tirsdag den 24. december 2013

Glædelig jul og godt nytår


Teknikken driller stadig her hos mig. Først havde jeg problemer med min internetforbindelse, men det fik vi heldigvis fikset og det var så dejligt igen at kunne være på. Det kan jeg stadig, men nu er min harddisk stået af på min primære computer og jeg kan ikke komme ind til nogle af mine programmer, heriblandt billederedigering.
Jeg (Andreas) fik heldigvis lavet en backup af mine billeder og dokumenter, men de ligger lige nu i en systemafbildning, så den kan jeg ikke bruge, før det hele bliver installeret på en ny harddisk. Jeg skal helt sikkert ud og købe mig en ekstra julegave, så snart jeg får muligheden igen. For uden harddisk går det altså ikke....Lige nu må jeg nøjes med min gamle bærbare, som ikke kan holde strøm og så min før julegave til mig selv sidste år - min elskede Nexus 7 tablet. Der kommer sikkert ikke flere indlæg herfra inden, jeg har fået min computer på banen igen og den lovede opskrift på småkager må vente til en anden god gang. Jeg vil holde ferie og nyde, at min mand holder lidt mere fri end han plejer - det er den bedste gave jeg får i år ....tror jeg da :) nu ved jeg jo ikke, hvad der ellers kommer af overraskelser ;)
Jeg vil ønske jer alle en fantastisk jul og håber i alle kommer godt igennem nytåret.

Vi ses forhåbentlig i det nye år

fredag den 20. december 2013

Småkager med pistacienødder


Nu er jeg heldigvis online igen. Sådan nogle dage uden internet kan da være meget gode, men jeg må indrømme, at jeg foretrækker nu, at der er hul igennem. Efterhånden foregår så meget af vores korrespondance på nettet og uden internet bliver alting altså mere besværligt.
Jeg har nu fået bestil de sidste julegaver og hvis alt går efter planen skulle pakkerne lande hos mig inden den 24. december og det er nu sjovere at give/pakke gaver op juleaften, end at skulle vente til mellem jul og nytår. Men nu til noget helt andet....

Jeg har været til juleafslutning i Strikkecafeen på Tørring bibliotek. Traditionen tro kommer deltagerne, hver med lidt spiseligt denne dag. Det var i sidste uge, men jeg synes nu ikke, i skal snydes for denne opskrift. Småkagerne smager supergodt og er meget nemme at lave.
Sidste år havde jeg små kiksekager med og det var der også en deltager (jeg nævner ingen navne), som havde pippet lidt om. Vedkommende mente, at jeg godt måtte medbringe det samme i år. Jeg synes nu, at der skulle laves lidt andet. Jeg faldt over en opskrift på nogle småkager, som jeg havde lyst til at prøvebage. Opskriften er fra TV2 og det er Nicolaos Strangas, der er manden bag opskriften. Jeg bliver altid lidt lækkersulten, når han er i studiet, for han laver nogle lækre ting.

Pistaciecookies - jeg kalder dem bare småkager med pistacienødder :)

Ingredienser:
100 g smør (jeg brugte helt almindeligt gammeldags Lurpak)
75 g sukker
100 g brun farin
1 æg
1 tsk vanilje (jeg brugte kornene fra en stang Bourbon vanilje, som jeg maste ud i lidt af sukkeret først)
200 g mel
2 g bagepulver (jeg brugte en tsk.)
40 g pistacienødder
(jeg købte en pose usaltede pistacienødder med skaller, afskallede nødderne og gned lidt af de brune hinder af - nødderne skal ikke hakkes, men kommes hele i dejen)

Bland smør, sukker og brun farin sammen i 5 minutter (jeg brugte min el-pisker i et par minutter) og tilsæt gradvist ægget (jeg kom hele ægget i på en gang og piskede lidt mere)
Tilsæt resten af ingredienserne ( bland og ælt sammen til en jævn og ensartet dej)
Rul dejen til en pølse, der er ca. 20 cm lang og 4 cm tyk.
Pak rullen i husholdningsfilm og frys i 30 min. Skær dejen ud i 1 cm tykke skiver ( jeg lavede skiverne knap 1 cm, men næste gang vil jeg måske lave dem endnu tyndere og bage dem i lidt kortere tid)
Småkagerne placeres på en bageplade med bagepapir. Bages ved 175° indtil de er gyldne. (så vidt jeg husker, var det omkring 10 minutter mine småkager fik)
 - jeg fik 23 småkager ud af denne opskrift og synes de var lige til den tykke side, men smag og behag er jo forskellig ;)

Jeg lavede faktisk også nogle andre småkager, som jeg havde med i cafeen. Dem kommer der sikkert også en opskrift på en af dagene, for de var også gode. Tilmed var de også ret hurtige og nemme at lave. Det må det jo godt være her 4 dage før jul, hvor de fleste sikkert har travlt med meget andet end bagning.

mandag den 16. december 2013

Jubiii jeg vandt, men har ingen netdækning


Ovenstående billede er et udklip fra min facebook profil. Jeg sidder lige nu udenfor Katrines dør og det er ikke så festligt. Det er ellers en festlig dag, for jeg skal snart modtage en pakke fra Garn Garagen. Jeg var nemlig den heldige eller sagt på en anden måde, den der havde flest søde mennesker, der ville stemme på mit billede. Jeg vil hermed gerne sige tak for den fantastiske opbakning, som jeg har fået i forbindelse med konkurrencen om garnpakken. Opbakningen betyder rigtig meget for mig og faktisk mere end selve gevinsten.

Jeg er uden internet i de næste dage, så derfor bliver der stilhed. Jeg håber, at den teknikker, som jeg har fået lovning på onsdag, kan løse problemet. Nu vil jeg så prøve at nyde de næste dage uden internet og telefon. Hvis jeg får stærke abstinenser, må jeg tage en tur ind til Katrines WiFi.

søndag den 15. december 2013

Mika's hæklede Pingvin

Pingvin og snemand lavet af Mika
Jeg er med i nogle grupper på facebook, der handler om strik og hækling. Derinde støder jeg af og til på ting, som nogen har hæklet ud fra mine opskrifter. Her i den seneste tid er der blevet lavet mange låg til småkager og guf glas efter opskrifterne på henholdsvis Snemanden og Rudolf. Jeg har nydt at se alle de forskellige billeder, der er blevet lagt op. Jeg synes, at det har været rigtig sjovt at se, at selvom det er den samme opskrift, der er brugt, så bliver hver eneste snemænd og Rudolf alligevel personliggjort på hver deres fine måde.

Tror pingvinen kikker ud for at se, om der ikke snart kommer lidt sne :)
En dag i sidste uge fik jeg øje på en pingvin, som Mika Larsen havde lavet ud fra opskriften på snemanden. Den blev jeg selvfølgelig nødt til, at se lidt nærmere på. Hun havde først lavet snemanden og fik efterfølgende ideen med pingvinen. Det er da skønt, når man er med til, at andre kan blive inspireret og ud fra ens opskrift kan udtænke andre sjove figurer.Jeg er rigtig glad for, at jeg har fået lov til at dele Mika's Pingvin med jer og hun har også nedskrevet, hvordan hun har lavet delene til pingvinen.
Jeg vil gerne takke Mika for, at hun ville være med til at dele hendes Pingvin med mine læsere. Tak fordi du var så sød, at sende billederne til mig og gad bruge tid på at skrive dine notater ned, så andre kunne få glæde af dem.
Hvis i også synes at pingvinen er fantastisk sød, så har i mulighed for at hente Mika's opskrift HER. Men hvis du ikke har opskriften på snemanden, skal du lige hente den først via dette LINK. Snemanden er nemlig nødvendig, for den er grundmodellen.
Ligesom snemanden, kan pingvinen sagtens bruges efter jul. Glasset kan fyldes, som her med marcipan snebolde eller hvad med noget Pingvin Lakrids :) Uanset hvad der kommes i, er det en fin gave/værtindegave til en der elsker guf.
Endnu en gang TAK Mika
Håber dette indlæg kan være med til at inspirere yderligere, for det vil jeg nemlig gerne være med til. Men husk lige at opskriften på snemanden er min og du må bruge den alt det du vil. Men den er kun til personligt brug og Pingvinen er Mikas ide :)

onsdag den 11. december 2013

Foto konkurrence hos Garn Garagen


Jeg deltager i en foto konkurrence på Garn Garagens facebook side. Konkurrencen løber til den 15. december, så der er ikke mange dage til at spændingen bliver udløst. Billedet med flest likes vinder en garnpakke og lige nu er der meget tæt løb mellem nummer et og to. Lige nu ligger jeg på en anden plads, men jeg mangler ikke mange stemmer for at "overhale" konkurrenten, så det er altså lidt spændende. Du kan stadig nå at stemme på mit billede


Jeg deltager med mit hæklede tørklæde. Tørklædet er hæklet i Coast, som er en blanding af lammeuld/bomuld og er superblødt og lækkert. Opskriften har jeg fundet i bogen "Strik ...ponchoer capes tørklæder og sjaler.


Jeg viser lige et billede fra januar, hvor jeg har tørklædet på. Der havde vi sne og solen skinnede kan jeg se :)
Håber lykken skinner lidt på mig nu på søndag - det ville da være fedt.

tirsdag den 10. december 2013

Eftertænksom


Dagene går stille og roligt i denne tid. Jeg får ikke meget pyntet op til jul i år. Har dog fået lavet en smuk adventskrans og også kalenderlyset fik en dekoration. Et træ står og lyser ude ved indgangen og lidt pynt har fundet vej, men slet ikke i samme omfang som tidligere år.
I flere år var julen for mig noget, der bare skulle overståes så hurtigt som muligt, da den for mig betød erindring om en svær tid. Min mors kamp med den sygdom, som desværre alt for mange kæmper med og imod, fik nemlig sin afslutning omkring juletid og tiden derefter. Min mor havde kræft og desværre døde hun alt for ung. Hun blev kun 55 år og den sidste jul, hvor hun levede befandt jeg mig mest på det daværende Århus Amtsygehus, hvor jeg også tilbragte nytårsaften det år. Min mor døde den 31. januar 2001 efter 3 hårde år, hvor hun kæmpede mod kræften, der tilsidst fik magten. Dette er jo efterhånden en del år siden. Året efter da julen bankede på, sad jeg skaldet juleaften og var selv  i gang med kemobehandlinger og jeg vidste ikke rigtig, hvad fremtiden ville bringe. Derfor har jeg haft det rigtig svært med julen i mange år og havde jeg ikke haft små børn og en mand, så havde julen sikkert ikke været tilstede for mit vedkommende i de efterfølgende år. Jeg deltog, men var ikke rigtig med i hjertet. Jeg havde faktisk også flere år, hvor jeg valgte at tilbringe nytårsaften for mig selv, helt alene hjemme, imens resten af familien tog af sted på besøg hos gode venner. Jeg havde brug for min alenetid og det var et meget bevidst valg fra min side. Meget er blevet anderledes siden hen og jeg er også blevet ældre. Men oplevelsen og følelsen af at miste sidder stadig i kroppen på mig. Jeg ved den kommer tilbage hvert år ved denne tid. Jeg mindes, græder lidt indvendigt og på en og samme tid er jeg taknemmelig og vemodig. Jeg er taknemmelig for, at jeg er der for mine børn også i julen og også taknemmelig for den tid, som jeg trods alt fik med min mor. Men på samme tid er jeg vemodig og jeg savner min egen mor frygtelig meget. Intet kan blive det samme som før, men man kan forsøge at få det bedste ud af den tid man har. For mig betyder det, at jeg meget bevidst tilbringer min tid i selskab med mennesker, der giver mig glæde og holder af mig, fordi jeg er lige den jeg er - på godt og ondt. Juleaften skal jeg være sammen med dem, der betyder allermest for mig - mine børn og min mand og det valg er jeg egentlig ganske tilfreds med.
Tror nu jeg skal have min julekrybbe op. Det har været en fast tradition i mange år, at den blev stillet op den 1. december, men i år blev den tradition så brudt, men jeg kan da nå det endnu. Det bliver jo jul alligevel og jeg tror ikke jeg gider bruge mere krudt end højst nødvendigt. Brunkager har vi fået af svigermor som sædvanligt og Andreas siger at det er verdens bedste. Ved ikke lige hvorfor det i år igen er lidt svært, at finde den rette stemning, men mon ikke bare det er en overgang og næste år kan det være, der går helt Gertrud Sand i den - hvem ved ;) - måske skal jeg bare lige finde den store kasse med julepynt ...;)

Dette var ikke et hyggeligt juleindlæg fra min side, men det var et indlæg jeg havde behov for at skrive....

lørdag den 7. december 2013

Gamle retro bøger

Billederne er lånt fra Nikisgarage
Jeg deltager i en giveaway hos Nikisgarage. Der er to skønne gamle kreative retrobøger på højkant. Bøgerne gad jeg godt vinde og jeg fordobler mine chancer ved at skrive dette indlæg. Du kan selvfølgelig også deltage i denne giveaway, men for min skyld må du godt lade være ha ha ;) men kik ind til Ellen og se lidt flere billeder fra de to bøger. Den med Gunvor og Harriet Ask kender jeg i forvejen og jeg har lånt bogen på biblioteket mange gange. Der er mange fine ting i den bog og selvom den er gammel, bliver den jo ikke ringere af det ;) Den anden kender jeg ikke, men mon ikke der kunne være noget, som kunne være inspirerende at kikke nærmere på. Er sikker på der også findes gode ideer i denne bog - ikke kun til glitterpapir, men også til papir og karton. Begge bøger skal i hvertfald være så velkomne i min bogreol, hvor de kommer i selskab med en masser andre bøger - både lidt nyere, men også som disse lidt ældre fra 60'erne.

fredag den 6. december 2013

Hæklet Rudolf


Jeg har fået lavet opskriften til endnu et hæklet låg. Mange har jo set og downloadet SNEMANDEN og her kommer så Rudolf. Ligesom snemanden er Rudolf en sjov ting, der både er til pynt og nytte. Forhåbentlig bringer han smilet frem. Jeg bliver i hvertfald glad, hver gang jeg kikker på ham.
Rudolf er oplagt som en sjov og lidt anderledes værtindegave og den er perfekt til, at passe på julemandens småkager, pebernødder eller andet guf. Der er nemlig indbygget en lille "tyverisikring". Når man tager låget af, vil Rudolfs slaskeben larme lidt alt efter hvor forsigtig man er ;) Derudover har den også en lille bjælde om halsen, som også kan give lidt lyd.
Jeg har igen anvendt et brugt glas med et standard skruelåg på 8,5 cm - højden på glasset bestemmer man selv, men benene skal jo ikke slæbe hen af bordet og jo højere destro flere pebernødder kan der være i glasset.




Opskriften på "En hæklet Rudolf, der passer på småkager, pebernødder eller andet juleguf" kan du hente helt gratis HER

Vi kan jo kalde det en før julegave fra Strikkefåret ;)

Hvis der sidder nogle, der kunne tænke sig at hjælpe mig, med at få fingrene i noget garn, så skal i være mere end velkommen til at hjælpe mig.
Jeg deltager i en fotokonkurrence på Garn Garagen facebookside med billedet nedenunder. Vinderen er den der får flest likes af sit billede inden den 15. december. Hvis du kan lide, hvad du ser og gerne vil hjælpe mig, kan du gøre det lige HER.
Jeg er på en anden plads nu, men der er altså et stykke vej op til førstepladsen, så jeg tager hjertens gerne imod alle de likes jeg kan få :)

Billedet er fra et tidligere indlæg og du kan se tørklædet på lige HER

torsdag den 5. december 2013

Hjemmegjort adventskrans


I år kunne jeg ikke lige beslutte mig til, hvordan adventskransen skulle være. Normalt plejer jeg at binde en krans selv og det gjorde jeg også sidste år. Men i år tænkte jeg den skulle være lidt anderledes. Sidste år var der flere, som strikkede en krans og det synes jeg var en sjov ide. Tiden har bare ikke lige været til strikket krans med masser af pynt og fredag aften - 2 dage før vi skulle tænde det første lys i kransen, opgav jeg den ide. I stedet for fik jeg en ide med nogle grene. Jeg havde nemlig set en krans, der kostede 1000 kroner og som var lavet med nogle bambus stykker rundt. Det måtte jeg kunne lave ligeså godt og i hvert fald også billigere. Jeg synes egentlig ikke bambus er ret julet og nordisk, så derfor har jeg anvendt grene i stedet. Min krans ligner slet ikke den jeg så, men ideen opstod ud fra den. Jeg er bare blevet så glad for resultatet og synes min adventskrans er helt fantastisk smuk (ja man må godt synes om, det man selv laver)  Jeg synes, at den ligner en "million", men adventskransen/dekorationen har kun kostet mig det, som 3 husløg og fire lys koster - under 100 kroner. Træer/grene har vi masser af i haven og alle de andre pynteting, der er anvendt i kransen havde jeg i gemmerne. Derudover er der brugt tid, men noget af tiden gik i rigtig hyggelig selskab med min mand, der blev involveret i dette "fælles" projekt. Han fik lov til at save og slå søm i og jeg holdt øje imens. Jeg tror faktisk også, at han synes det var sjovt, at hjælpe til og han er også ret tilfreds med vores fælles anstrengelser.

Grene  1½ - 3 cm i diameter er savet ud i længder på 8-10 cm. Derefter er der banket tynde søm i (sømmet skal ca. ramme midt i halmkransen) Tryk grenene ind efterhånden og giv dem en klat lim med en limpistol mellem søm og halmkrans. Grenene er placeret så tæt som muligt og flugter i bunden. Jeg lavede den yderste række først og derefter den inderste
Pynt hulrummet op - jeg har anvendt mos, gran, 3 store husløg, kogler lidt smågrene, en rest pels og lidt julekugler.
Jeg placerede først de 4 stearinlys i halmkransen og lysene er sat fast i halmkransen ved hjælp af 3 søm i bunden af hvert lys.

Min adventskrans er placeret på et stort ovalt spejl, som er lavet til formålet. Det har været sådan i mange år efterhånden og det skulle der ikke laves om på i år.

tirsdag den 3. december 2013

Kalenderlyset


Jeg vil lige vise jer, hvordan vores kalenderlys kom til at se ud i år. Jeg har valgt, at genbruge ideen og nogle af tingene fra sidste år. Fadet er det samme og det er de store glaskugler også. Dådyret og de røde svampe er også genbrug. Moset er fra egen avl :) og koglerne havde jeg også i gemmerne. Jeg har suppleret med et limegrønt cypres træ. Træet er pyntet med 36 små julekugler, som jeg har købt hos Søsterne Grene til under en krone stykket. Jeg havde ikke nogen plan med kuglerne, da jeg købte dem, men nu kom de til at pynte på dette træ. Kuglerne er først bundet på en sytråd og derefter snoet omkring træet. Jeg troede jeg kunne hænge dem enkeltvis på grenene, men det lykkes ikke, så jeg måtte finde på en anden løsning og den fungerer fint. Træet står i en lysgrøn potte og øverst har jeg placeret nogle træstykker, som jeg havde tilovers fra min adventskrans, som jeg viser senere i denne uge.
Stearinlyset er selvfølgelig også nyt og det er ligeså stort som det plejer at være. Sidste år havde kalenderlyset en brændtid på 110 timer og vi kom i mål i løbet af juledagene. Glemte at læse på dette lys, før det blev placeret, men mon ikke det er næsten samme brændtid Jeg har forøvrigt sat 3 tynde søm i bunden af lyset før det er sat i en klump ler - så står det stabilt og ingen af talene bliver dækket af ler. Jeg varmer sømmene op med en ligter og så er de nemme at stikke ind i bunden af lyset. Husk at holde på sømmene med en fladtang - de bliver meget varme ;)

Lidt detaljer fra dekorationen - pindsvinene sneg sig lige ind på det sidste billede og nu er de også en del af kalenderlys- dekorationen

mandag den 2. december 2013

Ugen der bød på meget strik


I sidste uge var der en del strik på programmet. Jeg går i nogle forskellige strikkecafeer, men som regel er det ikke i de samme uger, de enkelt strikkecafeer finder sted. Ugen bød på tre af slagsen og det var lige før det var i overkanten, hvis sådan noget kan være det. Men jeg har det nok bedst med, at få strikken lidt mere jævnt fordelt og det kan godt blive lidt hektisk, når man sådan skal rende i byen hele tiden ;)
Tirsdag eftermiddag var jeg til Strikkecafe på Tørring bibliotek. Den har jeg deltaget fast i omkring et års tid. Jeg nyder at komme og hilse på de andre piger og der er også et par andre bloggere, der deltager -  Birgit med bloggen Fru Knudsen og Helle med bloggen Helles Hjørne.
Sådan en eftermiddag får man snakket om meget, men i tirsdag bemærkede jeg også, at der var et par stykker som havde meget travlt med at få sagt farvel. Da jeg spurgte ind til travlheden, kunne de fortælle, at de lige skulle nå hjem og spise inden turen gik til Juelsminde. De skulle nemlig ned og høre et foredrag med Ruth Sørensen. Jeg havde for et stykke tid siden set, at hun skulle komme og havde også besluttet mig for at deltage i dette foredrag, men havde glemt alt om det igen. Så jeg fik lige pludselig selv meget travlt med at komme ud af døren. Jeg var bare så glad for, at jeg blev mindet om det.
Foredraget med Ruth Sørensen var rigtig godt og der var også mulighed for at se og ikke mindst røre ved hendes strikkede modeller. Endvidere kunne man købe mønstrer til alle modellerne og nogle fine knapper i keramik, havde hun også med. Jeg havde desværre ikke fået mit kamera med, men Helle fik taget nogle billeder og du kan se et indlæg hun har lavet lige HER

Cardiganen skal strikkes i Karisma fra Drops i fv. 37
Onsdag eftermiddag skulle jeg en tur til Vejle. Forinden havde jeg ringet, for at høre til det garn, som jeg havde bestilt til Andreas' cardigan. Butikken havde lovet mig, at garnet ville komme 14 dage efter, at jeg bestilte det og nu var der snart gået 3 uger. Det var sjovt nok lige kommet ind af døren, så det var da heldigt at jeg lige ringede og at jeg derfor kunne smutte forbi og hente garnet, når nu jeg alligevel var i Vejle.
Andreas så vældig tilfreds ud, da jeg viste ham, hvad jeg havde med hjem fra min bytur og konstaterede igen at "farven er fin" og spurgte i samme åndedrag "hvornår går du så i gang". Jeg måtte så fortælle ham, at det nok først blev i morgen, at jeg ville slå op til cardiganen. Jeg skulle nemlig i en strikkecafe om aftenen i Hedensted, som jeg deltager i en gang i måneden og der skulle jeg ikke lige begynde med at slå op og holde styr på maskeantallet.

Bifrost fra Garn Garagen
Onsdag aften strikkede jeg derfor på mit Bifrost sjal, som efterhånden har været længe under vejs. Nu er jeg endelig blevet færdig med alt det sorte, for jeg har strikket de nederste takker i ugens løb og fredag hvor jeg var til endnu en strikkecafe, denne gang på Hedensted Bibliotek, blev jeg færdig med den sidste trekant. Nu skal jeg i gang med de farvede striber, men jeg må vist hellere strikke på Andreas' cardigan først.
Torsdag fik jeg ribben færdig. Jeg strikker ryg og forstykker sammen, så der er en del masker. Jeg har ikke lavet nogen strikkeprøve, men jeg håber, at  jeg har valgt den rigtige størrelse og pind. Måske er det letsindigt, men jeg har vel lov til at være heldig - forhåbentlig.

I weekenden har jeg fået lavet både kalenderlys og adventskrans. Så søndag aften kunne vi tænde lyset i begge dekorationer. Jeg har lavet en lidt anderledes adventskrans i år og jeg glæder mig rigtig meget til, at vise den frem her på bloggen. Kalenderlyset skal i nok også få at se en af dagene.
Jeg har også lovet, at der kommer en opskrift på Rudolf - er helt overvældet over den interesse, der har været, så jeg går gerne i gang med opskriften. Regner med at opskriften på Rudolf kommer i denne uge, hvis alt går planmæssigt.

fredag den 29. november 2013

Værtindegaver

På bagsiden står, hvordan småkagerne laves og bages
Da jeg var til blogtræf, havde jeg et par pakker med til pakkelegen. Den ene af pakkerne, som jeg havde med, synes jeg helt bestemt, også kunne være en ide til en lille værtindegave. Jeg havde købt et kagestempel, men for at gøre lidt mere ud af det, havde jeg lavet et par laminerede opskrifter på nogle cookies/småkager, der kunne bruges til kagestemplet. Jeg lavede at lille hul og bandt opskrifterne fast i kagestemplet med et fint rødternet bånd. Jeg synes, at "tilbehøret" er med til at gøre gaven lidt mere personlig. Opskrifterne kan jo pyntes lidt efter lyst og evner. Jeg nøjes med nogle orange klistermærke-cirkler, som jeg havde i forvejen og det ser efter min mening fint ud. Det er ikke altid, der skal så meget til.


Jeg medbragte også en værtindegave til Helle. En Rudolf som passer på julemandens småkager. Jeg havde jo allerede lavet opskriften til snemanden, men fik lyst til at videreudvikle min ide. Derfor havde jeg faktisk ret travlt op til blogtræffet. For det havde været noget nemmere "bare" at lave en snemand, men jeg synes, det kunne være sjovt at komme med en hel ny ting. Snemanden kendte Helle i forvejen, så Rudolf var mere overraskende..Derfor havde i sidste uge travlt med både at nå at lave en opskrift, at hækle opskriften igennem endnu engang og få styr på notaterne. Inde i mit hoved havde jeg en forestilling om, at jeg havde 14 dage til projektet, men der var altså kun en uge til, da jeg fik kikket i kalenderen. Jeg nåede dog det hele og fik endvidere også taget nogle bileder inden den ene Rudolf kom med til blogtræffet og blev afleveret til Helle. Værtindegaven faldt i god jord og det var jeg glad for.
Opskriften vil jeg lave og lægge ud, hvis der er flere, som er interesserede i at lave denne model.
Jeg synes mit Rudolf låg er blevet godt og jeg synes også det er en sjov ide.
Glasset er forøvrigt på en måde lidt "tyveriforsikret". For det er ikke ret nemt at tage låget af glasset uden at det larmer lidt fra Rudolfs slaskeben og så er der jo også den lille bjælde, som den har rundt om halsen, som også kan rasle lidt ;)

torsdag den 28. november 2013

Mere om blogtræf


Til blogtræffet i lørdags skulle alle deltagerne medbringe mad til buffet, men derudover skulle vi også medbringe to gaver til pakkeleg. Helle havde endvidere modtaget nogle sponsergaver, hvoraf nogle også kom i gavebunken. Derfor var det noget af et gave-orgie, som blev lagt frem på spisebordet, da det var blevet ryddet for alt krea -og spiserelateret.
Pakkelegen foregik ved hjælp af et pakkespil med kort. Gaverne skiftede ejermand mange gange og til tider var det kun et par af deltagerne, som sad med hele bunken, men det fik de nu ikke lov til ret længe. Det endte med, at de fleste fik et par pakker og jeg tror, at pakkerne var meget godt fordelt til sidst.
Jeg vandt 3 pakker. Den ene var en sponsergave og var fra Klintenborg lys og bestod af: Julepynt og et starinlys udformet som et garnnøgle. Desuden vandt jeg en af Christinas pakker, der bestod af: Til og fra kort, 2 små ruller gavepapir, klistermærker og en rulle mønstret tape. Den sidste pakke var fra Jeanet og bestod af: Et par hæklede coasters, en lille rulle gavepapir, et par maskemarkører og ikke mindst et skønt lille pindsvin i glas. Det sjove med pindsvinet er, at jeg faktisk lige havde købt et pindsvin selv et par dagen før. Da jeg købte det, stod jeg faktisk længe og overvejede om jeg skulle have to, men fik kun en enkelt med mig hjem. Nu har jeg to og det er jeg vældig tilfreds med.


Helle havde inden blogtræffet lagt et stort arbejde i at få skaffet nogle sponcergaver, som vi alle kunne få glæde af. Derfor var der foruden de gaver, der var med i pakkelegen også pakket en goodiebag til hver af os deltagere, som vi fik udleveret da vi sagde "tak for i dag".
Alle goodiegaverne var samlet i et stofnet fra Ib Laursen, der også havde sponseret et bundt starinlys. Der var også kaffe fra Østeriet, forskellige frugt -og nøddebarer fra Castus, julete med hjertechokolade fra Tebutikken i Kolding, et håndlavet armbånd fra Anne Black og en gaveæske med creme fra Mit Liv.
Det var en dejlig pose at få med sig hjem, men det var ikke det eneste jeg var heldig at få med. Jeg var nemlig så heldig at vinde den største sponcergave: En SodaStream Source sodavandsmaskine. Hvor heldig kan man være :) Vi slog med 3 terninger og den der fik det største antal vandt. Jeg slog som den næstsidste 13 - så det nummer kan der altså godt være held ved.

Maskinen er afprøvet og den skal vi nok blive rigtig glad for. Ikke fordi vi drikker så meget sodavand, men den er jo også god til danskvand og det kan vi alle her i familien rigtig godt lide :)

tirsdag den 26. november 2013

Blogtræf i Kolding

Lørdag var jeg til et dejligt blogtræf i Kolding. Helle, der har bloggen Garnkoglen, havde fået stablet dette fine arrangement på benene og åbnede sit hjem op for en flok kreative medbloggere.
Vi havde på forhånd fået et par opgaver. Vi skulle blandt andet, hver især medbringe noget spiseligt til en fælles buffet. Jeg nåede at tage et par billeder af maden inden vi gik ombord i den vel assorterede lækre buffet. Der var rigeligt at lade sig friste af og jeg fik også spist lidt mere end godt er.

Lidt udvalg af den lækre buffet
Der blev dog ikke kun spist. Rundt om bordet var der gang i mange forskellige ting - men som du måske kan ane på billederne, blev der også spist lidt indimellem de kreative sysler. Der var en meget afslappet stemning og efterhånden var bordet fyldt op med både tallerkener, bestik, glas og krus, men også med, garn, stof, perler, karton og en enkelt symaskine.

Helle havde pyntet bordet med levende lys - Mette syede hagesmækker på sin medbragte symaskine - Lene hæklede julegris til en ranke - Mette hæklede hovedet på et rensdyr
Line lavede fine ophæng - Simone syede perler til en nøglerem - Jeanette strikkede - Anne hæklede cupcakes.
Der mangler et par stykker, som jeg ikke fik fotograferet, men de sad helt sikkert ikke bare med hænderne i skødet  - måske var de ude og hente mad, da jeg gik rundt med kammeraet :)
Jeg fortæller lidt mere om blogtræffet senere i denne uge. Men jeg vil gerne slutte dette indlæg af med, at sige tusind tak for en rigtig hyggelig dag. Selvfølgelig til Helle, men også til de andre deltagere, der hver især gjorde sit til, at det blev en super hyggelig oplevelse. Der var som sagt en rigtig god og afslappet stemning hele dagen og jeg følte mig godt tilpas.

Fortsættelse følger ....

tirsdag den 19. november 2013

Julestressen breder sig

Små fine paddehatte med både prikker og bark :)
Det er pludselig gået op for mig, at det snart er jul. Jeg har faktisk ikke spekuleret så meget på julen i år. Tror det hænger sammen med, at jeg ligesom trækker et filter op foran ansigtet, når jeg allerede sidst i oktober spotter de første tegn på jul i diverse supermarkeder, der vil sælge pebernødder og andet julerelateret. Senere er det bombardementet af kataloger, der når uhørte højder i de sidste to måneder inden juleaften.
Jeg er så småt ved at tænke på, hvad jeg skal nå. Den anden dag var jeg i Brugsen og jeg kom i julehumør. Dette julehumør var årsagen til, at der kom lidt pynt med hjem i form nogle små mini paddehatte i træ. Paddehattene kommer sikkert til at pynte i nogle dekorationer. Jeg blev også fristet af et fint glasjuletræ med farverige julekugler på. Det er lidt kikset på den gode måde :) Juletræet tilhører kategorien: "Det som  jeg elsker, fordi det netop er lidt grimt" Men det taler også  til min indre glimmerprinsesse. Det er farverigt og festligt - det gør bestemt ikke noget. Det skal måske stå sammen med et kalenderlys  - nu må jeg se.

Små farverige julekugler med både glimmer og glitter
En adventskrans skal jeg også have lavet. Jeg plejer at binde den selv. Det har jeg overvejet, om jeg skal i år. Måske skal den være strikket - måske ikke. Jeg skal nok snart til, at tage nogle beslutninger. For lige pludselig er første søndag i advent og den falder i år den 1. december. Der er kun 11 dage til, at det første lys skal tændes. Det er da vist godt, jeg har fået øjnene op for, at det snart er jul.


På lørdag skal jeg til blogtræf hos Garnkoglen. Det glæder jeg mig til, men jeg er også meget spændt. Jeg kender ingen på forhånd, men jeg tør godt alligevel. I den anledning er der også lidt, som jeg skal have styr på. Jeg skal have frugt med, så der er heldigvis ikke den store forberedelse til det. Lidt indkøb skal der til. Derudover skal der medbringes to pakker til en slags pakkeleg. Det giver mig lidt hovedbrud. De må gerne være hjemmelavede. Ja men hvad laver man lige? Noget som skal falde i god jord hos kreative kvinder - jeg synes det er svært. De fleste kan jo selv og måske har vi ikke samme smag - måske tænker jeg bare for meget. Det er jeg før blevet beskyldt for. Måske køber jeg bare noget, måske skal jeg bare ... måske..

søndag den 17. november 2013

Projekterne står i kø, men ....

Andreas ønsker sig denne cardigan
Blogudfordringen som jeg har deltaget i slutter i dag. Den sidste overskrift lyder:  "Mit næste projekt skal være .."
Da jeg længe har lovet min søn Andreas, at jeg ville strikke en trøje til ham, bliver det mit næste større projekt. Andreas hører bestemt ikke ind under kategorien små mennesker. Han er omkring de 2 meter og han er ikke en spinkel type. Derfor bliver det også et lidt større arbejde, end jeg egentlig har mod på og lyst til. Andreas har plaget længe... Endvidere har han selv fundet en opskrift på Ravelry og han har snakket om denne trøje i et par måneder nu.
Det endte med at jeg overgav mig og jeg købte mønsteret for et stykke tid siden HER. For så kunne vi da lige kigge lidt på opskriften. Det er jo næsten det samme, som at tage ud for at se på hvalpe eller kattekillinger...Derefter var der næsten ingen udvej tilbage og jeg skal selvfølgelig nok strikke trøjen til ham. Vi har sammen været ude og kigge på garn og farver og nu er det bestilt. Så jeg venter kun på at butikken får det valgte garn hjem, så jeg kan få slået maskerne op. Måske har jeg det om en uges tid.
Selvfølgelig har Andreas valgt en trøje med en masse snoninger og et bredt revers i rib - jeg forsøgte ellers at overtale ham til en anden model, men nej det skulle være denne. Det er også en klassiker og modeller med revers er meget hot lige nu. Han ville gerne have haft den i råhvid, men der fik jeg ham dog overtalt til en mere brugervenlig farve, som han også kunne lide. Jeg tror det er vigtig, at han selv har været med til at træffe beslutningerne. Nu er han tilfreds med modellen og farven. Så han får lige, hvad han ønsker sig og mon ikke det er medvirkende til, at han helt sikkert også vil bruge cardiganen mere. Det er jeg overbevidst om..Så kan det godt være den bliver sej, at komme igennem, men hvis han bliver tilfreds, så gør jeg også.

Til sidst vil jeg da lige sige, at det har været sjovt, at deltage i denne blogudfordring, som på mange måder har været udfordrende for mig.
Jeg synes, det har været lidt stressende, at skulle "levere" et nyt indlæg hver dag i en uge. Jeg er nok ikke typen, der kan nøjes med at lave små og hurtige indlæg. Det betyder noget for mig, at det jeg lægger ud er noget, som jeg personligt kan stå inde for. Endvidere bruger jeg en del tid på mine billeder og på min tekst, da begge dele er noget, jeg stadig øver mig på. Derfor passer det bedre for mit temperament, at lave indlæg når det lige passer ind i min hverdag, både hvad angår tid og overskud. Men jeg har da fået lavet mine indlæg i løbet af ugen, så det gik jo alligevel trods mine egne krav ;)
Til gengæld har det været rigtig dejlig, at have en fast overskrift, at gå ud fra. Det har pirret til min fantasi, hukommelse og lidt til kreativiteten. Jeg har også fået lavet nogle blogindlæg, som jeg helt sikkert ikke ville have lavet, hvis det ikke lige var for denne leg. Så det har været en god ide med de meget forskellige overskrifter, der har haft en form for rød tråd.
Jeg har endvidere opdaget et par nye blogs (for mig), som jeg nu følger og jeg glæder mig til fortsat at kikke ind også hos dem. Kort opsummeret om ugens blogudfordring "Mig og min hobby" = en god og positiv oplevelse.

lørdag den 16. november 2013

Ynglingsværktøj ?

Det er godt at have noget at vælge mellem
Nu er bloglegen snart slut, men der er da lige et par dage endnu og ugens næstsidste overskrift lyder: "Mit yndlingsværktøj, når jeg er kreativ er..."
Når man som jeg, godt kan lide at have fingrene i mange forskellige materialer, kræver det jo også mange forskellige værktøjer/redskaber. Det at skulle vælge et yndlingsværktøj, vil derfor næsten være en umulighed. Det kommer meget an på, hvad der lige optager mig i øjeblikket og hvilke projekter, jeg har ideer til.
På det seneste har det dog været hæklenålen, der har været mit foretrukne redskab og den har hjulpet mig med at få nogle af mine ideer ført fra hovedet og ud i hænderne. Det sidste kreative selvkomponeret jeg har lavet er min hæklede snemand, som jeg også har lavet en opskrift på. Jeg er simpelthen så glad for al den positive respons, jeg har fået efterfølgende. Det er uden tvivl med til, at jeg helt sikkert vil arbejde videre med de ideer, som jeg har, der kan bringes frem ved hjælp af min hæklenål. Lige nu arbejder jeg på en hæklet ræv og ræven kommer, der sikkert også en opskrift på. Opskriften bliver dog ikke gratis, men kommer nok til at ligge i samme prisklasse som opskriften på mine hæklede frøer.
Jeg kan godt lide, at jeg i kraft af hæklingen er i stand til at skabe tre dimisionelle former, som efterfølgende kan sættes sammen til en helhed tilsidst. Nogen gange skal der ikke så meget til. Når man kigger på frøen er det egentlig meget simple dele, men tilsammen udgår de en helhed og der kommer en dejlig frø figur frem - bare ved hjælp af en hæklenål og lidt garn.
Hæklenålen er nem at tage med sig. Men når jeg skal være kreativ og lave nye modeller, sker det altid hjemme i fred og ro. Der bliver gjort mange notater undervejs og der bliver pillet en del op. Derfor er hæklenålen nok lige pt mit yndlingsværktøj hjemme og strikkepindene er dem jeg tager med mig, når jeg skal være sammen med andre. Derudover er der alle de andre værktøjer/redskaber - nålen, penslen, symaskinen, blyanten, saksen og ..... som alle er ynglinge på hver deres måde. Der er i hvertfald ikke nogen af dem jeg vil undvære ;)

fredag den 15. november 2013

Jeg kunne godt tænke mig at lære at ...


Heldigvis bliver man aldrig for gammel til at lære nyt. Det handler dagens overskrift i ugens blogudfordring også om. Den lyder nemlig således: "Jeg kunne godt tænke mig at lære at ...."
Jeg er altid på udgik efter nye og spændende udfordringer. Det er også en er grundende til, at jeg besøger flere af de hobby og håndarbejdsmesser der løber af stablen i løbet af året. Jeg er derigennem blevet præsenteret for flere nye materialer, teknikker og ikke mindst kurser.
De sidste par gange jeg har været i Viborg til husflidsmessen "Kreativ Fritid", har jeg været meget fascineret af en stand, hvor der er blevet lavet store figurer i noget formbar dekorations-beton. På den sidste messe i Viborg, fandt jeg ud af at der ville komme et weekend kursus igennem Nr. Snede og Omegns Husflidsforening i marts 2014. Selvom kurset er lidt dyrt (tror ikke det er dyrere end andre kurser), gik der ikke mange dage før jeg ringede og meldte mig til.
Underviseren på kurset hedder Erik Heiss og det er også ham, der har udviklet MakeMake dekorationsbeton og jeg glæder mig rigtig meget til, at komme på kursus og ....
LÆRE AT ...lave min egen skulptur i beton,  fremstille grundform i flamingo, få opbygget en figur ved hjælp af forskellige teknikker, samt  få lært nogle ny male og farveteknikker. 
Du kan læse meget mere om materialet og dets muligheder lige HER.


På messen i Fredericia havde MakeMake også en stand, som jeg selvfølgelig skulle kikke nærmere på. Jeg fik også taget lidt billeder af noget af det der var med på standen. De fleste af figurene var lavet af en kunstner, der hedder Eva Dahl Angaard og som også arbejder i beton-ler, som jeg også kalder det.
Det er et materiale, som der er rigtig mange muligheder i. Dekorationsbetonen er som ler, at arbejde med, men skal ikke brændes som ler, det kan males og så er det frostsikkert. Det er jo ideelt til sjove havefigurer.


Lige en lille tilføjelse - der har indsneget sig en fejl mere i opskriften på Hæklet snemand. Man skulle tro det var drillenissen, der allerede havde travlt ;) Opskriften er opdateret i dag og det drejer sig om et par omgange i hatten og det duer jo ikke når det skal være en høj hat:

torsdag den 14. november 2013

Grim, grimmere, grimmest og kiks


Overskriften i dagens blogudfordring er " Det grimmeste, mest kiksede jeg har lavet". Det er en overskrift, der for en perfektionist, godt kan volde en del kvaler. Jeg vil kalde mig selv for perfektionistisk. Jeg kan lide, at lave mine ting ordentlige og stiller store krav til mig selv. Jeg piller gerne op eller starter forfra, hvis der er noget som skuer i mit øje. For i sidste ende er det vigtigt for mig, at jeg er tilfreds med det færdige resultat. Ellers kan jeg ligeså godt lade være. Hvis jeg har lavet noget, som jeg ikke synes er tilfredsstillende bliver det rettet eller i sidste ende droppet og smidt ud.
Ovenstående kan måske for nogen lyde lidt frelst, men det er nu sådan, jeg er skruet sammen og det er en del af min personlighed - på godt og ondt. For der er nemlig også en bagside - det kan til tider være svært når ens egen krav er så høje. Bloggen er med til, at jeg slipper det lidt. For hold da op, det har været grænseoverskridende for mig, at poste billeder af mine ting, i nærbilleder og vide, at der sidder en masse andre, som kikker på og vurderer mine ting (og mig). Det bliver nemmere og nemmere med tiden.
Jeg har selvfølgelig lavet meget grimt i løbet af et efterhånden langt kreativt liv og nu er det jo meget individuelt, hvad man synes er grimt eller kikset. Jakken jeg viste i mandags, synes Andreas foreksempel var grim, men han har heller ikke det samme forhold til denne jakke, som jeg har. Jeg er da også ret sikker på, at noget af alt det tøj, jeg syede i slut 80'erne, vil i dag blive betragtet af mange som grimt (indtil det bliver moderne igen).
For at vende tilbage til dagens udfordring, så har jeg fundet lidt frem til dette indlæg (så alt er ikke smidt ud)

Lidt grim har man da lov til at være ;)
Det første, jeg vil vise, er nogle billeder, jeg lavede i 2011, da jeg var på Livsstilhøjskolen Gudum. Billederne er lavet med en ætseteknik på lærred, hvor der først lægges et lag bladmetal og derefter placerer man forskellige ting, blade eller skabeloner ovenpå inden ætsningen. Det første billeder er lavet med en masse forskellige ting på og det blev til et af de grimmeste billeder, jeg nogensinde har set. Det er simpelthen for trist og for rodet, men måske kan jeg male ovenpå det engang. Derfor er det gemt.
Det næste billede med gravhunden, er jeg til gengæld meget tilfreds med. Dette billede styrede jeg lidt selv med skabeloner, som jeg tegnede og klippede ud i karton. Skabelonerne placerede jeg meget bevidst og derefter er der lagt farve på forskellige steder. Gravhunden på billedet er inspireret af Chili og en trimning.
Kom lige til at tænke på Ib Grønbæk, der synger: "Hvorfor må jeg ikk' få Beatles-hår, hvorfor ska' jeg altid klippes mor?"
Jeg synes den er grim på en pudsig måde.
Gravhunden ovenover er lavet på Skals - højskolen for design og håndarbejde. Jeg var på et længere kursus i 2010 og jeg havde keramik/Raku som en af mine tilvalgsfag. En af opgaverne var, at vi skulle lave en elefant i ler uden at kigge imens. Det vil sige en slags blindtegning - bare med ler. Jeg mente nu, at jeg også skulle lave en gravhund og resultatet af mine anstrengelser ser du så her. Køn er den ikke, men grim ved jeg heller ikke om den er. Måske er den så grim, at man bare må holde af den alligevel. Det var en disciplin, der udfordrede mig og først havde jeg bare lyst til at smide den væk, men nu står den faktisk fremme i min stue.


- nu når vi også snakker kiks, så må det mest "kiksede" jeg har lavet være. KIKSEKAGE



Eller måske disse JULE - KIKS

onsdag den 13. november 2013

Det jeg er i gang med lige nu


Så blev det onsdag og jeg er nået til den tredje overskrift i ugens blogudfordring. Denne overskrift var rigtig nem, synes jeg. Jeg har altid gang i noget - nogen gange mere end på andre tidspunkter. Men så kom jeg til at spekulere på, om det var alt det man havde til at ligge, som er påbegyndt og som måske kommer frem engang igen. For så har jeg meget (jeg er nok ikke den eneste, der har det "problem")
Som skrevet i mit tidligere indlæg, kan jeg rigtig godt lide at have gang i meget forskelligt på en gang. Noget af det jeg har gang i er nemt at tage med sig og andet kræver en vis ro og fordybelse.
Nedenstående er nogle af de ting jeg har fremme og er i gang med lige nu

  • Et sjal jeg begyndte på tilbage i april - det hedder Bifrost og garn og opskrift er fra Garngaragen. Hvis du vil se starten på sjalet kan det gøres lige HER og garnet og billede af mønsteret kan ses HER
  • Et par grydelapper til Katrine (en bestilling/et ønske) - der mangler ikke meget, så hvorfor har jeg ikke fået lavet dem færdige. Tror det er fordi, jeg efterhånden har hæklet rigtig mange af denne model og så er sort ikke den mest festlige farve, men praktiske det de.
  • Jeg strikker også på tykke pinde. Jeg begyndte på en cardigan i efterårsferien. Du kan se et billede af modellen HER
  • Jeg broderer også ind imellem og det hygger jeg mig meget med. Jeg er i gang med 3 høns fra Fru Zippe. Jeg købte dem til husflidsmessen i Viborg i år. Du kan se et billede af alle 3 høns HER
Det var så lidt af det, som jeg har gang i lige nu, men jeg faktisk endnu en ting i ærmet, som jeg lige vil vise her. Jeg er i gang med at hækle et nyt dyr - en ræv og jeg håber på, at jeg snart bliver færdig. Jeg kunne altså godt tænke mig lidt flere timer i døgnet.


I går gik vores opvaskemaskine i stykker og den kan vist ikke repareres. Den var selvfølgelig fyldt til bristepunktet med masser af beskidt service. Nu skal jeg, derfor have fundet baljen og børsten frem og i gang med den stor opvask .....jeg ville da meget hellere strikke eller kigge i nogle af alle de skønne bøger, som jeg har lånt på biblioteket. For det at læse/kigge i håndarbejdsbøger er også noget af det, som jeg altid har gang i - det er så hyggeligt.


tirsdag den 12. november 2013

Nu er fejlen rettet

Billedet er fundet HER
Nej jeg rykker mig ikke i håret og det hjælper nok heller ikke. Så jeg nøjes med at skrive dette lille indlæg. Jeg har i dag fundet ud af, at der i opskriften på min Hæklede snemand havde indsneget sig en lille fejl. I omgang 32 havde jeg skrevet, der skulle være 60 masker - det er nu rettet til det korrekte antal, som er 78. Har du hentet opskriften inden d. 12. 11. 2013, så skal du lige være opmærksom på det. Fejl sker og heldigvis kan de fleste rettes - jeg husker mig selv på, at det er mennskeligt at fejle og så overvejer jeg da også om jeg næste gang (for mon der ikke bliver en sådan) skal have læst korrektur, inden jeg smider opskrifterne ud offentligt.

Mit yndlingsmateriale


Dagens overskrift i ugens blogudfordring handler, om det yndlingsmateriale, som man godt kan lide at lege med. Nu er jeg en af dem, der rigtig godt kan lide, at få fingrene i mange forskellige materialer. Jeg har efterhånden prøvet mange forskellige ting inden for håndarbejde, men også de mere hobby relaterede har været på dagsordenen hos mig gennem tiden. Jeg har lavet "næsten alt"  lige fra broderi til stenhugning, så jeg spænder vidt. Jeg kan vældig godt lide, at det ikke er det samme hele tiden og jeg har tit (læs altid) gang i flere forskellige ting på en gang. Men, hvis nu jeg skal vælge og det skal man jo i denne leg, så må det være noget med fibre. Fordi det har jeg altid beskæftiget mig med på den eller anden måde. Håndarbejde har altid været/er en del af min identitet og det har også været den røde tråd i mit arbejdsliv og jeg kunne ikke forstille mig et liv uden fibre. Da jeg lige for tiden hækler en del og hygger mig meget med at lave mine egne opskrifter, er mit valg derfor - TA DA ikke overraskende:
GARN
- og når jeg hækler, er det mest bomuldsgarn jeg arbejder med. Bomuld er let at arbejde med og findes også i så mange flotte og klare farver. Jeg synes, det er inspirerende med et stort farveudvalg og det gør det bestemt heller ikke kedeligt, at der er noget at vælge mellem, når man som jeg er glad for farver. Jeg har derfor også valgt, at tage et billede, der viser lidt af mit bomuldsgarn.