mandag den 31. december 2012

2012 rinder ud

Min nytårshat - så er jeg klar til fest
Jeg vil lige starte med at sige, at jeg ikke har været ret meget på bloggen her imellem jul og nytår. Jeg har til gengæld haft kvalitets-tid sammen med manden i mit liv. Han rejser igen til Norge allerede d. 2. januar og skal være deroppe i 3 uger og derfor har jeg  prioriteret, at tilbringe mest muligt tid sammen med ham.
Jeg har også haft en lille kreativ pause, men jeg har flere ideer/projekter, der sikkert skal afprøves indenfor nærmeste fremtid.
Nu har jeg snart været blogger i 2 måneder og jeg synes, det har været en dejlig positiv oplevelse. Jeg har på denne korte tid fået så mange hyggelige, søde og dejlige kommentarer på min blog og det vil jeg hermed gerne sige tusind tak for, hver eneste kommentar er læst og har bragt mig glæde og jeg håber selvfølgelig, det vil fortsætte i det nye år. Endvidere er jeg overvældet over den interesse, der har været for mine blogindlæg og synes det er fantastisk, at jeg allerede har fået over 50 faste læsere.
Året har også budt på nye bekendtskaber - jeg har mødt en flok dejlige kvinder i strikkecafeen og ser frem til mange flere hyggelige timer i deres selskab.
Det skal fejres :-)  sender en raket op i aften og vil tænke på alle jer dejlige læsere derude imens.
Strikkefåret ønsker alle et godt, lykkebringende og kreativt 2013.

GODT NYTÅR
.

torsdag den 27. december 2012

Juledagene vel overstået

Julegave fra mine børn - Medusa og Herstal stager
Vi havde en rigtig hyggelig juleaften, helt i min ånd, hvor samvær og hygge var i højsædet og glæden ved, at give og modtage er gået hånd i hånd.


Jeg har nydt de sidste par dage i selskab med familien, god mad og hygge. Der har været tid til afslapning og  det har været tiltrængt. I går var vi til julefrokost hos min mands familie, hvor der traditionen tro foruden god mad og drikke blev spillet pakke leg. Det er helt utroligt hvilken iver og voldsom entusiasme, der kommer op i især de voksne, når de stjæler pakker fra hinanden, farer rundt om bordet og kaster sig over de største og pæneste indpakkede pakker- selvom man på forhånd ved, at pakkerne nok ikke indeholder ting, man ikke kan leve foruden og de største som regel også er camouflage - men hold da op, hvor fik de fleste pulsen op og røde kinder. Et godt grin blev der også plads til, så det var helt som det plejer at være og det er nu heller ikke så ringe endda.
Fortsat god jul til alle - nu venter nytåret lige rundt om hjørnet. Vi skal være sammen med gode gamle venner og jeg glæder mig allerede :)

mandag den 24. december 2012

Glædelig jul fra Strikkefåret

Trolde nisser lavet sidste år i træ modeller masse
Ja, så blev det endelig den 24. december og jeg glæder mig til alt det, der hører denne dag til. Jeg skal være sammen med de tre mennesker der betyder allermest for mig - mine børn og min mand. Vi skal hygge, spise, grine, pakke gaver op, spille spil og bare være sammen og nyde.
Jeg vil i en stille stund tænke på dem, der ikke er her mere ( især min mor) og derfor ikke kan være en del af denne dag/aften, men også være taknemmelig for den tid vi trods alt har haft sammen.
Den sidste tid har for mig været hektisk og jeg har hele tiden følt, jeg var lidt bagud med det hele. Men nu kan jeg så konstatere at jeg nåede det, jeg skulle og det jeg ikke nåede var måske ikke så vigtigt. Så selv om jeg ikke er gået amok i jule-pyntningen af vores hjem, ikke har bagt flere forskellige småkager, ikke har skrevet et eneste julekort og ..... så er det alligevel blevet den 24. december. Det er nu, det er nu og jeg ved at aftenen bliver helt som jeg ønsker, for bare jeg er sammen med dem jeg elsker, så har jeg fået det jeg ønsker mig allermest på denne dag.
Jeg vil hermed ønske alle en rigtig glædelig jul og håber i alle må få en rigtig hyggelig jul i selskab med mennesker, der betyder noget ganske særligt for jer.

Til slut vil jeg lige vise, hvad mine store børn på 16 og 21 hyggede sig med i går aftes. De lavede deres egen Rudolf kiks. Jeg synes det er dejligt, at selvom de er store, kan de stadig hygge sig i hinandens selskab og gider at være lidt barnlige.





søndag den 23. december 2012

Kender i den om Rudolf .....

Nåede lige, at tage et par billeder, mens der var lys
Jeg blev færdig med de sidst julegaveindkøb og fik fyldt køleskabet op i går. Havde faktisk tænkt, at jeg bare skulle blive indedørs og hygge i dag med familien, men vi havde altså et lille ærinde, som vi ikke kunne udsætte. Vi har været ude og købe en ny vaskemaskine, så vi igen kan få rent tøj på :) og det er jo dejligt. Det var mindre dejligt, at begive sig ud i det vejr, vi har her i dag. Vi bor på landet og her fyger vejene hurtigt til. Så min mand og jeg havde en spændende tur i hans varebil, som ikke har fået vinterdæk på i år. Men vi kom da frem og fik også maskinen med hjem - så derefter kunne jeg slappe af med lidt mere hyggelige sysler.
Jeg havde planer om, at lave nogle nemme, sjove julekiks i form af nogle Rudolf hoveder, som jeg købte ind til den anden dag. Samme aften havde jeg sprøjtet smeltet chokolade ud til gevirer og lavet øjne af nogle almindelige hvide chokolade knapper og de har så bare ligget i fryseren indtil idag. Jeg havde også købt nogle chokolade kringler, som jeg tænkte kunne bruges til gevirer, hvis det andet mislykkedes.
Selve "hovedet" er en Oreo kiks og næsen er røde M&M's.
Ideen har jeg fået her, men der er brugt saltkringer til gevirer og nogle færdigkøbte øjne. Min version synes jeg er ligeså fin. Jeg havde faktisk også købt nogle saltkringer (efter lang tids søgen, fandt jeg nogen i Lidl), men jeg har forsøgt, at knække dem til gevirer, men synes det var temmelig frustrerende og ikke spor hyggeligt.

Nogle gevirer er mere kringlede end andre
I aften kommer datteren og svigersønnen og spiser med - og så skal vi sikkert have en lille Rudolf kiks senere, hvis vi kan få os selv til, at sætte tænderne i ham.

torsdag den 20. december 2012

Fortolkning af en rævestreg


Nu er jeg blevet færdig med min strikkede ræv. Jeg købte jo et kit til denne, da jeg var til marked i Horsens - den 1. december.
Det var lidt svært for mig, at komme rigtig igang med denne opskrift. For det første var jeg ikke helt sikker på, at der var garn nok med i det kit jeg havde købt. ( jeg vejede det hvide og der var 12 gram og i opskriften står der man skal bruge 20 gram) og det hvide garn var lidt tyndere end den brune og heller ikke helt rigtig, synes jeg. Det resulterede i, at jeg begyndte mindst 4 gange, men var ikke rigtig tilfreds.
Derfor fandt jeg noget garn, jeg havde på lager og valgte så, at strikke med en tråd af supersoft 100% uld og en tråd strømpegarn fra hjertegarn og samtidigt gå op på en pind nr. 4.
Endelig var jeg tilfreds - men jeg har også lavet nogen små ændringer i  opskriften undervejs.

  • Jeg startede med halen, men tog kun ud til 29 masker, istedet for de 32 der står i opskriften.
  • Derefter har jeg taget 6 masker ind, fordelt på den næste pind = 23 masker som jeg har strikket i rib.
  • Taget ud til 26 masker igen efter ribstykket.
  • Efter ribstykket har jeg strikket 75 ret riller.
  • Jeg har strikket selve hovedet i to farver, for at få et mere foxy udseende. Se diagram 
  • Efter snuden har jeg strikket med hvidt og afsluttet med en enkelt rille i den orangerøde inden jeg har lukket af.
  • Snuden er syet sammen i hver side, hvilket giver lidt mere hold på dyret.
  • Jeg har kun slået 12 masker op til ørene og jeg har afsluttet dem med en række knaphulsting syet med den orangerøde og har derefter hæklet en fastmaskekant.
  • Selve øjnene var jeg meget i tvivl om og prøvede forskellige knapper, men det blev altså de lidt mere fjollede (også fra lageret)




Jeg synes min ræv er blevet super sød og fræk og jeg er temmelig tilfreds med det endelige resultat.

Nu mangler jeg bare, at gøre sønnen flov, når jeg iklæder mig mine nye ræv - for som han sagde: Du skal da ikke selv gå med den, skal du?
Til det kan jeg kun svare: Jo det skal jeg og jeg vil gøre det med stolthed :) 

Tilføjelse 3.1.2013:
Jeg har fundet ud af, at Liselotte på
Slagt en hellig ko også har en version.
Den er strikket modsat fra hoved til hale og med mindre montering.
Tjek den ud her

tirsdag den 18. december 2012

Syede tøj dyr


Mange af mine julegaveindkøb er foregået på nettet. Det har været nemt og bekvemt. Fordelen har også været, at jeg har været rimelig sikker på, at tingene ikke har været udsolgt og jeg ville modtage det inden jul. Hvilket ikke altid har været tilfældet i forhold til det, jeg har skulle købe i de fysiske butikker.
Når man sådan handler på nettet kan det dog være en ulempe at der findes så mange fristelser. Det er så utroligt nemt lige, at putte noget i indkøbskurven, som det egentligt ikke var meningen, men som man lige pludselig ikke kan leve uden. Det er så sket igen. Jeg skulle bestille noget på Amazon og for ikke at skulle betale porto, skal man op på et vist købs-beløb. Det ville lige passe hvis jeg købte en bog (eller to) tænkte jeg. Ha Ha
Der er så mange engelske håndarbejdsbøger, at det nogen gange kan være rigtig svært at vælge. Men jeg beherskede mig og købte kun en til under 100 kroner. Når jeg så samtidigt sparede portoen, så synes jeg det må betegnes som  er en win-win situation - Jeg fik købt julegaver og en lille ting til mig selv ( jeg går kraftig ind for selv-forkælelse)
Bogen, jeg købte, var en sy bog med mønstre og anvisninger på de sødeste tøjdyr. Der er ihvertfald 2 modeller, som jeg helt sikker gerne vil sy en gang. Er helt vild med pandaens udtryk og så er der en frø i bogen, men den har jeg ikke lige fotograferet. I får lige et billede af en løve istedet, for den er også ret sød efter min mening.

Pandapigen  Lou-Lou
Løven Preston
Bogen hedder:
Sewn Toy Tales og der 12 forskellige søde og sjove mønstre man kan vælge imellem.  
Bogen er fra de to søstre Rosalie Quinlan og Melanie Hurlston, som også står bag Melly & Me., som også har lavet flere mønstre, der kan købes i løssalg hos flere patchwork butikker her i danmark, ved jeg.

søndag den 16. december 2012

En ulykke kommer sjældent alene

Billedet er lånt herfra
Nu troede jeg så, at julen freden ligesom kunne indfinde sig på min matrikel.
- Men nej sådan skulle det ikke lige gå.
I torsdags kørte jeg min kære husbond til Billund, for han skulle nemlig til Norge og arbejde (Han kommer heldigvis-heldigvis-heldigvis hjem inden juleaften)
Jeg har så tit været alene, når han skulle ud, så det er ikke noget problem i sig selv. Jeg tænkte endda, da jeg  kørte hjemad i bilen, at det kunne nu være helt rart med lidt tid for mig selv og så kunne jeg stille og roligt i mit eget tempo få ordnet alle de forberedelser, der sådan høre julen til.
Men nu gik det altså sådan her i weekenden, at de julegaver jeg havde tænkt, jeg skulle købe var udsolgt. Det er jo et lille problem, for jeg finder jo nok på noget andet istedet, så det er jo ikke noget at hidse sig op over.
Men jeg har altså også haft andre problemer - ikke et men to - og de er efter min mening lidt mere problematiske.
Vores efterhånden gamle, men trofaste vaskemaskine valgte netop nu at blive utæt og det imens den var godt igang med en vask og oveni det gik vores træpillefyr i strejke/i stå. Med det resultat, at jeg har tilbragt en del tid i røret med min mand her i weekenden. Han har forsøgt på bedste pædagogiske evne, at telefonisk vejlede mig igennem en  reparation af vaskemaskinen - det lykkes ikke. Med hensyn til pillefyret, er der efter flere forsøg nu sendt bud efter en professionel, der forhåbentlig kan fikse det, så jeg kan få varmen igen.
Nu sidder jeg og venter og tænker på, om jeg allerede i morgen skal få købt en ny vaskemaskine. Gad vide om min mand ønsker sig en sådan i julegave?
PS - Har forøvrigt haft en god weekend i selskab med familie til æbleskiver, gløgg og pakkeleg.

lørdag den 15. december 2012

Konfekt eller kiksekage - ja tak

De andre kager er kun til pynt
Da jeg var barn, vidste vi børn, at når vi besøgte vores bedstemor ved juletid, havde hun altid lavet en kiksekage. Jeg elskede denne "kage" og den er ligesom blevet en af de ting, der er indbegrebet af jul for mig. Jeg har også selv lavet den flere gange, efter jeg selv blev voksen. Jeg har lavet den efter flere forskellige opskrifter - nogen gange efter den traditionelle oprindelige med palmin og kakao, men jeg har også lavet den med rigtig chokolade og smør. Jeg synes, det er en kage, der ligesom hører julen til - men den kan selvfølgelig også spises på andre tidspunkter- Mine børn er altså også ret glade for kiksekage, men det er jo heller ikke en kage, der bliver serveret så ofte.
Jeg købte for et stykke tid siden nogle silikoneforme til mini muffins i Rema 1000, fordi jeg synes det kunne være super sødt engang, at bage nogle meget små muffin og pynte dem med en lille fin top. Kageforme kan man da ikke få for mange af og det er da dumt at gå ned på udstyr, har jeg sikkert også tænkt :-)

Forme købt i Rema 1000
Nu lå de her forme så og gloede på mig den anden dag, da jeg skulle finde på noget, jeg kunne tage med til juleafslutning i strikkecafeen. Jeg havde faktisk tænkt mig, at bage muffins og havde også fået fat i en god opskrift fra en jeg kender, der laver de flotteste kager.
Pludselig slog det mig - jeg ville forsøge mig med små kiksekager, sådan nogle små hapsere, man lige kunne putte i munden som en slags konfekt.
Så derfor lavede jeg disse kiksekage/konfekt ting.

Opskriften er der ikke noget nyt i, den er der sikkert mange der har i forvejen.

Kiksekage

3 æg ( HUSK de skal være Pastueriserede)
250 g flormelis
125 g kakao
250 g palmin
lidt vanillesukker

1 pakke kiks
jeg brugte bare almindelige runde mariekiks, istedet for de firkantede - de er også nemmere, at få fat i

Pisk æggene, flormelis og vanillesukker hvidt og luftigt  med elektrisk håndmikser
Smelt palmin og kakao sammen i en gryde - lad det køle lidt af
Rør forsigtigt det smeltede ned i æggemassen.

Fyld herefter den form du har valgt ca. halvt op med massen og stik knækkede stykker kiks ned i og fyld derefter op med mere "snask"
Jeg brugte en kniv til ligesom, at presse og glatte ud med - sørg for, at du får fyldt formen godt.
Derefter lagde jeg formen i fryseren til næste dag.
Kiksekagerne kan herefter vendes/trykkes ud af formen og spises straks - eller lægges i en kagedåse med lidt madpapir i bunden. Kagedåsen opbevares i køleskab indtil de små" kager" skal nydes.

Jeg fik omkring 42 stykker ud af denne portion og de er  hver 3 cm i diameter og det samme i højden
- så de er ikke voldsom store.

Opskriften kan selvfølgelig også bruges til en almindelig kiksekage lavet i en firkantet form foret med bagepapir.

Velbekomme


En enkelt skåret over

onsdag den 12. december 2012

Hæklede mus


Jeg hæklede jo et par mus i weekenden. Mens jeg sad og hæklede kom min store dreng på 16 forbi. Da jeg spurgte ham om, hvad han troede jeg lavede, svarede han "det ligner en grå gulerod" og det kan han jo have ret i.


Så måske skulle jeg kalde den for gulerodsmusen, musen der troede, den var en gulerod eller bare gulerod med øre.
Nå, men jeg lovede jer en opskrift og den kommer her

Hæklet mus

Jeg har brugt gråt 2 trådet uldgarn fra Navia og en hæklenål nr.3½
Det der står mellem ** skal gentages x antal gange
Magisk ring kan ses på Drops  video her

Krop: Der hækles rundt i ring

1. Start med a lave en magisk ring og hækl 6 fm i ringen
2. Hækl 2 fm i næste maske, 2 fm - gentag 2 x =8 masker
3. 8 fm
4. *2 fm i næste maske, 3 fm* x 2 = 10 masker
5.  10 fm
6.  *2 fm i næste maske, 4 fm* x 2 = 12 masker
7. 12 fm
8. *2 fm i næste maske, 5 fm* x 2 = 14 masker

9. + 10. =14 fm
11. *2 fm i næste maske, 6 fm* x 2 = 16 masker
12. + 13. = 16 masker
14. *2 fm i næste maske, 7 fm* x 2 = 18 masker
15. + 16. + 17. = 18 fm
18. *2 fm i næste maske, 8 fm* x 2 = 20 masker
19. + 20. + 21. = 20 fm
22. *2 fm i næste maske, 9 fm* x 2 = 22 masker
23. + 24. + 25. = 22 masker
26. *2 fm i næste maske, 10 fm* x 2 = 24 masker
27. + 28. + 29. + 30. = 24 masker

Kom fyld i - og fyld resten efterhånden inden hullet bliver for småt til det.

31. *hækl de 2 næste masker sammen, 2 fm* x 6 = 18 masker
32. *hækl de næste 2 masker sammen, 1 fm* x 6 = 12 masker
33. *hækl 2 masker sammen x 6 = 6 masker
Fortsæt rundt med, at hækle 2 masker sammen indtil hullet er lukket.
Hækl til sidst 20 luftmasker til hale.
Klip tråden - træk igennem masken og hæft tråden op igennem halen.

Øre: Der hækles rundt i ring
1. Start med a lave en magisk ring og hækl 6 fm i ringen
2. Hækl 2 fm i hver maske = 12 masker
3. *2 fm i næste maske, 1 fm* x 4 - dernæst hækl de 2 næste masker sammen x 2
Klip tråden så den er lang nok til, at sy ørene fast på kroppen med.
Lav et øre magen til.
Sy en rød træperle fast som snude og et par små sorte perler til øjne. Placer ikke øjnene for langt fra hinanden - jeg synes det er med til, at give musene det rigtige udtryk.



God fornøjelse - håber i kan tyde min opskrift :)






mandag den 10. december 2012

Julegave, mus og strik


Nu er jeg heldigvis kommet godt igang med julegaveindkøbene og det er altså dejligt, at der er noget, som hedder e-handel - det er da nemt og jeg har kunnet sidde hjemme og shoppe, alt imens sneen dækkede vejene.
Den anden eftermiddag fik jeg lyst til, at være lidt god ved mig selv. Jeg har længe ønsket mig en tablet, som skulle være min helt egen og kun min og  ikke var så stor. Da jeg var på indkøb sammen med mine børn "faldt" jeg over en Nexus 7. Min søn, der er ret god til alt, hvad der har med teknik at gøre, overbevidste mig om, at det var et fantastisk køb til pengene og derfor tog jeg en hurtig beslutning om, at den skulle da med mig hjem. Så nu har jeg givet mig selv en før julegave og ih hvor er jeg glad for den. Jeg er helt sikker på, at den skal jeg nok få meget glæde af.
Lidt håndarbejde er der også blevet lavet lidt af her i weekenden. Jeg har hæklet mig et par mus og opskriften lægger jeg ud her på bloggen, når jeg får ren-skrevet mine noter.

Endvidere er jeg begyndt på en ræv, men mere om den senere.



lørdag den 8. december 2012

Book of Spells


Den anden morgen så jeg tilfældigvis morgen tv på TV2 og et af indslagende var om det nye spil til Playstation 3 Book of Spells.

Wonderbook Book of Spells er en slags nutidig udgave af en bog. Selve navnet Wonderbook er navnet på serien, hvor så Book of Spells er den første udgivelse. Den er lavet i samarbejde med J.K. Rowling, som står bag de enormt succesfulde Harry Potter bøger.
I vores familie er Harry Potter bøgerne blevet læst højt for børnene siden den første bog udkom for en del år siden - og jeg skal hilse fra min mand og sige, at det er blevet til rigtig mange sider med ialt 7 tykke bøger ( det er nemlig ham, der haft den tjans).
Vi har selvfølgelig også set alle filmene og nogle af dem op til flere gange. Så derfor blev jeg ret nysgerrig, da dette indslag tonede frem på skærmen.
Det er et spil, hvor man deltager aktivt og jeg synes, det virker, som om det kunne være sjovt, at sidde selv og lege med tryllestaven ( hvis man altså er lidt barnlig som mig) Den vises nemlig på skærmen i ens egen hånd, og ligner fuldstændigt  en tryllestav taget ud af en Harry Potter film. I selve spillet har man som spiller mulighed for, at blive oplært som heks eller troldmand med egen tryllestav fra det hus man ønsker i Hogwarts ( En skole i Harry Potter universet for hekse og troldmænd mellem 11 og 18 år, hvor der kan læres magi) og det er da lidt sjovt, at man kan sidde og svinge sin "egen tryllestav" , imens man ser sig selv på skærmen og samtidigt kan øve sig på de besværgelser, som de fleste Harry Potter fans allerede kender - såsom Incendo, Wingardium, Leviosa og Expelliarmus.
Spillet er på dansk og det er også et plus i mine øjne og det er da en skam, jeg ikke har små børn længere - for så ville de helt sikkert ønske sig dette spil i julegave ( måske skal jeg ønske det selv, der kunne jo komme nogle børn forbi, der godt gider, at udøve lidt magi)
Spillet må absolut være kræs for Harry Potter fans og det ligger sikkert under en del træer i år.





torsdag den 6. december 2012

En lille hæklet kogle nisse

Se lige her, hvad en god ven Marianne- en rigtig kreativ pige, har lavet ud af  kogle-opskriften. Jeg har fået lov til, at vise jer hendes hæklede kogle nisse. Måske er der nogen, der kan bruge ideen. Jeg siger i hvert fald tak til Marianne for hendes skønne nisse :)
Jeg vil også gerne lige sige tak til alle mine faste læsere, der har valgt at følge min blog - jeg er bare så glad for, at jeg allerede har så mange læsere og nyder alle de mange søde kommentarer jeg har modtaget. TAK

Billedet er lånt fra Marianne

onsdag den 5. december 2012

Hæklede kogler

Den mindste af mine hæklede kogler - er ca. 3 cm høj
Jeg har været så heldig, at jeg har fået en opskrift på hæklede kogler fra en der hedder Laila. Hun har sendt mig opskriften og en vejledning, som jeg har fået lov til, at dele med jer. Jeg synes koglerne er rigtig søde og kan bruges på forskellige måder - for eksempel. i dekorationer og hængt op i en snor. De er nemme og forholdsvis hurtige at lave.
Jeg har hæklet to forskellige
 Den største er hæklet helt efter opskriften, men med pind nr. 3 med noget garn, der hedder Surf (50 g/100 meter) det er måske lidt tykkere end almindelig bomulds helårsgarn.
Den mindste er hæklet i Puppets 100 % bomuld 8/4 (50 g/150 meter), men her er jeg startet med 15 luftmasker, istedet for de 18 der står i opskriften og har brugt en nål nr.2½
Hvis du vil have en hæklet snor til ophæng, kan du starte med at lave så mange luftmasker du skal bruge til en snor - 2 gange længden ( skal foldes på midten ) og derefter de luftmasker du vil bruge til selve koglen.

Her er opskriften fra Laila 

Det er en opskrift hun har oversat til dansk og lavet billeder til. Den oprindelige kan du finde lige HER


Håber i får glæde af mønsteret og i ønskes alle en dejlig dag fra mig


mandag den 3. december 2012

Juledekorationer - jeg nåede det næsten


Jeg har som nævnt tidligere været lidt bagud med hensyn til at få lavet mine "obligatoriske" juledekorationer i år. Nu er jeg blevet færdig - Jubii. Tidlig søndag morgen gik jeg allerede i gang med at hente noget gran, som lige skulle tøs lidt op før jeg kunne bruge det - de første grene blev slæbt ind i brusekabinen og lå lidt derinde og dryppede af, indtil jeg skulle bruge det.
Det første jeg fik lavet, var en kalenderlysdekoration. Den var hurtig lavet, for jeg havde allerede på forhånd bestemt mig til, hvordan den skulle være og hvilke ting der skulle indgå. Den består af et stort porcelæns-fad med noget mos, hvorpå jeg har placeret et dådyr, nogle svampe, nogle grønne tråd kugler, et par store kogler (de er hjemtaget fra en ferie i Italien engang) og nogle lidt mindre fra en dansk skov og det hele er så garneret med en masse kugler i pang farver og til sidst er der stukket noget optøet gran i.
Jeg er blevet meget tilfreds og dekorationen er blevet helt, som jeg havde tænkt mig.Kalenderlyset, som jeg har brugt, har en brændtid på 110 timer. Derfor blev det tændt lige med det samme, efter jeg var færdig (jeg tog lige et billede først) - for jeg er jo som sagt lidt bagud og der et godt stykke vej ned bare til det første tal på det tykke lys. Gad vide om vi når, at brænde ned til den 24 - nu må vi se. Men det er ihvertfald dejligt, at have et lys, hvor man ikke hele tiden skal passe på, om man er kommet for langt ned og det kan brænde, når vi har lyst til lidt stearinhygge.

Krans og en gammel home -made træstub
Jeg fik også bundet en stor adventskrans. Jeg har for flere år siden fået lavet et spejl, hvorpå jeg kan placere min adventskrans. Siden da har jeg brugt dette spejl, men selve pynten på kransen har jeg skiftet lidt ud på engang imellem. Men da jeg godt kan lide, at bruge af det jeg har, er det i år "bare" blevet til det pynt, der blev brugt sidste år. En masse kugler og så selvfølgelig fire lys - store,tykke og cremefarvede - også med masser af brændtid i.



søndag den 2. december 2012

Dekorationer og sne



I år har jeg været lidt bagud i forhold til, at få lavet en adventskrans og en kalenderlysdekoration. Det var meningen, at jeg skulle have gjort det i går. Jeg plejer, at binde min egen krans og er så heldig, at have mulighed for, at hente alt det gran jeg har behov for hos naboen. Det havde jeg så tænkt mig, at det kunne jeg da bare gøre, når jeg kom hjem fra markedet i Horsens i går eftermiddags, men allerede da vi var på vej hjem kunne jeg godt se, at det vist blev for mørkt. Så jeg udsatte det til i dag og man kan vel også leve uden et kalenderlys den 1. december overbeviste jeg min mand og børn om (nok mest mig selv)

Da jeg så stod op her til morgen, var det helt hvidt udenfor - et smukt syn - men....nu er grantræerne dækket af et tykt lag koldt sne, så nu ærgrer jeg mig over, at hvis jeg da bare lige havde hentet noget gran, inden jeg tog afsted i går, havde det da været en del nemmere i dag. Nå, men jeg må bare der ud og ryste sneen af grenene, så jeg kan komme igang med de dekorationer.








Det er hunde-koldt og ikke vejr for en lille hund

lørdag den 1. december 2012

Designcellerne og rævestreger


I dag har jeg sammen med min datter været til marked i Horsens - Designcellerne, som er et samarbejde mellem Fængslet og Stormsalen.
Her var 16 forskellige designer inviteret til, at udstille i fængslets celler og herfra solgte de også deres varer. Der var rigtig mange fine ting. Jeg synes, det er en rigtig sjov ide, at de forskellige designere havde hver sin celle. Eneste minus var, at der ikke var meget plads og der kunne ikke være mange inde i en celle af gange. Men på den anden side gav det også en fornemmelse af, hvor trangt og indelukket det må have været, at være indsat, da det fungerede som fængsel.

Jeg hilste på Trine Kok, der har en blog - Meraki. Hun har lavet en oversættelse af en finsk opskrift på en fin ræv, der kan slynges om halsen  (ikke en ræv bag øret, men om halsen ;)) Hun kalder den rævestreger og opskriften kan findes her.
Det er Trine Kok, du kan se på billedet med rævestreger om halsen. Hun var så sød, at lade mig tage et billede af hende med den fine ræv. I cellen solgte hun garnkits til rævestreger og et sådant måtte jeg selvfølgelig have med mig hjem. Jeg fik desuden en lille bonusgave - et lille kit på en lille ting til håret - tak for det.

UPDATE: Jeg har strikket en ræv, men har lavet lidt om på mønsteret - du kan se min version lige HER

Der var som sagt mange andre fine ting. Her lidt fra Julie Bach, der blandt andet laver nogen fine læder-smykker.


 - og til sidst en sprællebjørn, som jeg desværre ikke kan huske hvem, der er ophavs kvinde til.

Håber i alle har haft en dejlig og hyggelig første december - det har jeg i hvert fald - tihvertifald.