Jeg er lidt hudløs...

Tegning. Anne-Marie Steen Petersen

Jeg er lånt ovenstående billede fra et indlæg i Politikken, som Karsten Skawbo - Jensen ( formand for landsforeningen mod brystkræft) har skrevet og overskriften er : "Alle årets måneder har efterhånden sin egen sygdom"
Tryk her og du kommer til indlægget
Jeg synes, at indlægget er tankevækkende og opfordrer dig hermed til at læse det. Indlægget beskriver også nogle af de fornemmelser/følelser, der nogen gange rammer mig. Det er ikke fordi, jeg synes, at man ikke skal bruge humoren til alvorlige emner og jeg synes selvfølgelig også, at der skal være fokus på blandt andet brystkræft. Men når det hele bliver overfladisk og poppet, så står jeg altså af.

Jeg havde faktisk tænkt, at denne blog ikke skulle handle så meget om mig, men mere om håndarbejde. Imidlertid har jeg fundet ud, at der indimellem er andre ting, der presser sig på og som jeg har behov for, at dele med andre mennesker og det er nødvendigvis ikke dem der står mig nærmest.
Dette indlæg er derfor mere personligt, end det plejer at være.
Jeg er en af de mange, der har haft en kræftsygdom helt tæt på. Jeg fik konstateret brystkræft for en halv snes år siden og fik fjernet mit ene bryst. Efterfølgende var jeg gennem en kemoterapi  og antihormonel  behandling.
Det var og er stadig noget, der har stor indflydelse på mit liv - hvordan jeg lever og hvordan jeg opfatter mig selv.
Jeg går stadig til kontrol og mammografi - nu er det kun en gang om året. Nu er det så ved den tid igen og som altid sætter det tanker i gang. Ikke fordi jeg frygter det, men mere oplevelsen af, at "være i det igen" på en måde. Jeg tror heller ikke rigtig på, at det ville være ved disse årlige kontroller, der ville blive konstateret et muligt tilbagefald (som jo altid vil ligge og spøge et sted og er det vi alle frygter) Jeg kender efterhånden min egen krop ret godt og tror jeg ville være den første til at opdage, hvis ikke alt var som det skulle være.(Måske bilder jeg mig det ind) Endvidere er det sådan, at når der har været det mindste indimellem disse kontroller, er jeg straks blevet sendt til yderligere undersøgelser.

Jeg skal afsted i morgen og glæder mig bare til det er overstået, så jeg igen kan fokusere på noget andet, som jeg da heldigvis gør det meste af tiden resten af året. Det er ikke noget der fylder så meget mere - men de der kontroller gør nu noget ved min nattesøvn og psyke  - lige et par dage før.

Indlægget har jeg valgt at skrive, fordi det at have haft og overlevet en kræftsygdom er en del af mig. Det har været med til at forme mig til den jeg er nu og det vil altid være noget jeg bærer med mig, selvom det ikke er synligt for andre. Mine børn var 5 og 9 år, da jeg blev syg og det har helt sikkert (jeg ved det) haft stor indflydelse på deres barndom og opvækst. Det er nok en af de ting, der for mig har været svært at tænke tilbage på. Men trods alt har jeg fået et par dejlige børn med en positiv tilgang til tilværelsen og jeg håber selvfølgelig på, at være her i rigtig mange år - også for dem. Der er ingen mennesker, som har nogen garantier for hvor længe livet varer. Derfor få det bedste ud af det - vi har kun et. Det er i hvertfald mit mål.

Indlægget blev lidt langt, men det var dejligt at få lidt luft og få sat nogle ord på nogle af mine tanker.
 - og det er ikke et emne, der kommer til at fylde meget på denne blog, men lige nu havde jeg behov for det.