tirsdag den 30. april 2013

Strikkecafe med kage


Jeg har været i strikkecafe på Tørring bibliotek i eftermiddags. Vi var kun en lille flok på fire i dag. Fru Knudsen havde sin Olivia bluse med, som hun næsten var færdig med og jeg kan fortælle, at den er rigtig fin og det er farven bestemt også.
Lene, der også er en af strikkepigerne, havde bagt kage eller kager, må jeg vist hellere sige. De var rigtig fine og smukt pyntede - og så smagte de forøvrigt også godt. Det er ikke fordi vi plejer, at få kage når vi har strikkecafe. Faktisk er det ret sjældent og så er det jo endnu bedre, når det så sker.
Jeg vil med dette indlæg, derfor gerne lige sige tak for kage og tak til alle for en hyggelig eftermiddag, hvor der blev vendt et par strikkeproblemer eller to, såsom kanter der ikke ville ligge pænt og halsudskæringer der var for store. Problemer der heldigvis kan løses på den ene eller den anden måde.
Ønsker alle en god aften.

mandag den 29. april 2013

Mor vil du strikke noget til mig?

Den helt rigtige navy blå
Den anden dag kom min store søn Andreas ned i køkkenet og spurgte om jeg ikke ville gøre noget for ham. Hmm hvad skal jeg nu overtales til, nåede jeg at tænke lidt irriteret, inden han fortsatte: " Jeg vil gerne have at du strikker noget til mig "  - nu blev jeg i stedet for helt glad, for det er længe siden,  jeg har oplevet, at en af mine børn vil have noget hjemmestrikket. Da han så fortsatte med: " og jeg har fundet en opskrift på nettet, på Ravelry" blev jeg da helt rørt og lidt mor-stolt over min store søn på snart 17. Mit svar kom prompte og jeg sagde: "Det vil jeg rigtig gerne, hvad er det? "
Det viste sig at være et slips, så det var jo ikke det helt store projekt. Andreas ville have det i navy blå og det var meget vigtig, at farven blev den rigtige og garnet skulle være sådan noget lidt stift noget :) (vi blev enige om bomuld, efter han havde mærket på et nøgle, jeg havde i forvejen)
Jeg havde dog ikke lige den rigtige farve, derfor måtte han sammen med mig en tur forbi en garnbutik. Det er ikke noget, han normalt synes er det fedeste i verden, men denne gang var det jo også noget, han havde valgt  ganske frivilligt.
Nu er jeg godt i gang, men hold da op sådan et slips er langt. Jeg tror jeg mangler 30 cm endnu. Jeg vil skynde mig, at få det færdigt, for der spørges jævnligt: "er du forresten snart færdig med det vigtige?"

Perlestrik på pind nr 3

lørdag den 27. april 2013

Små hæklede kurve


Jeg havde lidt stofgarn tilbage, efter jeg havde hæklet måtten til badeværelset. Det var ikke meget, men jeg troede på, at der var nok til en lille kurv eller to. Jeg hæklede derfor to kurve samtidigt ved at begynde fra hver sin ende af det resterende garn. Enten kunne der blive til to ellers måtte jeg pille den ene op og kun lave en enkelt færdig. Jeg kunne lige akkurat få to små kurve ud af garnet. Der var ca. 25 cm tilbage af stofgarnet efter den sidste omgang på hver kurv. Jeg synes, de har en fin størrelse til småting og som du kan se, har jeg valgt, at bruge dem til vatrondeller og vatpinde. Hvis du skulle få lyst til at hækle dig et par kurve kommer min opskrift her.

Hæklet mini kurv
Stofgarn, zpagetti eller andet "garn" lavet ud af stof. (jeg har brugt stofgarn)
Hæklenål nr. 11,5 eller 12 ( jeg har brugt en 11,5)

1. Start med 6 fastmasker i en magisk ring
2. Der hækles 2 fastmasker i hver maske omgangen rundt = 12 masker i alt
3. Hækl 1 fastmaske i første og 2 fastmasker i næste - skiftevis omgangen rundt = 18 masker i alt
4. Hækl 2 fastmasker og 2 fastmasker i næste - skiftevis omgangen rundt = 24 masker afslut med en kæde maske
5. Lav en omgang, hvor der hækles i rundt kun i bageste maskeled.
6. Nu hækles der rundt igen gennem begge maskeled  5 omgange - eller til ønskede højde
Afslut med en kædemaske - klip garnet, træk igennem løkken.og hæft enderne.

Mine kurve fik målene: 12 cm i udvendig diameter (10 indvendig) og 7 cm i højden

torsdag den 25. april 2013

Måtte i stofgarn


Nu er jeg blevet færdig med badeværelsesmåtten i det stofgarn ,som jeg købte på tilbud i Brugsen forleden.  Jeg var jo lidt nervøs for, om jeg havde fået købt nok "garn". Der går altså mere til end man umiddelbart skulle tro og det ville da bare være ærgeligt, hvis jeg havde købt for lidt, især når stofgarnet var så billigt. Jeg havde slet ikke grund til bekymring, for der er faktisk mere tilbage på den sidste rulle, som du kan se på billedet. Jeg vil måske lave en lille kurv af det sidste.
Det har været rigtig sjovt, at hækle måtten. Det er morsomt, at se hvor hurtig arbejdet skrider fremad og selvom jeg synes, måtten har været lidt tung og varm at sidde med, er det sikkert ikke sidste gang, jeg laver sådan en måtte i stofgarn eller zpagetti. Min datter synes nemlig også den var ret fin.
Hækleopskriften er fundet hos Frk.GarnGlad

Jeg har lavet en lille ændring i begyndelsen. Jeg er startet med 10 fastmasker i en magisk ring og på næste omgang har jeg hæklet 2 fastmasker i hver maske rundt =20 masker ialt og derefter har jeg fulgt den oprindelige opskrift.

Tilføjelset d.26. april - Måtten vejer 1640 gram  - jeg har brugt næsten 4 ruller med 120 meter på hver rulle.

Nu vil jeg køre en tur til Billund. Jeg skal nemlig hente min mand i lufthavnen. Han har igen været et smut i Norge i forbindelse med hans arbejde. I morges modtog jeg en sms, hvori han skrev "hej skat er der ikke en creme eller parfume du kunne tænke dig fra lufthavnen" - Det var da sødt og betænktsomt, synes jeg. Jeg ringede til ham senere og sagde, at det kan da vist ikke betale sig og det er sikkert ikke så billigt. Til det svarede han "nej det kan godt være, men du køber jo ikke noget selv, så det gør jeg, kan du ikke skrive noget af det du helst vil have på en sms, så ser jeg om jeg kan finde det" - har jeg ikke bare verdens sødeste mand.

Tilføjelse d. 5. februar 2015
Bloggen Frk garnglad eksisterer ikke mere, men hvis du er på facebook kan opskriften findes ved at søge  efter Frk garnglad - opskriften står i kommentaren til billedet af tæppet. Jeg har fjernet linket til den oprindelige opskrift i dette indlæg og håber, at i der vil hækle et tæppe også er på facebook eller kender nogle, der kan hjælpe jer :)

søg efter Frk.garnglad og opskriften står i kommentaren til billedet af tæppet - håber du finder den :)


mandag den 22. april 2013

Grønbenet rørhøne kom forbi

Karakteristika: grønne ben, rød pandeblis, gult næb og en lys stribe langs kroppen - den er god nok :)
Her til morgen da jeg kiggede ud af vinduet, gik der en fugl rundt inde under vores troldetræ. Nu er jeg ikke den store ornitolog/fuglekender, så jeg var ikke rigtig klar over, hvad det var for en fugl. Imidlertid havde den så særegne træk, at den var nem at finde via google, som er min ven. Jeg skrev bare rødt næb og grønne ben og så dukkede fuglenavnet op. Så hermed vil jeg præsentere dig for en Grønbenet rørhøne, som er en helt almindelig ynglefugl i Danmark, der mest findes ved tilgroede moser og søer. Denne "høne" havde dog forvildet sig næsten ud til vejen, men den fortsatte sin gang rundt om huset, ned over græsplanen og endte nede ved søen, hvor den sikkert hører til.
Jeg fandt også ud af, at den er mindre end en blishøne (den kender jeg i forvejen), den flyver dårligt og kluntet og derfor løber den først et langt stykke hen over vandet, når den skal lette. Noget andet helt specielt hos den grønbenede rørhøne er, at det ældste kuld unger hjælper med at opfostre de yngre - det er da sjovt og sødt, synes jeg.
Jeg læste også et sted, at den grønbenede rørhøne er en sky fugl og derfor kan være svær at få fotograferet. Det gør det da bare endnu bedre, at jeg fangede den i min linse.



I eftermiddags har jeg været til strikkehygge. Vi var ikke så mange strikketøser denne gang, men det var rigtig  hyggeligt.
Det går fremad med min badeværelses-måtte, men jeg er bange for, at der ikke er nok "garn". Derfor var jeg lige et smut i brugsen inden jeg kørte til strikkehygge, fordi jeg ville købe et par ruller mere, så der var nok til færdiggørelsen af måtten og samtidigt var til en lille kurv eller to. Der var masser af ruller tilbage, bare ikke lige i min farve. Nu håber jeg bare på, at jeg har nok til den sidste omgang, som jeg er ved at hækle. Men der går altså en del "garn" til efterhånden på en en omgang og jeg er begyndt på den 4. rulle - så kryds lige fingre for mig. Hvis der ikke er nok, må jeg gå til plan B, men den hører du kun om, hvis det skulle vise sig at blive nødvendigt.

lørdag den 20. april 2013

Stofgarn fra Brugsen


Fredag eftermiddag var jeg en tur i den lokale brugs sammen med min mand. Vi var faktisk på vej til kassen, da jeg drejede hovedet og fik øje på en stor bunke stofgarn - noget ala Zpagetti garnet. Jeg har længe gået med et lille ønske om, at prøve at lave et eller andet i sådan noget garn. Så jeg blev selvfølgelig nødt til lige at tage et kig på varene. Der var rigtig mange farver, men mit blik faldt hurtigt på en turkisblå som passer perfekt til vores håndklæder på badeværelset. Derfor valgte jeg at købe denne farve, så jeg kunne hækle et tæppe/ en måtte til badeværelset. Da jeg ikke lige vidste, hvor meget jeg skulle bruge, købte jeg 4 ruller for at være på den sikre side (mente jeg havde set et sted, at der gik ca. 2 ruller af Zpagetti garnet til en rund måtte, men jeg tror, der er lidt mindre i disse ruller) Hvis der bliver noget i overskud, kan jeg jo altid hækle et par kurve eller noget andet. Garnet var på tilbud til 24,50 og det er halv pris af, hvad det normalt koster og det er jo altid dejligt.
Jeg er begyndt at hækle og jeg hækler efter denne opskrift fundet hos Frk. GarnGlad. Jeg er dog startet lidt anderledes - istedet for at begynde med 20 stangmasker i en magisk ring, har jeg valgt at begynde med 10 fastmasker i en magisk ring og på næste omgang hækle 2 fastmasker i hver maske omgangen rundt. Herefter følger jeg den oprindelige opskrift. Jeg synes hullet i midten blev for stort på den anden måde, men det er nok en smagssag. Jeg bruger en hæklenål 11,5 for det var den jeg havde. I opskriften står der en 12'er. Det er rigtig sjovt at prøve og indtil videre går det bare der ud af.

Starten på tæppet i stofgarn

torsdag den 18. april 2013

Fine knapper som jeg er "får"elsket i


Jeg har købt de sødeste knapper hos Maskebal. Det var Lone med bloggen Lyderts verden, der  gjorde mig opmærksom på Kirstens fine knapper, fordi hun havde nævnt/vist knapperne i et blogindlæg. Allerede samme aften jeg læste indlægget, tog jeg en tur forbi Amio, hvor Maskebal sælger sine ting. Jeg købte 8 fåre-knapper og der var da flere, som fristede, men jeg var standhaftig. Jeg er helt sikker på, at hvis der havde været nogle med frøer, så var de også smuttet med ned i indkøbskurven. Knapperne er lavet i fimo og de kan tåle vask i vaskemaskine. Jeg ved ikke endnu, hvad jeg skal bruge knapperne til, men mon ikke jeg finder ud af det engang. Nu har jeg i hvert fald knapperne til et projekt. Selvfølgelig må Strikkefåret have knapper med får på - mindre kan da ikke gøre det.


Knapperne er fotograferet på et sjal min bedstemor har strikket til mig. Det er en opskrift fra Navia med et klassisk/traditionelt færøsk mønster i midterpartiet og ensfarvede vinger. En smuk bladkant omkranser sjalet. Det er et sjal, jeg er super glad for og især fordi det er min bedstemor der har strikket det til mig. Hun hedder forøvrigt også Aslaug - det er så hyggeligt når jeg ringer og hun siger "det er Aslaug " og jeg så svarer "det er også Aslaug" Hun er efterhånden en ældre dame, men hun strikker stadig - det er blevet til meget strik fra hendes hænder efterhånden og hele familien har nydt godt af hendes fantastiske kreationer.

mandag den 15. april 2013

Så kom uglen endelig i vaskemaskinen

Uglen er klar til vaskemaskinen
Helt tilbage i marts viste jeg et billede af min vinugle, som jeg ikke skulle bruge til vin. Jeg havde på det tidspunkt strikket den færdig og monteret den. Dengang havde jeg lidt problemer med, at få den smidt i vaskemaskinen og faktisk kom den ind på en hylde i mit krea-værelse. Der har den så ligget - indtil i dag.
Nu skulle det altså være. Jeg traf en hurtig beslutning og smed den i vaskemaskinen sammen med et par håndklæder.
Uglen ligger nu og stirrer ud fra vaskemaskinen
Jeg plejer altid, at bruge et par cowboybukser når jeg filter i vaskemaskinen og det skulle jeg nok også have gjort i dag. Men jeg greb bare lige det nærmeste, jeg kunne finde og det var altså et par turkise håndklæder. Det resulterede i en ugle der var fyldt med turkis fnuller og den lignede noget katten havde slæbt ind, da jeg hev den ud af vaskemaskinen. Jeg fik dog fjernet fnullerne og fik placeret en papkasse indeni uglen, så den kan få den rette facon, mens den tørrer. Så langt så godt -  jeg er glad for, at jeg tog mig sammen i dag.

Vinugle der ikke har fået fjernet alle sine fnuller endnu

fredag den 12. april 2013

Sjov med hæklede øjne


Jeg har hæklet øjne i dag til mine frøer. De er blevet lige sådan, som jeg ville have dem. Efterhånden har jeg fået hæklet alle delene, så nu skal jeg snart igang med selve monteringsarbejdet. Jeg kunne ikke helt lade være med, at lave lidt sjov med selve øjnene. Så jeg satte dem fast på min hånd og tegnede en streg med en læbestift.
Nu var Hr. Hånd klar til at blive foreviget. Ha ha
Kan i alle have en herlig fredag og husk at grine, være lidt pjattede og lidt pinlige ( tror min søn synes jeg er lidt skør) - men på den anden side tror jeg faktisk, han synes, det er skønt at have en mor med humor.

onsdag den 10. april 2013

Bolsjer og bog


Jeg har fået min mand hjem igen og det er dejligt. Nu er jeg spændt på, hvor længe det varer denne gang. Det er åbentbart ikke noget, vi helt kan planlægge efter, for manden er allerede begyndt at snakke om, at han nok skal af sted igen.  Efter mange år sammen kender han mig ret godt. Derfor havde han købt disse bolsjer med hjem til mig. Jeg ELSKER syrlige bolsjer og lige dette mærke bringer minder om barndom og sejlturene til færøerne, hvor min mor altid købte disse bolsjer til os.


Jeg har også fået noget andet. Eller det vil sige, jeg har købt noget til mig selv. Jeg var nemlig en tur i Netto og her faldt jeg over bogen: "Strikket og hæklet - Homemade" af Rachel Søgaard & Stine Hoelgaard Johansen til den nette sum af 40,-. Bogen kom med hjem til de alle de andre bøger. Jeg har nemlig kigget i den, engang jeg var i strikkecafe og synes især godt om en model i bogen - Feminin med kant. Jeg har flere gange købt enkelte opskrifter til 40-50 kroner, så jeg synes, det er et godt køb. Selvom jeg måske kun laver en enkelt model fra bogen, har jeg jo også glæden af at bladre i den og biblioteket bliver samtidigt suppleret op.

Feminin med kant




mandag den 8. april 2013

Frække fasener og strikkehygge


Jeg har før skrevet om, at vi har mange fasaner her, hvor jeg bor. Det er rigtig hyggeligt, når de spankulere rundt ude på græsplænen og også når de promenere på terrassen og især når de kommer helt op forbi vores vinduer og kigger ind til os. Her til morgen vågnede jeg ved, at Chili vores hund gøede helt hysterisk og jeg blev selvfølgelig nødt til at gå nedenunder for at se, hvad der var på færde. Da jeg kiggede ud af vinduet, så jeg så hvad der havde forstyrret hundesøvnen. Der var to fasaner ude i gården, der skræppede op og den ene bandit, havde placeret sig bag på på min bil. Jeg skyndte mig, at gribe kameraret og fik fanget den ene i linsen, nemlig den der sad på bilen. Det så da meget sjovt ud, men her synes jeg, de lige er blevet en tand for frække efter min mening. For med de kløer de har, kan de da godt ridse i lakken og det er ikke ok. Man kan faktisk se på billedet, hvordan de har ridset på ruden, fordi der var frost her til morgen.

Det var meget bedre
I eftermiddag har jeg været til strikkehygge/komsammen og det har været rigtig hyggeligt. Jeg kendte ingen af deltagerne på forhånd, så det var da med lidt sommerfugle i maven, jeg tog afsted. Det var nogle søde piger jeg fik hilst på. Der blev strikket, drukket kaffe, spist kage og snakket, så det var helt som jeg havde forventet. Vi skal mødes igen om 14 dage og det glæder jeg mig allerede til. Det er altid dejligt, at være i selskab med andre, der har strikkepinde i hænderne.

lørdag den 6. april 2013

Strik og lidt hækling og en kuffert der skal pakkes



Jeg købte et strikkekit fra Garn garagen til messen i Middelfart i marts. Det er sjalet, der hedder Bifrost og jeg er nu begyndt at strikke på det. Jeg skulle i strikkecafe i tirsdags på Tørring bibliotek og havde derfor brug for noget nemt, jeg kunne strikke på. Sjalet starter med en lille trekant med de farver, der også skal afslutte sjalet. Farverne går nemlig igen i den zig - zag bort der strikkes tilsidst. Så nu skal der bare strikkes ene ret riller og lidt udtagninger indtil da. Det er det helt rigtige strikketøj til snak og strik på samme tid og jeg har en rigtig god fornemmelse med dette strikketøj - garnet er dejligt at strikke med og jeg synes det bliver som jeg vil have det.
 Jeg har ellers ikke været ret tilfreds med mit strikketøj her på det sidste, det er ligesom om, at det vil ikke som jeg vil. Derfor har jeg også ind imellem mit "prøvestrik" hæklet lidt på mine frøer og det går fremad med dem. Tror de bliver helt som jeg har tænkt mig, så det er dejligt.

Frø dele der engang skal blive til et frø par
Manden er endnu en gang taget en tur til Norge, men denne gang er det kun i 4-5 dage. Chili vores hund ved godt, hvad der skal ske når kufferten bliver fundet frem.


Jeg hopper da bare op i kufferten - der lugter også dejligt af min far. For sådan en hund er jeg nemlig en rigtig far-hund

Hvis nu jeg krøller mig helt sammen over i det ene hjørne og ligger helt stille, mon så de opdager mig. Måske er jeg heldig og kommer med far til Norge. Jeg kan i hvertfald godt holde varmen for jeg er ikke blevet trimmet endnu i år og min mor siger jeg ligner en langhåret hippie.
Mon hun snart bestiller en tid, så jeg kan se anstændig ud.








fredag den 5. april 2013

Krea hygge træf


Jeg har meldt mig til ovenstående arrangement i Cafe tankefryd den 2. juni og jeg glæder mig rigtig meget. Selvom jeg ikke på forhånd kender nogen af de andre, skal det nok blive en rigtig hyggelig dag, Det er Tove, der er ide-kvinden bag dette. Rammerne ser bare så hyggelige ud, maden tror jeg også vil leve op til mine forventninger og det er jo altid dejligt, at møde andre, der kan lide at bruge hænderne til kreativiteter. Jeg vil hermed opfordre dig til, at deltage denne dag, men jeg tror ikke du skal tænke over det alt for længe, for der er kun plads til 30. Du kan tilmelde dig via dette LINK, hvor du også kan læse mere om arrangementet og du behøver altså ikke kende nogen på forhånd eller være en ørn til håndarbejde, for det vigtigste denne dag er, at det skal være en dag i hyggens tegn, hvor vi får mulighed for, at sige hej til hinanden.
Ønsker alle en dejlig fredag med masser af sol

tirsdag den 2. april 2013

Jeg er blevet begavet


Jeg havde jo som sagt bryllupsdag påskelørdag og jeg fik et vedhæng af min mand til mit Christina ur. Vedhænget er det fine hjerte med 12 små hvide safirer.Vedhænget hedder Heart of love og det synes jeg da lige, at jeg vil vise frem her på bloggen. Jeg er bare så glad for det og jeg synes det er så smukt.


I går var min datter på besøg. Hun skulle have lidt hjælp til en optagelsesopgave, hun skulle lave i forbindelse med hendes forhåbentlig nye studie efter sommerferien. Hun havde et fint "påskeæg" med til mig. Hun har haft det med hjem fra Skotland, hvor hun har besøgt en god ven. Hun har haft det med hjem i kufferten, så hun var lidt nervøs for, om det var helt når hun landede i danmark igen - det var det heldigvis. Det er det sødeste får og jeg tror altså ikke jeg kan nænne at spise det. Det bliver i hvertfald ikke lige med det samme, jeg sætter tænderne i dyret.
I dag skinner solen og jeg skal i Strikkecafe - Tryk her og bli' i godt humør  Sikken dejlig dag det er i dag