lørdag den 31. august 2013

Hjem vendt fra ferie

Denne Medusa figur stod på bordet i morges og flagede for mig
Nu er jeg tilbage fra min tur til Færøerne. Den skal jeg nok fortælle mere om på et senere tidspunkt, men jeg har et par hængepartier, som jeg først vil skrive lidt om. Derfor vil de næste indlæg nok blive lidt af en blandet landhandel. Jeg mangler blandt andet at fortælle lidt om de sidste garnbutikker jeg besøgte i London. Derudover begyndte jeg på et hæklet tæppe her i sommer og desuden har jeg lovet for ret længe siden, at jeg ville lægge opskriften på de hæklede blomster, som jeg lavede til krea-hygge-træf, ud her på bloggen.
De næste par dage vil jeg helt sikkert suse rundt i blogland og se hvad jeg er gået glip af. Jeg er af natur ret nysgerrig og lider også en smule af den frygtelige sygdom, der i folkemunde populært hedder: Bange for at gå glip af noget. Derfor vil jeg nok også bruge lidt tid på, at læse de efterhånden mange blogs jeg følger fast, så jeg kan blive opdateret. Det vil jeg glæde mig til.
I morges kom jeg ned til et dejligt morgenbord. Det er fordi, det er min fødselsdag i dag og manden havde været tidligt oppe og gøre klar, så der var rundstykker, blødkogt æg og kaffe til mig. Der var flag og lys på bordet og en dejlig blomsterbuket havde han også købt. En dejlig start på dagen.
Indtil nu har jeg ikke lavet det helt store og resten af dagen skal vist også bare bruges til at lade op til den fest vi skal til i aften. Det er dog ikke min fødselsdag, der skal fejres. Et par af vores venner har en datter som fylder 20 og så er hun også blevet student i år. Derfor holder de fest for hende og vi er inviteret med. Når vi fejre fødselsdag her i huset plejer vi som regel at være ude at spise, så det skal jeg jo sådan set også i aften. Det skal nok blive hyggeligt. Ønsker alle en rigtig god weekend og undskylder lige det lidt dårlige vejr, men der er også andre, som har fødselsdag i dag. Lige nu skinner solen her hos mig - håber den også skinner hos dig.

Buketten fra min mand :)

fredag den 16. august 2013

Salat med rejer og granatæble


Efter en uge i England med knap så sund kost og hvor morgenmaden i sig selv var et helt dagsmåltid, har jeg i denne uge igen spist efter min kostplan og det er vist meget godt. For i næste uge på Færøerne bliver der vist heller ikke sparet på kalorierne.
I dag fik jeg den lækreste salat, der smagte godt, men også så rigtig indbydende ud. Jeg synes, det er vigtigt, at den mad som jeg spiser også ser lækker og appetitvækkende ud. Derfor gør jeg tit noget ud af selve anretningen.
Hvis du også får lyst til at lave denne salat kommer opskriften her.

Brug den slags salat du foretrækker, jeg brugte Rucola og Romaine
100 g Rucola salat
100 g Romaine salat
120 g rejer
½ Granatæble
1 tomat skåret i både
10 - 15 g pesto (jeg brugte en grøn færdiglavet på glas fra Rema 1000)
25 g græsk yoghurt 7% (jeg brugte ca. 40 g fordi den græske yoghurt jeg havde var en 2% og jeg kan godt lide, at der er lidt mere "dressing")
30 g groft brød (jeg ristede en skive grovtoast)
Pynt evt. med lidt frisk basilikum

Pluk salaten i mindre stykker og bland dem i en skål.
Anret rejerne ovenpå. salaten og læg også tomatbådene i skålen.
Tag kernerne ud af granatæblet og drys dem over rejerne.
Rør pestoen og yoghurten sammen til en dressing og server den til salaten sammen med groft brød.

I stedet for rejer kan man også bruge 80 g varmrøget laks





torsdag den 15. august 2013

Turen går til færøerne

Lidt færøsk natur - billedet er taget på en tidligere tur til de skønne øer
Nu skal mine smiley'er snart ud og flyve igen. Det er selvfølgelig mine kuffertmærker, jeg mener. Du kan se hvordan jeg har lavet dem HER. Jeg er i gang med at pakke kufferten for på lørdag går turen til Færøerne og til Suðuroy, som er den sydligste af alle øerne. Jeg skal rejse sammen med min moster og jeg glæder mig rigtig meget til at være der oppe sammen med hende, at besøge min bedstemor (omma) og hilse på min familie. Jeg skal helt sikkert også have meget god mad. Min bedstemor, som vi skal på hos, har allerede spurgt til, hvad vi gerne vil have at spise, når vi kommer. Så det bliver vist ikke lige i næste uge, der er fokus på min kostomlægning. Vi har til den første aften "bestilt" fiskefrikadeller. Det er ikke frikadeller som dem man får i Danmark. På Færøerne er det meget almindeligt, at den fisk man spiser er leveret/købt direkte fra fiskebådene eller også kender man nogen som kender nogen. Min bedstemor hakker for det meste selv fisken og rører den til fars. De frikadeller hun laver smager, som er man kommet i himlen. Måske skal vi også have knittir, som er nogle store kogte fiskeboller tilberedt af hakket torskekød med små stykker fårefedt i - det er også en klassiker. Lam skal vi sikkert også have og så bliver der, hvis alt er som det plejer at være, serveret skerpikjøt/skærpekød og lammerullepølse til frokost. Skærpekød er vindtørret fårekød, som er en færøsk specialitet. Det bliver skåret ud i tynde skiver og spises på en skive brød med et drys salt. Uanset hvad vi får serveret ved jeg på forhånd, at det alt sammen er noget, der hører under kategorien mine livretter.
Noget af det jeg især glæder mig til er, at sidde sammen med min moster og bedstemor med hver vores strikketøj og snakke og nyde den særlige samhørighed, som jeg ved vil være tilstede. Grin vil der være masser af og minder ligeså. Derudover vil der blive snakket/vendt/diskuteret en hel masse om strik, garn og mønstre. Uha hvor bliver det skønt.
Jeg tager selvfølgelig mit kamera med og håber på godt vejr. Vejret har ikke været så godt på Færøerne i den sidste tid, men som jeg sagde til min bedstemor, sidst jeg snakkede med hende "vi tager det gode vejr med os til Færøerne, for når vi kommer bliver vejret godt" Jeg har da lov at håbe. Bloggen kommer sikkert igen til at ligge stille i en uges tid, men derefter er jeg altså færdig med at holde ferie og hverdagen vil indfinde sig på ny. Men inden da vil jeg lige nyde min lille ferie på færøerne.

Når jeg ser og høre denne video er det lige før jeg allerede er landet 


For dem der har lyst til at se lidt strik fra færøerne er her den samme sang med et kor iklædt de lækreste trøjer - der er også en grå poncho på en af pigerne omkring 2 minutter inde i videoen som jeg synes ser meget lækker ud.


tirsdag den 13. august 2013

Garn indkøbt i London

Lækkert garn fra Rowan
Inden min tur til London havde jeg på forhånd undersøgt lidt om. hvor der var muligheder for lidt garn indkøb. Det var nu ikke fordi jeg faldt over så mange steder på nettet, men lidt havde jeg da at gå efter. Jeg havde regnet med, at en by som London husede en del garn forretninger og det gør den sikkert også, men måske skal man være mere lokalt kendt.
For ikke at famle i blinde havde jeg også på forhånd bestemt mig for, hvilket garn der stod øverst på ønskelisten. Jeg ville købe noget Rowan garn til et dominosjal, som jeg har haft på min to do liste i et stykke tid. Garnet hedder Felted Tweed og findes i mange flotte farver. Rowan felted tweed er en blanding af  merino uld, alpaka og viskose. Jeg synes det er lækkert blødt og let og jeg glæder mig til at strikke med det.

Billedet er taget i John Lewis - det er garn fra Rowan
På Oxford Street ligger et af Londons mange stormagasiner - John Lewis. Hos John Lewis findes der en fin afdeling med både stof og garn, men også diverse tilbehør og andre hobbyrelaterede materialer er der at finde her. Jeg fik købt 12 nøgler af Felted Tweed alle i forskellige farver. Jeg synes farvespillet i garnet er fantastisk smukt og jeg havde meget svært ved at beslutte mig. Garnet koster omkring 65,- i danmark og jeg gav omkring 58,- omregnet til danske - så lidt har jeg da sparet.

Der kunne lige være et enkelt nøgle i posen - synes den er så fin
Senere på vores tur var jeg på besøg i Londons ældste varehus, der ligger på Regent street - Liberty London. Det er et sted der oser af atmosfære. Liberty blev etableret i 1875 og er indrettet i en smuk gammel bygning, der indvendigt blandt andet er udsmykket med flot udskåret træværk. Er absolut et besøg værd. På en af etagerne findes der en håndarbejds-afdeling, hvor der selvfølgelig bliver solgt, det som Liberty nok er mest kendt for - nemlig deres smukke mønstrede stoffer. Men der er også et meget stort udvalg af Rowan garn. Her havde de alle farverne og jeg kunne derfor få købt endnu et nøgle til min samling (synes den helt lyse farve manglede) Der var også en del broderier og bøger, men jeg begrænsede mig til det ene nøgle garn. Der var ellers meget der fristede, men jeg tænkte, at det nok ikke var det sidste sted, som jeg skulle besøge inden hjemrejsen.

søndag den 11. august 2013

Hjemvendt fra London

London er fyldt med kontraster
Tower of London med The Shard i baggrunden, som er en 95 etager høj skyskraber 
Efter en tur, hvor vi boede midt i hjertet af London er det helt rart, at komme hjem til huset på landet, hvor stilheden kun bliver forstyret af en enkelt billist i ny og næ. Dermed ikke sagt, at jeg ikke har haft en fantastisk tur til London og jeg ikke nød opholdet. Men der er virkelig tale om to vidt forskellige verdener og jeg synes absolut, det er spændende, interessant og sjovt at opleve det pulserende storbyliv, de mange forskellige mennesker og få en masse nye indtryk. Når det så er sagt, er jeg også efter sådan en tur blevet endnu mere glad for, at jeg bor lige her, hvor jeg bor - langt væk fra byen, men ikke længere væk end jeg kan besøge den, når behovet opstår.

The Albert på Victoria Street er en victoriansk pub, der er bygget i  1864 og har overlevet i næsten sin oprindelige form - trods højhusbyggeri rundt omkring. Skulle efter sigende være godt besøgt af medlemmer af parlamentet. 
Vi havde en skøn tur og var heldige med at vejret viste sig fra sin bedste side med masser af solskin og kun en enkelt dag med lidt regn. Det var dejligt, at vejret var godt, for vi købte dagsbilletter til en tur i åben todækkerbus. Det vil sige, at vi kunne sidde øverst i bussen, hvor taget var fjernet og nyde udsigten alt imens vi blev transporteret rundt i Londons gader.Imens kunne man vælge at bruge nogle høretelefoner, som vi fik udleveret af chaufføren og derved få lidt, at vide om alt det vi kørte forbi. Det smarte ved denne transportmulighed var også at man kunne hoppe af og på lige så tit man havde lyst. Endvidere var der der i billetten inkluderet en sejltur på Themsen. På grund af et stort cykel event i London, der spærrede nogle af vejene på busruterne, fik vi en ekstra dag med bussen, så derfor kunne vi kunne tage det lidt mere med ro. Vi havde såmænd nok af se til den første dag rundt i London og ventede med bådturen til næste dag.

Tower Bridge er en af Londons vartegn og svarer til Eiffeltårnet i Paris eller frihedsgudinden i New York. Den er af de mange broer der går over Themsen, men er nok den mest kendte af broerne. Vi fik fortalt, at mange turister fejlagtigt tror, det er den der hedder London Bridge, men det er en helt anden bro.
På den første bustur vi var med, undrede vi os over, at der på taget, ved busstoppestederne, vi passerede, lå en masse brugte høretelefoner, som bare var smidt væk. Senere gik det op for os, at man gratis kunne få udleveret disse i bussen. Jeg synes, det er en mærkelig mentalitet bare at smide de brugte væk på denne måde. Man kunne i det mindste tage dem med sig.
En af de mange busholde-pladser set fra øverste dæk
Der lå rigtig mange af disse bunker rundt omkring

Vi benyttede de offentlige transportmidler de andre dage, selvom vi boede midt i London - det sparede os for nogle af vores MANGE skridt rundt i byen. Jeg var ret glad for, at Katrine havde været i London før og er vant til at benytte både bus og tog og endvidere ved lidt om hvordan man billigst kommer rundt. For som førstegangs-besøgende kan det godt virke lidt forvirende og uoverskueligt, indtil man lige har prøvet at tage med bus og metro et par gange.
Jeg fik også handlet lidt godter med hjem, men det fortæller jeg om en af de næste dage.

torsdag den 1. august 2013

Jeg er her stadig

Jeg fik den skønneste buket den anden dag
Det er efterhånden et stykke tid siden, jeg sidst har skrevet et indlæg. Jeg har haft behov for en lille pause og pausen er ikke helt over endnu. I morgen fredag tager jeg en tur til London med mand og børn i en lille uges tid. Jeg tager selvfølgelig mit kamera med, så der kommer sikkert et indlæg, når jeg er hjemme igen. For jeg håber, at turen kan være med til at give mig lidt energi tilbage og dermed også lysten til igen at blogge. Jeg har kigget lidt med fra sidelinjen på andre blogs, men har ikke lige fået kommenteret så meget rundt omkring. Men sådan må det være nogle gange - tror jeg. Jeg synes ellers det er hyggeligt, at følge med rundt omkring og jeg vender sikkert stærkt tilbage efter ferien.

Jeg har fået Katrine tilbage fra Barcelona og det er dejligt. Jeg vil gerne sige tak for alle de søde kommentarer, som jeg fik på mit sidste indlæg og alle de gode ønsker både Katrine og jeg fik ovenpå den kedelige oplevelse. Tusind TAK. Katrine har taget det hele meget pænt og da hun fandt ud af, at hendes kæreste har lavet en forsikring, som også dækker hende og at hun næsten kan få dækket alt hun fik stjålet - hjalp det gevaldigt på humøret. Nu har vi været ude og købe nyt isenkram - computer, kamera og telefon. Med vi mener jeg - Katrine har shoppet og jeg har lagt ud i første omgang. Men hold op hvor går der meget tid med alt det, som skal gøres efterfølgende i forbindelse med et tyveri. Både det der skal købes igen og diverse papirer, der skal udfyldes og bestillinger af nye betalingskort, kørekort, men også arbejdet med at finde dokumentation for det som forsikringen skal  dække. Godt det hele nu efterhånden er på plads. Katrine skal med til London og jeg håber hun får en rigtig god oplevelse. Det ønsker jeg selvfølgelig også for os andre, men jeg synes især, Katrine har en positiv oplevelse tilgode.
Jeg har lagt lidt planer for mit besøg i London og deriblandt er der på listen besøg i et par strikkebutikker og mon ikke der er noget, som helt sikkert frister sådan en som mig og som jeg må slæbe med hjem i kufferten.

Jeg får ikke lavet så meget håndarbejde, men lidt er det blevet til. Jeg er nu godt i gang med et hæklet tæppe. Jeg havde lidt problemer med at beslutte mig for hvordan det skulle se ud og om der skulle flere farver i end dem jeg havde på "lageret, så den proces har taget lidt mere tid end først planlagt, men det fortæller jeg om på et senere tidspunkt.
Nu vil jeg have pakket det sidste til turen, så jeg kan komme tidligt i seng. Vi skal nemlig flyve fra Billund klokken 6.25 i morgen tidlig - men så har vi også hele dagen i London..

Hvis der sidder nogen, der kan fortælle mig navnet på disse blomster, vil jeg blive glad. Jeg synes de er så fine.