fredag den 25. april 2014

Hæklede håndklæder med prikker


Endnu et grønt indlæg måtte der til. Jeg er nemlig gået i gang med at hækle håndklæder med prikker. Ja jeg ved godt, at jeg skal strikke på cardiganen og jeg har efterhånden rygrad som en regnorm eller som vi siger her - som en kop kakaomælk, men der skal jo være lidt at skifte med imellem ;)
Lige siden jeg for første gang så de hæklede håndklæder med prikker/dots lige HER, har jeg haft lyst til at lave nogle i grønne nuancer og bladet med opskriften blev straks indkøbt.
Bomuldgarn har jeg en del af, men ikke så meget i den kraftige kvalitet. Heldigvis havde Manja i Horsens Puppets bomuldsgarn til 10,- nøglen og i den kraftige 8/8 kvalitet, da jeg lige var et smut forbi.
Håndklæderne er indtil videre et rigtig hyggeligt projekt og samtidigt er det en helt ny teknik for mig, at hækle med to farver på denne måde. Den tråd man ikke bruger, hækler man over og i starten havde mit kritiske blik lidt svært ved at abstrahere fra, at man godt kan skimte trådene. Nu har jeg forliget mig med det og så slemt er det altså heller ikke og det er i hvertfald noget lettere, end hvis jeg skulle bryde garnet for hvert farveskift.
Sådan noget farveskift hækling kan jeg jo også bruge til dyr og dukker (ideerne popper op), men der vil jeg nok bare lade trådene ligge løs på bagsiden - ligesom når man strikker jaquard eller Fair Isle strik.


Jeg vil ønske alle en dejlig weekend. Jeg skal helt sikkert hækle, men jeg finder nok også lige strikketøjet frem indimellem. Øvrige planer er at få vasket og udspændt mit Bifrost sjal for nu er den sidste maske blevet lukket af.
Jeg lukkede forøvrigt af to gange før jeg var tilfreds, så det sjal skal åbenbart drille mig lige til det sidste. Håber vask og udspænding går som smurt - mon ikke jeg har haft de besværligheder, jeg skal have i forbindelse med det sjal nu - jeg tror det.

Tilføjet 3.7.2014
SE HER - nu er opskriften på de hæklede håndklæder lagt på Hendes Verden's hjemmeside LIGE HER

onsdag den 23. april 2014

Grønt er godt

Kyssefrøen har jeg fået af mine børn engang og den håndlavede glasfrø er et vedhæng til en halskæde. Den har jeg fået af min mand til en fødselsdag. De grønne New Balance så jeg for første gang, da vi var i London i sommers. Desværre kunne jeg ikke finde dem i den rigtige størrelse, selvom vi ledet mange steder -  heldigvis fandt Katrine et par til mig efterfølgende og jeg fik dem af børnene til min fødselsdag. 
Faste læsere af denne blog ved sikkert allerede, at jeg er ret vild med grøn og at det er min absolutte favorit farve. Grøn er denne uges farve i bloglegen og det er derfor ikke en svær opgave for mig. Jeg tror jeg kunne skrive tykke bøger om grøn eller i hvertfald en tyk billedbog, hvis jeg gad ;) Jeg kan uden problemer og meget nemt finde noget i mit hjem, der er grønt. Så sent som i påsken havde jeg besøg og vedkommende sagde følgende ude i køkkenet: "jeg var ikke klar over man kunne få så mange ting i grøn" alt  imens jeg fyldte min grønne el kedel med vand.


Jeg har rigtig mange ting i grønt og nogle vil sikkert rynke på næsen af mine ting og heldigvis er vi forskellige. Jeg synes bare, at det hele bliver lidt trist, hvis næsten alt skal holdes i hvidt, sort og gråt. Jeg elsker at omgive mig med farver og de må gerne være stærke og klare og den grønne farve er heller ikke den eneste farve, jeg har i mit hjem, men den sniger sig ind overalt i hjemmet på en eller anden måde.
Jeg er heller ikke bange for at bruge farver i min påklædning og jeg har selvfølgelig også grønt i mit garderobeskab og i mit skoskab og i mit smykkeskrin og i min taskesamling og i ......JOW jeg kan godt lide grønt :)

Jeg synes forøvrigt også, at det er skønt at have en ynglingsfarve som jeg også ser, når jeg kikker ud i haven. Eller ikke kan undgå at møde ude i naturen. Det er bestemt med til at holde mit humør oppe. Jeg tror på at grønt er godt for sjælen og farven grøn forbinder jeg blandt andet med vækst, ro, sundhed, miljø og håb ... og med frøer :)
Jeg havde faktisk besluttet mig for, at der ikke skulle være frøer i dette indlæg, men de sneg sig altså ind alligevel. Frøer har jeg også en del af og de fleste er jo grønne så....

tirsdag den 22. april 2014

Nu skal det sjal altså være færdigt...

...det er sjalet Bifrost fra Garn Garagen, jeg taler om, hvis du er i tvivl :)
Det er vist på tide, at der kommer lidt strik på bloggen. Jeg har flere projekter i gang for tiden, men jeg mister hurtig interessen for strikkeprojekterne, må jeg desværre indrømme. Trods det kan jeg nu fortælle, at mit Bifrost sjal langt om længe er færdig...nåå nej..jeg mener næsten færdig.
Lige inden påske besluttede jeg mig for, at nu måtte jeg altså være lidt standhaftig og få strikket den stribede kant på sjalet færdig og derfor mangler jeg nu kun en enkelt pind og en aflukning, før jeg kan sige "færdig". Sjalet har været rigtig længe under vejs og der er pillet op mange gange, der er strikket baglæns ligeså mange gange og jeg er efterhånden ret træt af det sjal. Men mon ikke jeg skifter mening, når den sidste maske er strikket og sjalet er blevet vasket og spændt ud. Det er jeg faktisk ret sikker på. For jeg synes stadig, at det er et flot sjal og jeg kan rigtig godt lide de farver, som jeg har valgt til min udgave af Bifrost.
Når jeg er færdig med sjalet, så vil jeg strikke cardiganen til Andreas færdig og det glæder jeg mig rigtig meget til. Ikke at strikke den, men at få den færdig. Jeg hader at have projekter hængende over hovedet. Hvis ikke det var fordi,  jeg havde lovet Andreas den ønskede cardigan, så havde den på nuværende tidspunkt været en "saga blot". Men nu har jeg lovet Andreas en hjemmestrikket cardigan og man skal betræbe sig på at holde, hvad man lover - især overfor sine børn :)


Jeg har forøvrigt haft en skøn påskeferie. Jeg håber alle har nydt påsken ligeså meget som jeg.
Katrine har været hjemme og vi havde en rigtig hyggelig tur til Flensborg i lørdags. De store indkøb blev det ikke til, men et par nøgler Alpaca Boucle kom med mig hjem og jeg tror nøglerne skal anvendes til noget uldent, der siger MÆ. Det er i hvertfald planen indtil videre.
Min gamle rullepølsepresser blev også fundet frem her i påsken og rullepølsen. der blev lavet, kan jeg ikke vise, for den er allerede spist. Men jeg kan fortælle, at den smagte super dejlig.
Hindbærsnitter har vi også bagt og spist. Det var nu ikke helt "ægte" hindbærsnitter, for marmeladen var en blanding af jordbær og hindbær, men det blev kagerne nu ikke ringere af. Marmeladen lavede jeg for ca. 14 dage siden, fordi strømmen til vores fryser var blevet afbrudt. Jeg ville selvfølgelig ikke bare smide alle de dejlige halvoptøede jordbær og hindbær ud, som jeg havde i fryseren, så jeg  lavede samme dag en stor portion marmelade af bærene og det var resten af familien slet ikke utilfredse med.

onsdag den 16. april 2014

Tidsfordriv i gult


Jeg har en lille hemmelighed, som stjæler noget af min tid. Ind i mellem har jeg brug for at koble fuldstændig fra og det gør jeg ofte med mine strikkepinde, hæklenålen eller et broderi i hånden. Men jeg har altså også en anden "last" og jeg må indrømme, at jeg er en lille spillefugl. Nu er jeg heldigvis ikke den, der spiller om penge - nej det koster såmænd bare min tid og den er jeg da heldigvis selv herre over, med mindre jeg da liiige skal slå min egen rekord eller liiige skal nå til næste mission ;)
Jeg tror faktisk, der er en del voksne mennesker, der nyder at tage et spil eller to på telefonen, tabletten eller hvor nu man spiller. Det er bare ikke noget, vi snakker så højt om ...det er måske lidt flovt, at vi sådan spilder tiden med noget ganske ufornuftigt og useriøst. Jeg mener nu ikke, at det kun er spild af tid. Jeg ser det mere som en pause og et redskab til at koble fra og trække sig lidt tilbage for en stund. det kan vi vel alle have brug for om så vi er børn, unge eller ældre.
Lige nu er mit ynglingsspil Despicable Me:Minion Rush og har man mindre børn kender man sikkert de små gule Minions fra tegnefilmen Grusomme mig. Da der er gul uge i bloglegen, har jeg taget nogle billeder af mit spil på min tablet. Det er ikke det nemmeste at tage billeder af et spil i aktion og af en gul Minions, der ikke kan stå stille. Men det var nu meget sjovt og jeg synes at en Minions er ret charmerende på sin egen gule måde. I spillet samler man forøvrigt også på bananer og de er jo også gule ;)
Dette var mit bidrag til ugens farve og det blev som lovet ikke et påskeindlæg, men noget helt andet. Måske kommer der lidt mere gult i ugens løb, men jeg lover ikke noget :) Måske tager mit spil for meget af min tid og måske glemmer jeg, at jeg har en blog i kampens hede...hvem ved :)

tirsdag den 15. april 2014

Nye billeder til væggen

Boblende forår
Den første april var jeg heldig igen, for jeg blev udtrukket som vinderen i en give away hos Chalotte Kruse, der har denne blog. Gevinsten var to fine og farverige kunsttryk i ramme af Vibeke Bjerker og man kunne selv vælge, hvilket motiv man ønskede. Jeg valgte "Boblende forår" og "Verden i farver".
Billederne er tryk af originale malerier i begrænset udgave (limited edition) og hvert tryk er nummereret og signeret.
Jeg var meget spændt da jeg skulle pakke billederne ud, men jeg blev bestemt ikke skuffet. Jeg synes det er nogle rigtig fine billeder og jeg er selvfølgelig meget glad for, at jeg var den heldige. Nu skal jeg så lige finde ud af, hvor billederne skal hænge, for det er efter min mening vigtig at de får den helt rigtige plads.

Verden i farver

lørdag den 12. april 2014

Orange kontraster

A som i Aslaug kan findes i mit soveværelse ved siden af et J for Jørgen min mand - armbåndet har jeg selv flettet og keramikknappen er købt hos keramiker Else Rasmussen, som laver de fineste håndlavede keramikknapper - blomsten er kunstig og den lever sit liv på badeværelset og frøen er Johgus keramik fra Bornholm og er en del af min efterhånden store samling frøer.
Ugens farve i bloglegen er orange. Jeg har faktisk en del ting i mit hjem, hvor farven er brugt helt eller delvist. Jeg synes, at orange er en dejlig positiv farve og så går den jo også fint sammen med grønt, hvilket også er et plus i min farveverden :)
Orange er også en farve, der bringer minder hos mig. Jeg var barn i halvfjerdserne og den orange farve forbinder jeg meget med denne tid. Jeg havde et hæklet tæppe på mit værelse, hvor bundfarven var orange og mange af de ting som i dag er retro og eftertragtede kunne man finde hjemme i mit barndomshjem. Vi havde blandt andet Erik Kold bøtter med orange låg og blomster og jeg kan også huske, at min mor samlede på nogle kaffekopper med orange blomster på. Vores rullegardiner i stuen var med blomster i brune, gule og orange nuancer og ude i entreen havde vi et møbel med tilhørende spejl, der var orange. Jeg mindes også en orange bluse min strikkede til mig. Den var med rulle krave og i ribstrik og jeg elskede den trøje og brugte den sammen med et par brune bukser jeg havde :)

Den store porcelæns-ko fik jeg, da jeg blev 40 og jeg synes den er skøn og så elsker jeg, når ting er lidt fjollede - den lille keramikfugl har jeg lavet, da jeg var helt ung og næbbet har en fantastisk smuk orange farve - den orangeklædte mand i porcelæn er en af de tre vise mænd, der er tegnet af Mads Stage. Jeg fik dem alle tre til jul, det sidste år min mor levede og de minder mig om hende - hoptimister havde vi også i mit barndomshjem, men denne er ret ny - det orange jordbær er fra pilgrim og jeg købte det engang, hvor jeg havde tabt mig. Jeg gav mig selv en belønning for hver 5 kilo og der sidder flere vedhæng i det armbånd -  broderet søpapegøje med orange næb og fødder er monteret som nålepude på et rundt træskrin. Den broderede jeg på et ophold på Skals - jeg har også malet nogle små billeder med nogle søpapegøjer engang med orange næb og fødder 
Billedet af kvinden med kun et bryst er fra en kalender, som jeg fik for snart mange år siden. Alle billederne i kalenderen var, så vidt jeg husker, alle malet af kvinder med brystkræft - jeg har ikke kalenderen mere, men dette billede hænger på mit arbejdsværelse og jeg synes det er smukt, stærkt og livsbekræftende, men det er måske fordi jeg selv har mistet en del af mig selv. Billedet er malet af Else Smedegaard Buus
Den store orange gulvlampe står i min stue og er en kopi af den klassiske arkitektlampe. Da jeg så den første gang, måtte jeg bare eje den. Det var dog ikke alle i husstanden, der delte min store begejstring. For Andreas mente, at nu kunne han aldrig mere invitere nogle kammerater med hjem. Sådan gik det nu ikke, for der har været masser af besøg siden. Lampen bliver brugt hver eneste dag, for den står ved siden af min sofaplads og er uundværlig når der strikkes, hækles eller broderes
I næste uge er det den gule farve, der er i fokus og sjovt nok er det i påskeugen. Jeg vil forsøge at lave et indlæg uden påskeliljer og kyllinger, men jeg vil ikke love det ;)




tirsdag den 8. april 2014

Strikket kurv i papirgarn


Jeg mødes en gang i måneden med andre strikke-interesserede i foreningen "Seriøst strik for sjov". De har flere afdelinger i landet og den første onsdag i hver måned foregår det i Vejle. Det er lidt forskelligt, hvad der er på programmet. Der er næsten altid en pralerunde, hvor vi hver især viser, hvad vi har gang i og måske også viser noget af det der er blevet færdigt fra gang til gang. Nogle gange er der bestemte emner oppe at vende og andre gange kan det være nogle teknikker, som vi prøver af. I onsdags var emnet strikkede skåle, som skulle stives af over en form.
Jeg havde derfor forinden fået strikket mig en "skål", som jeg havde med. Vi havde fået tilsendt en opskrift og i den stod der, at man kunne anvende papirgarn. Jeg kom i tanke om, at jeg da havde en rulle, som jeg havde købt på en messe engang. Det var meningen, at der skulle være kommet nogle blomster ud af rullen, men det projekt var aldrig blevet til noget. Nu kunne jeg så få anvendt lidt fra lageret og det er altid godt, at det også havde en dejlig grøn farve var da bare et ekstra plus :)

Jeg har strikket med en pind nr 5
Det strikkede stykke blev i løbet af aftenen trukket over en skål beklædt med husholdningsfilm, men forinden blev det strikkede dyppet i en blanding af trælim og vand (1:10). Sjovt som det papirgarn bliver blødt og fleksibelt, når det kommer i vand og det var meget nemt at trække det strikkede over den medbragte porcelænsskål.
Skålen kunne selvfølgelig ikke nå at tørre i løbet af aftenen. Men allerede næste dag virkede den tør, men for en sikkerhedsskyld ventede jeg til sidst på dagen med, at tage skålen af formen. Jeg var virkelig spændt på, hvor stiv skålen var blevet, men kunne konstatere at den var blevet rigtig fin.
Så nu har jeg min egen strikkede lille skål. Jeg ved ikke lige hvad jeg skal bruge den til, men jeg har fået afprøvet en ny teknik, som jeg kan lege videre med en anden gang. For der er da mange muligheder og det behøver heller ikke være papir garn, man anvender. Det skal bare være en type, som ikke er for blød. Hørgarn, sejlgarn er også f.eks. også en mulighed. Teknikken kan bruges til andet end skåle, men kan anvendes til alle former for skulpturel strik, hvor der ønskes en afstivning.

Opdatering 18.5.2014: Opskriften kan findes på Seriøst strik for sjovs hjemmeside lige HER

søndag den 6. april 2014

Hæklet frø med attitude

Jeg er blevet lidt småforelsket og denne frø behøver ikke blive til en prins. Han er jo dejlig som han er. Desværre ved han det også selv og det gør altså, at han er en meget selvglad og forfængelig frø. Til tider kan han også virke temmelig arrogant, men det er han slet ikke når man først lærer ham at kende.
Det endte med at han fik en tunge, selvom jeg var lidt i tvivl i dette indlæg, hvor man kan se, hvordan han er blevet til. Tungen har ikke bestemt ikke gjort ham mindre fræk og han fører sig frem og kan slet ikke få nok opmærksomhed. Det har så også fået en del af. Han har været med rundt omkring, for jeg blev selvfølgelig nødt til at vise ham frem. I sidste uge gæstede han strikkecafeen på Tørring bibliotek og han var også med onsdag aften til "seriøst strik for sjov" i Vejle.
Selvfølgelig måtte han også have et navn og da han er meget international, blev vi til sidst enige om navnet:

Monsieur Froggy Franz

Vi har også været på foto-shoot og det er der kommet en del billeder ud af. Dem har jeg og Monsieur Froggy Franz glædet os til at vise frem her på bloggen.

Oui - jeg er også lidt fransk, men heldigvis bor jeg ikke i det frø-spisende land. Ellers var jeg endt på middagsbordet, for jeg smager sikkert ligeså godt som jeg ser ud
Hmm - jeg synes nu ikke, at denne stilling er den mest behagelige og det er nu også lidt koldt for numsen at sidde på en sten
Det var ikke hovedet der var koldt...men tak for huen.
Se mig - jeg leger, at jeg er en abe og det er faktisk meget sjovt at hænge her i træet, men hvordan kommer jeg ned igen...
Min far var fra Rusland og jeg har længe ønsket mig sådan en hat og jeg synes altså, at den klæder mig noget så godt. Jeg er også ret glad for det tørklæde, fordi det står så godt til min teint, samtidigt med det varmer min tynde hals

fredag den 4. april 2014

Rødt fra gemmerne


Jeg er hoppet på en blogleg. Bloglegen handler om farver og hedder Regnbue blogleg og det er Liv med bloggen min skæve vinduesplads til verden, der er kvinden bag.
Derfor vil der i de næste 6 uger være et indlæg her på bloggen med et bestemt farvetema. Legen går nemlig ud på at man blogger en gang ugentligt og hver uge har sin farve. Hvilken dag i ugen, det bestemmer jeg heldigvis selv og hvad og hvordan jeg vil bruge farverne er også helt op til mig. Det kan jeg rigtig godt lide. Nogle af farverne bliver sikkert nemmere end andre, så jeg må vist gå lidt i tænkeboks.

I uge 14 er farven rød og sjovt nok lavede jeg et indlæg i går, som sagtens kunne være gået ind under det røde tema. For en jordbærtærte er bestemt rød og fristende. Og et lækkert stort rødt jordbær er ikke kun smukt at se på og skønt at spise, men bringer også minder om dejlige sommedage med smil og latter.


Jeg kikkede lige mine billeder igennem fra bloggen og jeg må da indrømme, at farven rød ikke er en af de farver, der optræder ret tit. Jeg har farven i mit logo og jeg kan faktisk rigtig godt lide den røde farve. Måske er det fordi jeg også er glad for grøn (det er som nogen sikkert ved, min ynglingsfarve) og rødt er jo komplementærfarve til netop den grønne.

Jeg har fundet lidt frem fra gemmerne og har lavet en lille collage med billeder fra tidligere indlæg. Det er faktisk ret sjovt at se, hvor meget forskelligt der har været her på bloggen. Det er en lidt blandet landhandel og det bliver det sikkert også ved med.


Jeg har forøvrigt min helt egen REGNBUE  i form af dette lækre sæt, som jeg fik i julegave af mine børn.
I uge 15 er det den orange farve, som er i fokus og det er bestemt også en farve, som jeg er vild med :)






torsdag den 3. april 2014

Jordbærtærte á la Katrine


Jeg har fået en del henvendelser omkring de jordbærtærter, som jeg havde med til blogtræf.  Det er som før nævnt min datter, der havde lavet de tærter, som jeg havde med. Nu har jeg fået opskriften fra hende, så hvis du får lyst til jordbærtærte vil jeg helt bestemt anbefale denne opskrift. Den smager fantastisk og kan slet ikke sammelignes med de jordbærtærter man kan købe. Cremen er lavet på den lette måde, men man kan selvfølgelig lave en creme helt fra bunden, hvis man er mere til det.



Jordbærtærte á la Katrine

Tærten består af en bagt mørdejsbund med marcipanfyld, hvori der smøres et lag chokolade i bunden. Herefter tilsættes der en lækker creme  og så er der selvfølgelig masser af friske lækre jordbær på toppen. Bunden og cremen kan med fordel laves dagen i forvejen og man kan faktisk også lave hele tærten færdig aftenen inden den skal bruges. Det er jo dejligt, at man ikke skal stresse på selve dagen, hvor kagen skal serveres
 J

Ingredienser :

Til mørdejen:
150 g hvedemel
100 g smør (Katrine anvender en smørbar smør og køber tit den billige Tusindfryd fra Rema 1000)
50 g sukker
½ æg

Marcipan fyld:
100 g smør
100 g sukker
100 g marcipan
½ æg

Chokolade lag:
100 g mørk chokolade ( en almindelig plade mørk chokolade og Rema 1000 har en til omkring 12 kr)

Cremen:
3 dl mælk (Katrine bruger  minimælk og kan sagtens finde på også at bruge skummetmælk , hvis det er det, hun har i køleskabet)
OBS: på posen står der, at man skal bruge 5 dl mælk til et brev - det skal man ikke!
1 helt brev kagecreme-pulver (Katrine plejer at bruge den fra Dr. Oetker vaniljesmag)
2,5 dl piskefløde

500 g friske jordbær

  • Start med at piske  et helt æg sammen (halvdelen skal bruges til mørdejen og den anden til marcipanfyldet)
  • Herefter æltes alle ingredienserne til mørdejen sammen. Læg den evt. i køleskabet i en times tid inden, men det er ikke nødvendigt.
  • Lav marcipanfyldet: Rør smør og sukker sammen og tilsæt revet marcipan og ½ æg (den sidste halvdel af det sammenpiskede æg)
  • Rul mørdejen ud og læg den i en smurt tærtefom (ca. 23 cm i diameter) kom derefter marcipanfyldet på og bag tærten ved 200 grader i ca. 20 minutter
  • Når tærten er bagt tages den ud af ovnen og du kan vælge at afkøle tærten  lidt eller helt, inden den pensles med smeltet chokolade, men Katrine plejer bare, at gøre det med det samme.
  • Chokoladen smeltes enten i mikroovn eller over vandbad
  • Cremen: Pisk mælk og kagecremepulveret sammen efter anvisningen på pakken.  Husk at der kun skal bruges 3 dl mælk, selvom der står 5 dl pr. brev på pakken.
  •  Cremen stilles i køleskabet imens fløden piskes til skum. Vend flødeskummet i cremen og fyld tærten med denne crem-blanding, når chokoladen er stivnet.
  • Pynt med halve jordbær på toppen.

Jordbærene kan skiftes ud med andre frugter, men så skal man nok kalde den noget andet ;)