torsdag den 15. august 2013

Turen går til færøerne

Lidt færøsk natur - billedet er taget på en tidligere tur til de skønne øer
Nu skal mine smiley'er snart ud og flyve igen. Det er selvfølgelig mine kuffertmærker, jeg mener. Du kan se hvordan jeg har lavet dem HER. Jeg er i gang med at pakke kufferten for på lørdag går turen til Færøerne og til Suðuroy, som er den sydligste af alle øerne. Jeg skal rejse sammen med min moster og jeg glæder mig rigtig meget til at være der oppe sammen med hende, at besøge min bedstemor (omma) og hilse på min familie. Jeg skal helt sikkert også have meget god mad. Min bedstemor, som vi skal på hos, har allerede spurgt til, hvad vi gerne vil have at spise, når vi kommer. Så det bliver vist ikke lige i næste uge, der er fokus på min kostomlægning. Vi har til den første aften "bestilt" fiskefrikadeller. Det er ikke frikadeller som dem man får i Danmark. På Færøerne er det meget almindeligt, at den fisk man spiser er leveret/købt direkte fra fiskebådene eller også kender man nogen som kender nogen. Min bedstemor hakker for det meste selv fisken og rører den til fars. De frikadeller hun laver smager, som er man kommet i himlen. Måske skal vi også have knittir, som er nogle store kogte fiskeboller tilberedt af hakket torskekød med små stykker fårefedt i - det er også en klassiker. Lam skal vi sikkert også have og så bliver der, hvis alt er som det plejer at være, serveret skerpikjøt/skærpekød og lammerullepølse til frokost. Skærpekød er vindtørret fårekød, som er en færøsk specialitet. Det bliver skåret ud i tynde skiver og spises på en skive brød med et drys salt. Uanset hvad vi får serveret ved jeg på forhånd, at det alt sammen er noget, der hører under kategorien mine livretter.
Noget af det jeg især glæder mig til er, at sidde sammen med min moster og bedstemor med hver vores strikketøj og snakke og nyde den særlige samhørighed, som jeg ved vil være tilstede. Grin vil der være masser af og minder ligeså. Derudover vil der blive snakket/vendt/diskuteret en hel masse om strik, garn og mønstre. Uha hvor bliver det skønt.
Jeg tager selvfølgelig mit kamera med og håber på godt vejr. Vejret har ikke været så godt på Færøerne i den sidste tid, men som jeg sagde til min bedstemor, sidst jeg snakkede med hende "vi tager det gode vejr med os til Færøerne, for når vi kommer bliver vejret godt" Jeg har da lov at håbe. Bloggen kommer sikkert igen til at ligge stille i en uges tid, men derefter er jeg altså færdig med at holde ferie og hverdagen vil indfinde sig på ny. Men inden da vil jeg lige nyde min lille ferie på færøerne.

Når jeg ser og høre denne video er det lige før jeg allerede er landet 


For dem der har lyst til at se lidt strik fra færøerne er her den samme sang med et kor iklædt de lækreste trøjer - der er også en grå poncho på en af pigerne omkring 2 minutter inde i videoen som jeg synes ser meget lækker ud.


13 kommentarer:

  1. Tag mig med :-)
    Rigtig god tur, jeg er vildt misundelig. Nyd det

    SvarSlet
    Svar
    1. ;) så vidt jeg kan huske var jeg vist også lidt misundelig på dig først på året, hvor du var afsted - jeg vil helt sikkert nyde det :)

      Slet
  2. Jeg vil osse med! Vil så gerne opleve Færøerne en gang.
    Hav en rigtig god ferie.

    SvarSlet
  3. Nej hvor fantastisk ! en tur til Færøerne ! :o)
    så kommer der nok både fotos og garn på bloggen :o)
    Rigtig god tur.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak - Der kommer nok lidt garn og fotos på bloggen ;)

      Slet
  4. ps. jeg åbnede videoerne for at se de flotte strikketrøjer ..
    - og hørte den mest fantastiske sang :o)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er en nyere udgave af en ældre sang :)og på en af videoerne er der en smuk lille pige som jeg er i familie med :)

      Slet
  5. Du ønske en dejlig ferie sammen med moster og bedstemor <3

    SvarSlet
  6. God tur. På Suðuroy bor vi et stykke tid, når vi er på ferie på Færøerne. Min mands familie stammer fra Øravik, hvor en del af familien stadig bor. Det er altså en af de dejligste af de dejlige øer :-)
    (Og navia-garnet er meget billigere, end i Danmark)

    SvarSlet
    Svar
    1. Der er dejligt på Suðuroy og jeg har tilbragt mange hyggelige stunder på øen. Min familie er oprindelig fra Sandvik og nu bor min bedstemor i Vágur
      Der er næsten halv pris på Navia i forhold til i Danmark, så der skal købes lidt garn med hjem :)

      Slet
  7. Du forstår at skrive så man næsten føler man er med - nyd det! -og fortæl os om det når du kommer hjem ;)

    SvarSlet

Læg meget gerne en kommentar - det gør mig så glad :)
Jeg svarer altid, hvis du har spørgsmål og som regel også på andre kommentarer - måske ikke lige med det samme, men ligeså snart jeg har tid

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.