

Motivet måtte man selv bestemme og jeg skulle ikke overveje mit valg ret længe - det skulle da være en FRØ og gerne en fræk lille en.

Jeg har nummer 7 og deltager med dette billede. 
Jeg er selv ret begejstret for min frø og kan se mange muligheder med motivet. Jeg kan rigtig godt lide, at man selv har mulighed for at præge sit broderi og frøens udtryk. Jeg synes, det er sjovt, at man selv kan bestemme, hvor frøen skal kikke hen og hvordan dens arme og ben skal være - bare man holder sig indenfor de 10 sting -

Gevinsten er et dejligt kit med materialer til, at lave en masse broderede suttesnore og det vil jeg selvfølgelig gerne vinde :)

Hvis du synes om mit forslag og gerne vil  hjælpe mig med at få flest stemmer, så klik dig ind på DETTE eller DETTE link og giv mig din stemme. Man kan stemme begge steder, så gør gerne det. Man kan kun stemme en gang hvert sted.

Man kan stemme fra d. 9. juli til d. 19. juli på de to blogs og vinderen er den med de fleste stemmer.

Konkurrencen kan også følges på Instagram under hashtagget #10påtværs, men jeg er ikke på Instagram, så ved ikke helt hvordan det vises der.

tirsdag den 8. juli 2014

Man har et standpunkt til man..... køber garn igen


Ups I did it again - kunne jeg synge, men jeg lader nu være ;)
Jeg har igen købt garn og det er jo ikke, fordi jeg mangler, men det gør jeg så alligevel. For sjovt nok har jeg næsten aldrig lige det, som jeg står og mangler og så må man jo ud og købe ind.
I juni måned var der åbent hus hos Garngaragen i Vejen, så jeg tog turen derned for første gang. Jeg vidste på forhånd, hvad jeg kørte efter. Jeg ville se på farverne i Coast garnet til en trøje, som jeg har planer om at strikke og måske købe garn til og så ville jeg også lige kikke på et kit til et hæklet tørklæde.
Nu er det at kikke jo næsten det samme, som at købe og jeg havde da også både garn til trøjen og kittet med med hjem ...ja man lader sig nemt friste.


Tørklædet er jeg så småt gået i gang med. Kittet består af 16 små nøgler garn i forskellige farver. Jeg har suppleret med en gul og en koboltblå. Den gule betalte jeg for og den blå fik jeg med som en bonus. Endvidere havde jeg lidt rester i gemmerne fra blandt andet dette hæklede tørklæde , så i alt har jeg valgt at anvende
Jeg hækler med en nål nummer 2½ og garnet er forholdsvis tyndt - 2 rækker farver giver ca. 1 cm, så det bliver til en del farveskift inden jeg (forhåbentlig) bliver færdig. Jeg hæfter enderne med nål, for det synes jeg bliver pænest, så der er også nogle timers arbejde der. Det bliver ikke færdigt i år (det tror jeg i hvertfald ikke), men det er nok ikke sidste gang jeg viser det frem på bloggen i år og måske er jeg kommet længere end jeg selv havde forestillet mig. Faktisk "snyder" disse billeder lidt, for jeg har allerede hæklet omkring 10 -12 cm, men det er også en uges tid siden jeg tog disse billeder og jeg er også begyndt på ny igen, for jeg pillede det første forsøg op, da jeg synes kanten var for løs.
Trøjen jeg har planer om at strikke så jeg for første gang LIGE HER hos Stine og jeg forelskede mig straks i modellen. Det er den nederste model, der er lidt bred i det og med hulmønsteret på forstykket. Mona Elisabeth med bloggen Dqpage har strikket et par stykker af  samme model og du kan se en af hendes udgaver  HER. Garnet og farven jeg har valgt skal i nok få at se på et senere tidspunkt.

tirsdag den 1. juli 2014

Blogtræf på en anderledes måde


Jeg deltager i dag i et online blogtræf. Vi er samlet over hos Cupcake By Me, hvor du kan se og klikke dig ind på alle de andre deltageres blogge.

Jeg vil i dagens anledning gerne fortælle lidt om mig selv - Måske kommer der nogen forbi, som ikke rigtig kender mig og min blog endnu.

Jeg er oprindeligt fra Færøerne, men har boet i Danmark næsten hele mit liv. Håndarbejde har altid fyldt meget i mit liv på mange forskellige måder. Jeg er en af de personer, som har haft fingrene i rigtig mange forskellige kreative ting, materialer og metoder. Jeg har aldrig været bange for at kaste mig ud i nye projekter og det giver mig en stor tilfredsstillelse at lave ting med mine hænder og samtidigt nyder jeg den ro og fordybelse som det kreative giver mig.

Min blog er lidt en blanding af det hele, men hovedsageligt drejer den sig om håndarbejde og alt det andet man kan lave med sine hænder. Som navnet antyder strikker jeg, men i de sidste par år har hæklenålen også været en flittig ven og jeg har også planer om, at min symaskine skal i gang igen. Indimellem sniger der sig også lidt andet ind og det er ikke nogen hemmelighed her på bloggen, at jeg elsker frøer, får og næsten alt der er grønt.
Jeg bor i et naturskønt område med å og sø som nabo  og kan også finde på at tage nogle billeder fra naturen. Jeg har to store børn. Katrine på 22 og Andreas på 18. Jeg er gift med Jørgen, som jeg mødte da jeg var 16 år og vi har været sammen lige siden. Familien er også beriget med Chili, en lille ruhåret miniature gravhund og den dukker også op på bloggen i ny og næ.
Mit ønske med bloggen er, at jeg kan bidrage med lidt glæde og inspiration. Jeg elsker at få en kommentar og læser alle med stor fornøjelse. Jeg svarer næsten altid på kommentarene, men nogle gange går der lidt tid.
Det var lidt om mig og forhåbentlig har du fået et lille indtryk af mig og min blog :)

Jeg håber selvfølgelig du vender tilbage og du skal være hjertelig velkommen her hos mig:)