søndag den 25. maj 2014

Mit Bifrost sjal - strikket, blokket og godkendt


Allerede søndag d. 27 april fik jeg blokket mit sjal som planlagt og om mandagen fik jeg taget billeder, men så fik jeg ikke gjort mere ved det. Men selvom jeg har haltet lidt bagud, skal i da ikke snydes og selvfølgelig vil jeg gerne vise det færdige resultat.
Jeg har haft sjalet med til et par strikkecafeer og det er blevet godkendt af kyndige hænder. Jeg må nok også tilstå, at jeg selv synes, det er blevet rigtig flot og jeg er meget tilfreds med det færdige resultat. Det kan såmænd godt klare nogle kritiske strikkedamers blik :)

Jeg brugte det meste af en eftermiddag før jeg var helt tilfreds og der blev flyttet nogle knappenåle den dag. Det kan godt betale sig at være lidt omhyggelig når man blokker og det er altid fantastisk at se, hvad en gang vask og udspænding kan gøre ved at stykke strik

Jeg havde lidt problemer med at tage nogle gode billeder af sjalet, men så fik jeg øje på vores tomme espaliere, der hænger på vores mur og det er jo oplagt at bruge til formålet. Synes det var så fint med skyggerne og fik knipset en masser billeder bare i begejstring

Sjalet er strikket i supersoft og opskriften er fra Garn Garagen og hedder Bifrost. Der bruges 3 nøgler til bundfarven. Jeg har 20 gram tilbage i det sidste nøgle og til striberne er der brugt 7 farver. Jeg har vejet den sidste farve (den turkise) og der er 42 gram tilbage i nøglet, så der bruges højst 8 gram til hver farve. Jeg vil dog lige nævne, at jeg har strikket på en pind nr. 3 ( i opskriften står der 3,5) og mit sjal er lidt fastere i det og knap så stort. Jeg har ikke lavet pomponer i kanten på mit sjal og det går der jo også en del garn til.

fredag den 23. maj 2014

Jeg er klar igen..


Allerførst vil jeg gerne takke for alle jeres søde kommentarer til mit sidste indlæg. De er læst hver og en og jeg siger også tak for jeres gode råd og forslag. Jeg kan læse mellem linjerne, at jeg bestemt ikke er den eneste, der har tanker omkring det at blogge og også har problemer ind imellem. Det har nu aldrig været min mening helt at melde mig ud og stoppe med at blogge. Bloggen og det der følger med, vil jeg slet ikke undvære. Så mon ikke jeg hænger på her i lang tid fremover - det er i hvertfald mine intentioner og jeg kan da slet ikke undvære bloggen og alle mine læsere. Jeg nyder så sandelig også at følge med rundt omkring hos rigtig mange bloggere og det fortsætter jeg også med.
Jeg er vist bare inde i en peride, hvor der er mange tanker, som tager lidt for meget energi og bloggen har trods den dårlige samvittighed for lov til at leve sit eget liv i en periode.
Jeg må nok også bare erkende, at en blog tager tid og nogle gange slår tiden bare ikke til uanset hvor meget man ønsker det og nogle gange bliver man nødt til at nedprioritere noget frem for andet.
De sidste par dage har der stået total afslapning på programmet og jeg føler at min energi stiger i takt med det gode vejr og selvom der har været en del regn og torden i nat er humøret stadig højt.
Jeg har besluttet, at bloggen ikke skal bestemme over min tid og derfor må det være sådan, at nogle gange vil der komme flere indlæg og i andre perioder mindre. Jeg synes egentlig heller ikke man skal undskylde sin manglende tilstedeværelse, men det kan da være meget fint med en forklaring.


I dag har jeg planer om, at jeg skal begynde at brodere Herman. Hvis du ikke lige ved, hvem Herman er, kan jeg fortælle, at Herman tilhører hønseflokken  Ane, Clara og Thea fra Fru Zippe, som jeg har broderet færdige, men endnu ikke har fået monteret. Herman er kommet til senere og jeg har været lidt i tvivl om han skulle laves. Det er jeg ikke mere. I mandags var jeg en tur forbi Broderi Moderne i Århus og der er indkøbt materialer - for selvfølgelig skal hønsene da have en hane. Imens vil jeg overveje om hanen skal blande sig med hønsene eller om han skal stå alene, når jeg skal til at montere. Jeg hælder til en enlig hane og de tre høns sammen.

mandag den 12. maj 2014

Jeg halter bagud ....

Billederne er taget for snart 14 dage siden.......SUK
Jeg melder mig snart ud af blogland, for jeg kan slet ikke følge med....
Jeg får ikke lavet de indlæg jeg ønsker. Jeg får dog læst mange andre blogindlæg, men det kniber med kommentarer og lige nu stresser det mig og jeg får dårlig samvittighed - to ting som jeg absolut ikke har brug for og egenlig ikke burde få.  Men jeg ved, at jeg har brug for min blog og jeg ved helt sikkert, at jeg vil fortryde et så drastisk valg ..måske skal jeg bare lige slå koldt vand i blodet og tage en dyb indånding.....
Jeg holder meget af min blog og jeg kan se, at rigtig mange kikker indenfor. Der kommer også jævnligt nye faste læsere til, så et eller andet må jeg jo gøre rigtigt og jeg ved da også, at mange har glæde af min blog og det er jeg selvfølgelig både glad og stolt over.

Måske....
  • - er mit største problem, at jeg stiller alt for store krav til mig selv og hvem har egentlig besluttet, at man skal blogge flere gange i ugen - ja det er da vist kun en af mine egen regler...
  • - skal jeg tage mine regler op til revision
  • - er mit problem at jo mere tid bloggen tager, jo mindre tid bliver der til at lave alle de andre ting 
  • - har jeg bare haft gang i for mange ting og på samme tid i de sidste to uger
  • - er græsset ikke grønnere på den anden side og selvom mit græs er af den slags, der kan tåle lidt af hvert, så skal det stadig plejes og ukrudtet skal ikke vokse mig over hovedet
  •  - skal jeg  finde en balance
  • - er jeg meget mere positiv i morgen
  • - havde jeg bare behov for, at "klynke" offentligt ....


For at få sat et punktum i regnbue-bloglegen og få den sidste farve med, har jeg været en tur i mit krea-værelse. Lilla er ikke en farve, jeg holder specielt meget af, men jeg fandt da lidt lilla i gemmerne og mere end jeg havde håbet på.
Det har været sjovt, at deltage i denne leg, så tak til Liv for at have taget initiativet. Farver betyder rigtig meget for mig og selvom, der er farver, som betyder mere end andre, så er de vel alle med til at gøre livet lidt mere festligt og ja 
FARVERIGT

mandag den 5. maj 2014

Blot BLÅT


Nogle undrer sig måske over min manglende tilstedeværelse her på bloggen i den sidste uges tid. Jeg har såmænd bare haft mange andre ting, der kom i første række og bloggen har derfor været nedprioteret. Blandt andet har vi holdt 18 års fødselsdag for Andreas med det store kagebord, som jeg skulle forberede og en enkelt konfirmation har vi også været til.
Sidste søndag fik jeg blokket mit sjal og om mandagen fik jeg taget billeder, men så fik jeg ikke gjort mere ved det. Men i skal selvfølgelig nok få det at se og mon ikke det bliver i løbet af denne uge, selvom jeg også har lidt travlt i denne uge.
Sidste uges farve i bloglegen var blå og selvom vi er startet på en ny uge, vil jeg alligevel gerne lave et blåt indlæg.
Jeg er som før nævnt medlem af foreningen Seriøst strik for sjov. Foreningen har hvert år siden 2007 lavet en udstilling med et bestemt tema og medlemmer, der har tid og lyst, kan deltage i disse udstillinger. Jeg har ikke selv bidraget til dette års tema, men måske får jeg tid og mod på det til næste år. Jeg har lige fået næste års tema at vide og det lyder spændende og udfordrende, men mere vil jeg ikke fortælle nu.


Dette års tema er "Blot Blåt" og det er der kommet rigtig mange kreative fortolkninger ud af. Der er omkring 40 udstillere med og selve udstillingen indeholder et bredt udvalg af håndstrik, der er er holdt i blå farver og det strikkede spænder vidt. Der er strikkede høns, smykker, skulpturer, platter og møbler - bare for at nævne nogle af alle tingene.
Udstillingen "blot Blåt" startede i april på Silkeborg museum, men kan nu ses på museet Gammel Ry Mølle, som er en afdeling af Skanderborg museum. Du kan læse lidt mere om selve udstillingen lige HER .
Jeg har desværre ikke selv set udstillingen endnu, men det skal jeg nok nå, for udstillingen kan ses indtil den 30. september i år og den vil jeg helt sikkert se frem til og glæde mig til at opleve ved selvsyn.
Jeg har fået lov til at låne nogle billeder fra udstillingen. Billederne er alle taget af Anne, som jeg lært at kende gennem foreningen - Seriøst strik ..for sjov. Anne har selv bidraget med en gang hønsestrik i form af en flok store, skønne blå høns (se øverste billede) og jeg er meget glad for, at hun ville hjælpe mig med billederne til dette indlæg.